Vi mødte Pernille i Amager Strandpark, hvor forsidefotoet til bogen er taget.
Vi mødte Pernille i Amager Strandpark, hvor forsidefotoet til bogen er taget. - Foto: Jacob Schneider

En dag stormede politiet ind – og så brød Pernilles kernefamilie sammen

Skyld, skam og ensomhed, en truende skilsmisse, mistillid til retssystemet og de sociale myndigheder – og to andre børn, der blev tilsidesat. Det var nogle af de konsekvenser, Pernille fra Kastrup mærkede, da hendes søn blev anholdt af politiets aktionsstyrke og røg ind og ud af fængslet de næste tre år. Det har hun nu skrevet en bog om.

»Da vi endelig fik lov til at komme ind i retslokalet igen, var Daniel allerede på vej ud ad en anden dør med en fra enten politiet eller kriminalforsorgen. Jeg skyndte mig at råbe til ham ’jeg elsker dig’. Dommeren kiggede på mig med et løftet øjenbryn og sagde, at man ikke måtte tale sammen. Jeg følte mig med det samme irettesat og følte mig pludselig som en lille pige.«

Sådan lyder det i bogen ’Mor til en Ama’r dreng’ af Pernille Gustafson. Den handler om fem dystre år, der var ved at flå hendes og familiens liv fra hinanden. Om mødet med det danske retsvæsen og den chokerende oplevelse af, at man nu pludselig har en kriminel søn.

Helt uforberedt

Besøget i dommervagten, hvor Pernilles søn blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i 2014, var hendes første kig ind i en verden, hun kun kendte fra film og medier. Forud var gået en anholdelse i deres hjem, hvor politiets aktionsstyrke med skudsikre veste og maskinpistoler hentede Pernilles ældste på 18 år.

»Jeg troede ikke, han var ude i noget, og alligevel havde jeg en fornemmelse af, at han lavede noget. Men vi hørte ikke på noget tidspunkt fra SSP (samarbejdet mellem skole, socialindstanser og politi, red.), så vi tænkte mest, at vi nok bekymrede os for meget. Det kom som et chok, da hele styrken pludselig kom og anholdt ham,« siger moderen fra Kastrup.

»Da jeg fik lov til at besøge ham, anede jeg ingenting, og politiet skulle sidde med, så vi kunne ikke snakke om det. Der gik fire uger, og familien væltede fuldstændig i den periode. Og hverken min søn eller jeg havde overvejet, at han havde brug for en advokat – det var en helt ny verden, der åbnede sig med et brag,« husker Pernille.

Ny identitet

»Da han havde været inde at sidde første gang, var han ligesom stemplet ind som kriminel, og så kan man jo ligeså godt blive ved,« fortæller Pernille – og dét var ikke just den sociale identitet, som familien havde regnet med at se sig selv i:

»Der er vi jo en kernefamilie: Familien Danmark med mor, far og tre børn, lever og ånder for drengenes fodbold, arbejde, spisetid klokken 18 og alt er, som det skal være. Vi kan da godt se, at nogle af dem, han går med, ikke er byens bedste selskab, men han fortæller, at det skal vi bare tage stille og roligt – vi er jo bare forældre. Men selvfølgelig har det miljø da spillet en stor rolle.

Men at det går så stærkt, og lige pludselig hedder Vestre Fængsel… Og jeg tænker, at nej da, det er jo virkelig de hårde kriminelle. Jeg træder ind i en verden, jeg er nødt til at være i på grund af ham, og jeg har fået et indblik i ting, jeg aldrig havde forestillet mig. Det er et meget lukket land, og der er ikke nogen åbne døre i det her system,« siger hun.

Bogen handler ikke om selve kriminaliteten – den vil hun ikke fortælle om i detaljer – men mere om mødet med restsvæsen, fængselssystem og sociale myndigheder og hvordan det påvirkede deres liv, forklarer Pernille, som har skrevet bogen med pseudonymer – redaktionen er dog bekendt med hendes identitet:

»Det er jo ikke kun ham, der bliver ramt af kriminaliteten, det er hele familien bagved. Og de følelser, jeg har været igennem, det er det, bogen handler om. De konkrete detaljer i forbrydelserne er jeg gået udenom, for vi er meget sårbare i vores situation. Det har været vigtigt at have min søn med på sidelinjen gennem hele processen, og familien bakker mig op i, at jeg vil det her. Men jeg er også nødt til at beskytte dem så godt, jeg kan.«

På randen af skilsmisse

Ud over det umiddelbare alarmberedskab, familien stod i, væltede selvransagelsen også op, husker forfatteren:

»Vi kan være der som forældre, observere og guide og hjælpe dem, så godt vi kan, men vi kan jo ikke være der 24/7. Jeg har da haft masser af tanker om, hvad vi har gjort forkert. Har vi virkelig været så dårlige forældre? Men efter flere år er jeg kommet frem til, at vi har været der. Men det var svært, for man føler sig bare så skyldig og skamfuld. Flov.

Hvor ville det da være lækkert at slå op på Facebook, at han havde fået 12, men at skrive, at nu sidder han inde igen… Jeg har da overvejet at melde mig ud af de sociale medier, for man fatter jo ikke, at alle kan have så perfekt et liv, når jeg ikke har.

Vi endte faktisk ud i, at fjorten dage efter, at han er blevet varetægtsfængslet første gang, så vil jeg skilles. Jeg væltede fuldstændigt og havde behov for at sidde og kigge ind i en væg,« fortæller Pernille.

– Foto: Jacob Schneider

Sikkerhedsnet mangler

Skriverierne om oplevelserne var egentlig mest en form for terapi, men nu håber Pernille, at hendes bog kan hjælpe andre:

»Det var slet ikke meningen, at den her bog skulle udgives. Det var mest for at få det hele bearbejdet. Men da jeg sad og redigerede i den, slog det mig, at jeg kan jo ikke være den eneste, der har det sådan her. Vi kan alle sammen gå på biblioteket og låne bøger om gamle rocker- og bandemedlemmer, men vi får aldrig noget at vide om, hvad der er rundt om dem.

Jeg har lavet Facebook-siden ’Mor til en Ama’r dreng’, og her er der faktisk mange, der skriver til mig. Det er jo et tabuemne, vi vil helst ikke fortælle nogen, at vores børn er kriminelle. Der har været ganske få, som vitterligt har været der, men de fleste er bare nysgerrige: ’Guud, hvad har han dog lavet?’, mere end hvordan vi egentlig har det. Men ingen af dem har jo prøvet at stå i den situation, og så går man alene med det.

Senere hen finder jeg ud af, at der er noget, der hedder savn.dk og Landsforeningen krim, som kan hjælpe. Men det anede jeg ikke, og det efterlyser jeg også i min bog: Når man står der første gang i dommervagten og ikke aner noget om det her system, så kunne der godt ligge en pjece til os pårørende… Selv om han er myndig, er jeg jo stadigvæk mor.

Senere hen kunne jeg godt tænke mig at lave et netværk, for der mangler et sikkerhedsnet til os,« pointerer Pernille.

Noget at stå op til

Der er heldigvis gode meldinger om drengen, der fik rodet sig ud i en kriminel løbebane:

»Lige nu går det faktisk rigtig godt. Han er ved at starte virksomhed selv, for der er jo ingen, der skal bestemme over ham,« smiler moderen og fortsætter:

»Hvis det bare lykkes, så er alt fint. Socialrådgiverne har været meget inde på, at han skal tage en uddannelse. For mig er det ikke vigtigt, for den knægt har kunnet gå ud og lave så mange penge på ingen tid, så det vigtige er, at han har et arbejde at stå op til – skolebænken ville være et nederlag. Men frygten for at han skal falde tilbage, den er der nok altid.«

Pernille Gustafson, »Mor til en Ama’r dreng«, 109 sider, forlaget Books on Demand

Købes via www.bod.dk

Pernille holder foredrag gennem AOF på Tårnby Bibliotek 16. marts.

Se mere på Facebook: ’Mor til en Amar dreng’

– Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Valby Lokaludvalg og Områdefornyelsen Kulbanekvarteret inviterer på byvandring.

Byvandring: Bliv klogere på fremtidens Kulbanekvarter

Jette Hill Ludvigsen har altid fuld fart på og svært ved at sidde stille. Men når verden bliver for meget, bevarer hun altid roen og overskuddet.

‘Der er ikke nogen ommer i livet’