Indvielsesfesten for Anker havde blandt andre overborgmester Frank Jensen (S) som taler.
Indvielsesfesten for Anker havde blandt andre overborgmester Frank Jensen (S) som taler. - Foto: Martin Sørensen (arkiv)

DF: Anker skal blive på pladsen, som han er

Dansk Folkepartis Finn Rudaizky vil nu have politikerne til at blåstemple statuen af Anker Jørgensen, som sider på trappen til Kvartershuset i Sydhavnen uden behørig tilladelse.

Politikerne skal nu tage stilling til, om Anker Jørgensen må blive siddende på sin plads, selv om der ikke var søgt om tilladelse til statuen af den tidligere statsminister fra Sydhavnen, da den blev indviet med stor socialdemokratisk folkefest i oktober sidste år.

Som Kgs. Enghave Bladet beskrev for en måned siden – og flere andre medier har taget op – kræver et monument på en offentlig plads nemlig, at kommunens teknik- og miljøforvaltning godkender projektet. Samtidig skal det kommunale Rådet for Visuel Kunst høres og inddrages. Nu stiller Finn Rudaizky (DF) på mødet i teknik- og miljøudvalget 24. februar forslag om, at den vellignende Anker Jørgensen-statue skal forblive, hvor den står.

»Jeg synes, at enhedslisteborgmesterens teknik- og miljøforvaltning optræder temmelig mimoseagtig i spørgsmålet om formel tilladelse til den flotte og vellignende statue af Anker Jørgensen, som allerede er opstillet,« siger Rudaizky.

»Urimelig håndtering«

Initiativtager Susan Hedlund (S) er træt af sagen. Hun fastholder, at man troede, alt var i skønneste orden, da skulpturen blev indviet efter to års forberedelser.

»Folk har været så glade for det her, og de er kommet langvejs fra for at se ham. Det er jo blevet et ’selfie’-sted, så jeg er utroligt glad for alt det arbejde, der er blevet lagt i det,« siger den tidligere leder af Kvartershuset.

Finn Rudaizky mener, at sagen er blæst helt ud af proportioner, og derfor har han fået sagen på den politiske dagsorden:

»Der er sket en formel lille fejl fra initiativtagerne, men hvorfor pokker skal der gå mange måneder, før forvaltningen får taget sig sammen til at sende den formelle indstilling til det politiske udvalg?

Det er udtryk for en tung og urimelig håndtering. Derfor har jeg i dag sendt et medlemsforslag til det kommende udvalgsmøde, som går ud på, at det politiske udvalg godkender, at den opstillede Anker Jørgensen statue forbliver på det nuværende sted, på Anker Jørgensens Plads. Det håber jeg, at udvalgets flertal vil være med til,« siger Dansk Folkepartis ordfører, som selv er vokset op i Sydhavnen, forud for udvalgets møde 24. februar.

Det var Kvartershuset Sydhavnens bestyrelse med Susan Hedlund i spidsen sammen med Per Olsen fra LO Hovedstaden, som i 2017 besluttede at rejse penge til en mindestatue af Anker, så kvarteret kunne ære historien og mindet om en fattig, lokal arbejderdreng, der blev fagligt aktiv fagforeningsmand og senere politiker og statsminister.

Både private, fagforeninger, partiforeninger og boligforeningen AKB, hvor Anker Jørgensen havde lejlighed, har skillinget sammen til de 600.000 kroner, den har kostet.

LÆS OGSÅ: Anker Jørgensen sidder på sin plads uden tilladelse

Susan Hedlund afslører Anker i bronze.

Susan Hedlund afslører Anker i bronze. – Foto: Martin Sørensen (arkiv)

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hans ‘Købmand’ Henriksen blev overfaldet i sit hjem for tre år siden. Han kan ikke cykle og må gå med stok: »Min alderdom er ødelagt, men det er fint, at de er udvist alle tre«.

Landsretten har talt: Gerningsmand bag røveri mod cykelhandler er udvist for altid

Fremover har du mulighed for at få repareret dine gamle ting, så de ikke skal smides ud, hvis du besøger Repair Café Vanløse.FOTO: Morten Lau-Nielsen/Ritzau Scanpix

Slut med at smide ud: Repair Café kommer til Vanløse