Sara Jörn, centerleder af Miljøpunkt Østerbro
Sara Jörn, centerleder af Miljøpunkt Østerbro

Debat og debatmøde: Skal det være slut med brændeovne?

Af Sara Jörn, centerleder af Miljøpunkt Østerbro

KNITREN I PEJSEN spreder hygge i de mørke måneder, men også farlige partikler i din stue og dit nabolag. Det sidste har jeg slet ikke lyst til at tænke på – hverken nu eller når jeg en gang imellem luner mig med en kop varm kakao foran brændeovnen i familiens sommerhus.

IFØLGE MIljØSTYRELSEN står brændeovnsrøg for hele 70 procent af den samlede danske partikeludledning. Det er skyld i ca. 550 årlige dødsfald og koster samfundet ca. 4 mia. kroner om året. Og koncentrationen er størst i byerne, hvor boligerne ligger tæt.

Ifølge Rådet for Grøn Omstilling udleder Københavns (relativt få) brændeovne lige så mange skadelige partikler på en enkelt fyresæson som al byens vejtrafik på et helt år. Det har fået miljøminister Lea Wermelin til at fremsætte et lovforslag, der skal pålægge boligejerne at skrotte de gamle brændeovne, når de køber ny bolig.

BRÆNDEOVNEN LIGNER unægtelig en hovedskurk, når det kommer til den lokale luftforurening. Men der er kamp om beregningsmodellerne, og debatten raser – for samtidig tyder nye undersøgelser på, at forurening fra dieseltrafikken er langt farligere, end hidtil antaget.

Og størstedelen af luftforureningen stammer slet ikke fra Danmark, men er blæst hertil fra udlandet.

Problemet er komplekst, og tallene kan vinkles til at støtte op om forskellige dagsordener. Men det ændrer ikke på, at min brændeovn udleder det samme antal skadelige partikler, uanset hvor meget jeg peger fingre ad dieselforureningen eller udenlandske forureningskilder. Og til forskel fra den vindbårne forurening fra udlandet, er brændeovnsrøgen et problem, jeg som borger selv kan gøre noget ved.

MEN HVOR stort er problemet egentlig her på Østerbro, og hvordan kan man selv mindske sin udledning, hvis ikke man er klar til at vinke farvel til stuens lune hyggespreder?

DET KAN DU få meget mere at vide om mandag 24. februar klokken 19 til 21 i Østerbrohuset, hvor Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunktet inviterer til debatmøde om brændeovne og luftforurening.

Debatmøde om brændeovne

  • Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro inviterer til debatmøde om brændeovne og luftforurening mandag 24. februar klokken 19-21 i Østerbrohuset, Århusgade 103, mødelokale 1 og 2.

  • Mød repræsentanter fra Rådet for Grøn Omstilling, skorstensfejerne i Københavns Kommune, Copenhagen Solutions Lab m.fl.

  • Se programmet på www.miljopunkt-osterbro.dk. Og husk tilmelding til louise@miljopunkt-osterbro.dk – så er du sikret en stol, kaffe og kage.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Masser af biler indenfor portene.

Efter P-zonen i det sydlige Valby: Parkeringskaos på Vestre Kirkegård

Leah Robb med det genfundne maleri, umiddelbart efter at hun hentede det hos politiet.

Stjålet maleri er vendt tilbage til kunstner