Debatten om en p-kælder under Dantes Plads fortsætter. FOTO: Christian M. Olsen
Debatten om en p-kælder under Dantes Plads fortsætter. FOTO: Christian M. Olsen

DEBAT: Ønsker Q-Park at stå med en møgsag?

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Lene Pedersen, Puggaardsgade

Q-Park udtalte til City Avisen (5. februar), at de er godt tilfredse med den aftale de har med København Kommune om at bygge en P-kælder på Dantes Plads. Det ville nok også være mærkeligt andet efter, at Q-Park har købt undergrunden under pladsen.

Der skal søges byggetilladelse senest 1. juli 2020, og byggeriet skal startes indenfor otte måneder derefter. Dvs. hvis det går efter den plan, vil Dantes Plads senest 1. marts 2021 være forvandlet til et stort og dybt hul i jorden med gravemaskiner og masser af lastbiler kørende gennem Vester Voldgade. Og sådan vil det fortsætte i op til tre år.

Læs også: Q-Park taler ud om Dantes Plads

Men Q-Park gør klogt i nøje at overveje andre muligheder, hvis ikke de vil risikere at stå med en tabersag, der kan komme til at koste dyrt. Ikke bare økonomisk, men på omdømmet. Vi ser overskriften for os: »Stor kapitalfond smadrer levende byrum«

For det første er der ikke brug for endnu et P-anlæg i området omkring Dantes Plads. Inden købet var der ikke foretaget nogen analyser af biltrafik og parkeringsbehov.

Men siden har det vist sig, at der indenfor 10 minutters gåafstand findes ca. 6.000 parkeringspladser fordelt på 19 P-anlæg. Det nærmeste er BLOX med 350 pladser, som med kun 3-4 procent belægning står næsten tom.

Derudover har Københavns Kommune en plan om at reducere biltrafikken til og fra København til 25 procent frem til 2025. Forretningsmodellen for et P-anlæg er derfor i løbet af de sidste par år forsvundet.

For det andet er alle naboer omkring pladsen stærkt imod bygning af en P-kælder. Beboere og erhvervsdrivende oplever ikke mangel på P-pladser i området. Vi ønsker af bevare Dantes Plads og Vester Voldgade som børne-, kultur- og cykelgade og har involveret os aktivt i at omgøre beslutningen om en P-kælder.

Glyptoteket og Ny Carlsbergfondet ser heller ikke noget behov. De er derimod voldsomt bekymrede for skader på bygningerne rundt om pladsen. Bygningen af BLOX gav betydelige skader på gamle bygninger i området.

Også Nationalmuseet har vendt sig imod bygning af en P-kælder og den øgede biltrafik i Vester Voldgade det vil medføre. Nationalmuseet ønsker at udvide sine aktiviteter til byrummet og vil tilbyde oplevelser i nærområdet dvs. Vester Voldgade, hvilket en P-kælder vil hindre.

Sagen ligner noget, som kan udvikle sig til en rigtig møgsag. Det er en sag, som flere og flere vender sig imod. Selv de politikere i Borgerrepræsentationen, som i sin tid indgik forliget, som beslutningen var del af, ser nu ud til at være villige til at finde en bedre løsning.

Dengang i 2009 var flere P-pladser højt prioriteret. Men klimaforandringerne har vendt de politiske prioriteringer på hovedet. Der er ikke brug for flere biler eller CO2-udledende betonkældre i Indre By.

Der er derimod brug for levende byrum og mod til at omgøre forældede beslutninger. Dette gælder ikke kun politikerne, men også i høj grad virksomheder, som risikerer at blive straffet hårdt og ubarmhjertigt af markedet, hvis ikke de bidrager til at finde nye løsninger, som er bæredygtige.

Hvordan kan Q-Park agere i denne tilsyneladende catch 22? Dantes Plads er jo købt, og Q-Park har en aftale med Københavns Kommune om at bygge en P-kælder.

Men det behøver ikke at være en umulig opgave at ændre aftalen, det kan omvendt blive en rigtig god historie for Q-Park. De forskellige parter omkring beslutningen har rykket sig. Og der er faktisk allerede helt konkret hjælp til en løsning.

Det er en mulighed at sælge pladsen til Carlsbergfondet, som allerede har udtrykt interesse for at købe. En anden mulighed kunne være at spørge Københavns Kommune om de vil indgå i et tilbagekøb af pladsen.

Beboere og erhvervsdrivende i området indgår gerne i dialog med både Q-Park og Københavns Kommune om at finde en tilfredsstillende løsning.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Mona de Souza Schmidt-Madsen (til venstre) gør Navarro klar og får en snak med Andrea Gabriella Salling, der også har sin hest stående på Raagaard. Begge er ramt af, at bus 34 ikke længere kører på Tømmerupvej.

Nedlagt busrute har trukket tæppet væk under ridepiger

Spritny Netto åbner snart.

Ny Netto på H.C. Ørsteds Vej åbner 20. februar