Mona de Souza Schmidt-Madsen (til venstre) gør Navarro klar og får en snak med Andrea Gabriella Salling, der også har sin hest stående på Raagaard. Begge er ramt af, at bus 34 ikke længere kører på Tømmerupvej.
Mona de Souza Schmidt-Madsen (til venstre) gør Navarro klar og får en snak med Andrea Gabriella Salling, der også har sin hest stående på Raagaard. Begge er ramt af, at bus 34 ikke længere kører på Tømmerupvej. - Foto: Hanne Bjørton

Nedlagt busrute har trukket tæppet væk under ridepiger

Bus 34 kører ikke længere ad Tømmerupvej. Mange ryttere i Kongelundens Rideklub er nu henvist til meget besværligere transport og at traske et par kilometer i buldermørk skov til bus 33. »Meget, meget ubehageligt,« siger unge ridepiger fra Nørrebro, Valby og Islands Brygge.

I november blev busstoppestederne på den sydlige del af Tømmerupvej skrællet for skilte og tavler.

Busdriften med linje 34 på 5,3 kilometer landevej – Tømmerupvej og en lille bid Kalvebodvej – var sparet væk efter en beslutning i Tårnbys byråd halvandet år tidligere.

Det rammer Tømmerupvejs beboere uden bil og deres gæster. Når den lunere tid kommer, rammer det ejere af kolonihavehuse i flere haveforeninger tæt på Tømmerupvej.

Og så rammer det ryttere uden bil, der skal til og fra Kongelundens Rideklub, Raagaard lige overfor og andre opstaldningsgårde.

Før lå busstoppestedet lige uden for Raagaard. Nu er der 1,6-2,1 kilometer til nærmeste busstoppested for bus 33 alt efter hvor på ruten, man har gavn af at stå på.

På Raagaard møder vi 14-årige Mona de Souza Schmidt-Madsen, der bor på ydre Nørrebro og tager herud tre gange om ugen for at passe og ride ponyen Navarro, som hun har part i.

»Før var der ingen problemer. Jeg kørte med bus 34 lige til Raagaard. Hele turen tog mig omkring 40 minutter, og der var altid nogen at følges med. Mine forældre har ikke bil, og nu tager det en time og ti minutter at komme hertil. Først går jeg til Vibenhus Runddel, tager metroen, skifter på Kgs. Nytorv, tager metroen til Vestamager, kører med bus 33 til Kongelunden og går cirka 20 minutter gennem skoven,« fortæller Mona.

Men om aftenen er turen hjem ikke så rar.

»Jeg må slet ikke gå gennem skoven i mørke alene. En dag gik vi der to piger, og det er virkelig ikke rart. Der er voldsomt mørkt – man kan ikke engang se hullerne i vejen. Vi ringede til en af mine venner, for så var der en, der vidste hvor vi var. Det var meget, meget ubehageligt. I stedet får jeg et lift af veninder og deres forældre, eller også kommer min farfar og henter mig. Han har bil og bor i Valby, men så skal han først køre herud efter mig, køre mig hjem og så selv hjem til Valby,« siger Mona.

»Det største problem er, at man skal være to, der skal afsted samtidig, fordi man ikke vil gå alene. Det er jo ikke fordi, at man virkelig tror, at der sker noget, når man skal igennem skoven. Men det er virkelig mørkt!« siger 14-årige Esther Leistner, der bor på Islands Brygge.

5,3 km vej gjort busløs

Indtil det store busplanskift i oktober sidste år, kørte linje 34 i en gaffelrute.

Fra krydset Englandsvej/Tømmerupvej var ruten splittet op i to. Hver anden bus kørte ad Tømmerupvej gennem landsbyerne Viberup og Ullerup til Søvang. Hver anden kørte ad Ugandavej og Kongelundsvej til busterminalen ved Nøragersmindevej.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kort efter billedet er taget, er der mørkt på Tømmerupvej, som hverken har cykelsti eller fortov. Og det er endnu mørkere at gå gennem skoven.

Byrådet i Tårnby skulle i foråret 2018 beslutte sig for, om der skulle være ruteændringer, når Nyt Bynet blev indført efter Metro Cityringens åbning i 2019.

Men der blev også tænkt en besparelse ind for linje 34, og i stedet for at spare ved at halvere antallet af afgange på begge gaflens to veje, besluttede et enigt byråd i foråret 2018 helt at afskære busdriften på de 5,3 kilometer Tømmerupvej og en lille bid Kalvebodvej.

I stedet kører linje 34 nu kun ad det ene gaffelben: Ugandavej og Kongelundsvej. På Kongelundsvej kører i øvrigt også linje 33.

»Bus 34 kunne da lige så godt køre de 10 minutter ned ad Tømmerupvej til Søvang,« siger 14-årige Storm Hvidegaard. Hun bor på Islands Brygge og har også fået en masse besvær af ændringerne.

34 var til så meget gavn

Det har 13-årige Andrea Gabriella Salling også, i hvert fald om vinteren, hvor hun bor i Valby. Hun har sin egen hest Elmira opstaldet på Raagaard.

»Jeg er her normalt hver dag. Før tog jeg bus 34, men nu tager jeg først 18’eren til Ørestad, så tager jeg bus 33 til Nøragersmindevej, hvor jeg har en cykel stående, og så cykler jeg de 2,5 kilometer til Raagaard. Det tager omkring halvanden time fra jeg tager hjemmefra. Om sommeren bor jeg på Kongelundsvej og cykler de 7,5 kilometer til Raagaard,« fortæller hun.

»Vi har sådan en Raagaard-gruppechat med ryttere på min alder. Der er 18 med i chatten, som har fået problemer, efter bus 34 holdt op med at køre. Det var jo ikke en bus, der kørte meget: En gang i timen og efter klokken 20 hver anden time. Men den var til så meget gavn!« siger Mona.

Amager Bladet har også talt med:

  • Heidi Sanda Reka Johansen: »Min datter har hest på Raagaard, og for os har ændringerne haft store konsekvenser – vi bliver nødt til at køre hende hver dag når hun skal ud til sin hest, hvilket er en daglig stressfaktor. Hun er kun 12 år, og vi finder det ikke ansvarligt, at hun skal gå i mørket på Tømmerupvej, som jeg mener er decideret livsfarlig at gå på når det er mørkt.«

  • Maria Juul Rasmussen: »Jeg er 43 år, bor på Østerbro, arbejder i Brøndby og er en af dem som tager bussen ud til min hest hver dag på Raagaard. Jeg går igennem skoven om aftenen eller via Tømmerupvej til Nøragersmindevej. Mit problem er som sådan ikke mørket, men mere tiden. Jeg skal tillægge en time mere hver dag for at komme ud til min hest.«

  • Mette Mathiassen: Vi bor på Islands Brygge og vores 13-årige pige har hest på Raagaard og er ligesom de andre piger 100 procent afhængig af, at der er en bus – det er et mørkt og øde sted. Hun går i skole på Østerbro, og tager derfra med bus 14 til metroen, kører til Vestamager, tager bus 33 til Rønnevej ved Søvang, hvor hun har en gammel cykel stående og så cykler hun resten af vejen. Hvis der er forsinkelser, og hun ikke når 33, er der en halv eller en hel time, til den næste går. Den tur tager hun flere dage om ugen, andre dage må vi starte bilen, så der kommer en masse privatbilisme på Tømmerupvej.

  • Ida Stahl: »Jeg er 22 år og bor på Grønjordskollegiet og har part i en hest på Raagaard. Det tager mig 50-60 minutter at komme derud, og det er det dobbelte af, hvad det varede, da jeg kørte med bus 34. Nu tager jeg metroen til Vestamager, kører med bus 33 og står af ved Kongelunden og går de 1,5 km gennem skoven. Jeg har prøvet med løbehjul for at speede turen lidt op, men det fungerer ikke, fordi halvdelen af ruten går gennem stier og folde. Når jeg skal hjem, er der ikke noget net i skoven, så man kan ikke tjekke, om bussen er forsinket. Fordi jeg er studerende, har jeg mulighed for at tage derud midt på dagen. Jeg ville ikke have lyst til at gå gennem skoven, når det er mørkt.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Distortion er gået helt amok, lyder det fra Finn Rudaizky (DF).

DEBAT: Falske toner og miljøsvineri

Debatten om en p-kælder under Dantes Plads fortsætter. FOTO: Christian M. Olsen

DEBAT: Ønsker Q-Park at stå med en møgsag?