Jeanette Christiansen er vokset op i Lundtoftegade og bor der den dag i dag med sin datter på lidt over to år. Musikken er indspillet i studiet i Millfactory på Rentemestervej i Nordvest.
Jeanette Christiansen er vokset op i Lundtoftegade og bor der den dag i dag med sin datter på lidt over to år. Musikken er indspillet i studiet i Millfactory på Rentemestervej i Nordvest. - Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

Album-aktuelle Jeanette er vokset op og bor i Lundtoftegade: »Jeg har stenbroen i årerne«

Nørrebro-sangerinde Jeanette Christiansen med kunstnernavnet ‘Jeg er Jeanette’ er aktuel med sin første EP ‘Kvinden Bag Gardinet’, som udkommer 6. marts.

Jeanette Christiansen har, med undtagelse af en lille sviptur til Rødovre, hvor hun en overgang boede med en kæreste, altid boet i højhusene i Lundtoftegade. I den første lejlighed, hun boede i for sig selv, boede hun i 15 år. Siden blev hun gravid, fik brug for mere plads og flyttede op i en lejlighed på 12. og øverste etage, hvor hun har en fantastisk udsigt ud over hele byen.

»Jeg har altid været utrolig glad for at bo der, og mine forældre og min storebror bor der også stadig. Det eneste problem, der kan være ved at bo der, er, når man skal flytte, for elevatorerne er meget små. Da jeg i 2017 flyttede op på 12. sal og skulle have mit klaver med, kunne det ikke være i elevatoren, så det måtte bæres op,« fortæller Jeanette Christiansen og tilføjer med et grin:

»Når folk ser elevatorerne, spørger de nogle gange ’jamen, hvad gør I, når I skal flytte?!’ Svaret er, at det gør man ikke.«

En late bloomer

42-årige Jeanette Christiansen med kunstnernavnet ’Jeg er Jeanette’ er netop sprunget ud som solist efter i flere år at have sunget kor i ind- og udland for en række store danske navne og skrevet sange, blandt andet til Melodi Grand Prix’et i 2015.

6. marts er hun aktuel med sin første EP ’Kvinden Bag Gardinet’, som med fire numre tager udgangspunkt i store emner som ensomhed, selvmordstanker og utroskab pakket ind i vellyd og ørehængende melodier. Teksterne udspringer af dagligdagens poetiske trivialiteter og små hverdagssituationer med et lille twist og indblik i det persongalleri, mange af os møder i den dagligdag, der omgiver os.

Jeg er faktisk er med til at hive Lundtoftegade op på ghettolisten, fordi jeg ikke har en længere videregående uddannelse.

Jeanette ChristiansenSangerinde

Musikken er pop med en snert af dansk diva-lyd, gospel, soul og et møde mellem Norah Jones og Sanne Salomonsen og et tekstunivers og budskab om at stoppe op og se på de mennesker, du møder, med nærvær, varme og forståelse.

Det har krævet en god portion mod at springe ud som solist og stå helt på egne ben, og det er en del af forklaringen på, hvorfor det først er i en alder af 42 år, at JeanetteChristiansen nu udgiver sin helt egen musik.

»Jeg er vist det, man kan kalde en ’late bloomer’. Men jeg er bare nået dertil, at jeg har brug for at kunne sige ’nu har jeg fandeme gjort det’. Nu skal mine sange ud, det har de fortjent. Hvis jeg ikke udgiver min musik, svarer det til en maler, der maler de smukkeste billeder og derefter stiller dem ned i kælderen, hvor ingen har glæde af dem,« siger hun.

Hjælp fra lokal grafiker

Musikvideoen til singlen ’Kvinden Bag Gardinet’ er lavet i et samarbejde med grafiker og lokal Nordvest-borger Rikke Jensen, der foruden sine mange plakater af Nordvest også har lavet en Nørrebro-plakat.

»Historien om kvinden bag gardinet kunne tage udgangspunkt mange steder, men jeg havde Nørrebro i tankerne, da jeg skrev sangen. Da jeg så Nørrebro-plakaten blev jeg forelsket i Rikkes streg og kontaktede hende,« siger Jeanette Christiansen, som er imponeret over, hvad Rikke Jensen har fået ud af hendes skitser.

»Jeg tænker, at de fleste kender en person som ‘Kvinden Bag Gardinet’. Alle har vel prøvet at føle sig lidt ensomme i alt det her virvar og det at se noget fra oven og tænke, ‘hvorfor er jeg ikke med i det, der foregår?’

»Jeg tænker, at de fleste kender en person som ‘Kvinden Bag Gardinet’. Alle har vel prøvet at føle sig lidt ensomme i alt det her virvar og det at se noget fra oven og tænke, ‘hvorfor er jeg ikke med i det, der foregår?’ – Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

»Vi har neutraliseret stederne i videoen lidt, så det virker velkendt for mange, men for dem, der kender Nørrebro, er der nogle få genkendelige ting fra bydelen,« siger Jeanette Christiansen, som selv har boet i Lundtoftegade det meste af sit liv. Her kan man opleve hende live 23. marts og 14. maj, for Jeanette arrangerer, i samarbejde med to andre sangskrivere, koncerter i sit hjem, hvorfra man samtidig får et vue ud over byen.

»Der er billetsalg for alle, men jeg spærrer altid fem pladser til folk fra Lundtoftegade,« siger Jeanette med et smil.

Opvækst i ghettoen

Hun har kun gode minder om sin opvækst i Lundtoftegade og har aldrig følt sig utryg ved at bo der. Derfor har hun det også mærkeligt med, at boligområdet netop er kommet på ghettolisten igen.

»Jeg er faktisk med til at hive Lundtoftegade op på ghettolisten, fordi jeg ikke har en længere videregående uddannelse. Jeg har en HF, og så har jeg lavet en masse frivilligt arbejde,« siger Jeanette med et skuldertræk.

Hun husker sin opvækst i området som et sted med fede legepladser, og hvor der altid var nogle at lege med.

»Det var et sjovt sted at være barn. Der er masser af grønt mellem blokkene, og der er mange forskellige aktiviteter året rundt. Der er faktisk mange, der bliver overraskede over, hvor grønt der er i området.«

Med datteren Albertes ankomst for lidt over to år siden, er drømmen om en have dog lige så langsomt begyndt at spire i Jeanettes sind, men hun kommer aldrig til at bo på landet, pointerer hun.

»Jeg elsker, at der altid er noget, der er åbent. Har jeg lyst til at høre musik, er der altid et sted at tage hen, og jeg kan komme alle steder på ingen tid. Jeg har vist stenbroen i årerne,« siger hun og griner.

‘Jeg er Jeanette’

  • Jeanette Christiansen er 42 år

  • Hun har i flere år skrevet sange og sunget kor i ind- og udland for en række store danske musikere

  • I 2015 stod hun bag Melodi Grand Prix-sangen ’Når veje krydses’

  • Du kan allerede nu høre hendes første single ’Kvinden bag gardinet’ på alle streamingtjenester. Fra 6. marts udkommer EP’en.

  • Ønsker du at købe et fysisk eksemplar af EP’en eller billetter til en af hendes koncerter i hendes private hjem, kan du se mere på www.jegerjeanette.dk

Hør sangen ‘Kvinden Bag Gardinet’, og se musikvideoen her.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
»Vi skal give børnene ro på,« skriver Carl Valentin (SF)

DEBAT: CPR-nummer skal ikke bestemme skolestart

87-årige østerbroer Henry Aktor er en af de ældre der vil savne fitnessaktiviteterne på Nabo Østerbro.

Nabo Østerbro-forslag ikke realistisk