Masser af biler indenfor portene.
Masser af biler indenfor portene. - Foto: Jan Føns

Efter P-zonen i det sydlige Valby: Parkeringskaos på Vestre Kirkegård

De to ny parkeringszoner i Valby, som er blevet indført de seneste par år, er blevet meget kritiseret. Nu viser det sig, at Vestre Kirkegård lider under bilister, som har fundet et gratis alternativ.

Biler langs gravsteder, græsplænder, alléer og ved indgangene til kapel og kontorer. Det er blevet et normalt syn på Vestre Kirkegård, mens afmærkede pladser til de firehjulede på den anden side af muren står gabende tomme.

Trods Valby Lokaludvalgs kritik af den mangelfulde lokale inddragelse, trådte en tre-timers parkeringszone i kraft i Forfatterkvarteret og Valby Have i november 2018.

Zonen betyder, at udefrakommende biler højst må parkere i tre timer på hverdage klokken 08.00-19.00. Beboere og virksomheder i området kan søge om gratis licens.

Den blev indført som en følge af den gule P-zone i Gl. Valby for snart tre år siden, fordi et stigende antal bilister udefra parkerede deres biler på det gratis område udenfor betalingszonen – blandt andet i området syd for.

Lige overfor ligger Vestre Kirkegård, og herinde har Jan Føns fra Kgs. Enghave Lokaludvalg, som selv bor i Bavnehøj og færdes ved kirkegården dagligt, lagt mærke til tendensen med, at folk smider dytten ved gravene – og andre mindre passende steder:

»Efter at der er kommet parkeringszoner i Valby er der kommet flere parkeringsproblemer i Bavnehøj, blandt andet flere ulovlige parkeringer på hjørner, udkørsler og fortove. Senest er parkeringerne eksploderet inde på Vestre Kirkegårds område,« fortæller han og uddyber:

P-båse lige udenfor kirkegården.

P-båse lige udenfor kirkegården. – Foto: Jan Føns

»Det er tydeligt, at det ikke er parkering i forbindelse med besøg ved gravstederne eller bisættelser det meste af det, og så er der flere firmabiler. Bilerne er især parkeret i lange rækker lige ved de veje på kirkegården tættest ved portene og indgangene ved Bavnehøj Allé og Vestre Kirkegårds Allé. Og så køres mange af dem ind ved aftentide og står der natten over i lange rækker.

I takt med markant flere parkerede biler på kirkegården er der masser af plads ved de parkeringspladser op af Vestre Kirkegårds Allé, der er mere tomme – men det er jo også betalingsparkeringspladser,« siger Føns.

Tidsbegrænsning på vej

Vi har spurgt Københavns Kommune om problematikken, og her genkender enhedschef i teknik- og miljøforvaltningen Brian Helt billedet:

»Vi har kunnet konstatere, at et stigende antal pendlere efterlader deres biler på Vestre Kirkegård uden at have et ærinde her. Det er til gene for vores besøgende, og bilerne skaber også problemer for kirkegårdens personale.

På den baggrund har vi besluttet at oprette tidsbegrænset parkering i området i forlængelse af den tidsbegrænsede parkering i vores tilstødende nabolag,« siger Helt til Valby & Kgs. Enghave Bladet.

Målet med at indføre tidsbegrænset parkering i tre timer rundt om i byen, er at gøre det mindre attraktivt for udefrakommende bilister at parkere i områderne – ofte får naboområderne så ’glæde’ af de parkerede biler.

Allé med gratis parkering.

Allé med gratis parkering. – Foto: Jan Føns

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Postkort fra …. Bangsbo Plads

Sara Jörn, centerleder af Miljøpunkt Østerbro

Debat og debatmøde: Skal det være slut med brændeovne?