Helle Merete Brix foran Krudttønden, som blev angrebet for fem år siden til et offentligt møde om ytringsfrihed, som hun var arrangør af.
Helle Merete Brix foran Krudttønden, som blev angrebet for fem år siden til et offentligt møde om ytringsfrihed, som hun var arrangør af. - Foto: Thomas Frederiksen

Arrangør af debatmøde på Krudttønden for fem år siden: Der er også andet i livet end terror

Østerbroeren Helle Merete Brix arrangerede debatmødet på Krudttønden, der blev ramt af terrorangreb for fem år siden. Nu udgiver hun sin femte bog siden da med ofre for terror som medvirkende, men det bliver også den sidste.

Alle mennesker har et før og et efter bestemte og vigtige begivenheder i livet.

For Helle Merete Brix er 14. februar 2015 en af disse skelsættende begivenheder.

Hun var gennem Lars Vilks Komitéen arrangør af debatmødet om ’Kunst, blasfemi og ytringsfrihed’ på den dato i Krudttønden.

Et arrangement som blev angrebet af den unge Omar El-Hussein, som dræbte en tilhører til debatmødet, filmmanden Finn Nørgaard, og sårede flere til arrangementet.

Tæt på midnat dræbte han også vagten Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade, inden han selv blev dræbt sent på natten i Nordvest efter det, som betegnes som det værste terrorangreb i nyere tid i Danmark.

Helle Merete Brix har indtryk af, at alle, der var til stede i Krudttønden den dag, har det som en meget skelsættende dato i deres liv.

»Jeg tror ikke, at det kun gælder mig. Det gælder også alle andre, jeg har mødt, og jeg har kontakt med, som var til stede. Og folk har taget det på forskellig måde. Nogen er kommet godt videre, mens andre har det svært. Det kan være sådan en begivenhed udløser andre ting, man har det svært med, så det måske skaber en slags posttraumatisk stress,« siger hun og tilføjer:

»Og så er der dem, som har mistet en ven eller et familiemedlem. Og det er naturligvis en helt anden sag.«

Ringede og sagde tak

Selv oplever Helle Merete Brix, at hun er kommet godt videre, selvom det har sat sine spor også personligt.

»Jeg føler mig på ingen måde plaget af det og er ikke nervøs,« siger hun og understreger, at hun er taknemmelig for politiets og PETs indsats på dagen.

»Jeg ringede til PET (Politiet Efterretningstjeneste, red.) efterfølgende og sagde tak, hvorefter der blev svaret »det var så lidt«. Der kom jeg til at grine lidt, det var sådan en typisk måde at sige det på som PET-mand. Det er jo deres arbejde, de udførte,« siger hun og nævner, at hun har fået et personligt venskab med en af de PET-betjente, som deltog og i dag er gået på pension.

Professionelt er hun nu involveret i den femte bog med terrorofre som medvirkende efter 14. februar 2015

»Bøgerne har også for min egen skyld gjort, at jeg kunne leve med det. Det har spillet en vigtig rolle i mit liv,« siger hun.

Den næste bog udkommer til marts og er redigeret af hende og Lars Vilks – den svenske kunstner, kunsthistoriker og Muhammed-tegner som havde lagt navn til komitéen, der var arrangør af mødet i Krudttønden – og journalist Kasper Nesager-Hansen.

Den har bidrag fra 11 forskellige personer, som kredser om begreberne terror og kunst. De kommer blandt andet fra Storbritannien, Israel, Sverige, Frankrig og Norge. Sidstnævnte er en overlevende fra Utøya-massakren i 2011.

Synes jeg har ydet mit

Siden 2015 har Helle Merete Brix fået et stort internationalt netværk af folk, der selv har oplevet terror og pårørende til det. Og terror med forskellige politiske og religiøse motiver, fra Baader- Meinhof i 1970’ernes Tyskland over 11. september 2001 i New York til Utøya og angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris i januar 2015, måneden inden angrebet på Krudttønden.

Maryse Wolinski er enke efter en af de afdøde franske satirikere og medvirker i antologien.

Mødet i Krudttønden i 2015 havde netop Charlie Hebdo som et af temaerne, og den daværende franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, var en af deltagerne i panelet.

Udover bogudgivelsen har Helle Merete Brix på det seneste også været vært for en konference på Christiansborg med det samme tema.

Inden 14. februar 2015 var disse konferencer og debatmøder blevet holdt i Krudttønden, men efterfølgende har disse arrangementer været henlagt til lokaler bag Christiansborgs beskyttede mure.

Helle Merete Brix fortæller, at den kommende bog om terror og kunst er den sidste fra hendes hånd om det tema, akkurat som det også var den sidste konference, hun har arrangeret om emnet.

For hende har det været meget væsentligt at sætte fokus på, hvordan totalitære kræfter går til angreb på frie ord og tegninger. Det gjorde hun også inden debatmødet i Krudttønden, apropos temaet for mødet. Men nu er tiden kommet til at flytte fokus.

»Det er en del af min fortid, men der er også andet i livet. Det var den sidste konference, og den sidste bog om det emne for mit vedkommende. Nu synes jeg, at jeg har ydet mit,« fastslår hun. Lars Vilks Komitéen er også for længst nedlagt.

Hvordan kunst kan hjælpe

Helle Merete Brix, der er journalist og forfatter, har gennem hele perioden og også længe før det undervist andre i at skrive.

Det fortsætter hun med, og hun forestiller sig, at hun vil sætte fokus på, hvordan kunst og kultur kan hjælpe folk i personlige vanskeligheder.

»Jeg har undervist i mange år. Og 80 procent af dem, som kommer til mig for at skrive selvbiografisk, gør det med noget, som handler om traumer i deres liv,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er meget optaget af, hvad kunst og kreativitet kan gøre ved mennesker, som har det svært.«

Hun underviser blandt andet i Fountain House, værestedet i Teglværksgade for unge og voksne, som har psykiske vanskeligheder og her kan dygtiggøre sig til arbejde og uddannelse.

Der måtte jo komme en film

Fem år er lang tid, konstaterer Helle Merete Brix. Så lang tid at der nu også kommer en film om terrorangrebet i Krudttønden, instrueret af Ole Christian Madsen. Den har premiere til marts.

Hun har fået lov at se den inden premieren, men Helle Merete Brix ønsker ikke at have nogen mening om den, da hun er så involveret i forlægget, som det er tilfældet.

Men hun fortæller dog, at hun ikke har noget problem med det.

»Jeg tænkte nok, at det måtte komme på et tidspunkt, at nogen ville lave en film om det,« siger hun.

Helle Merete Brix udtalte til Østerbro Avis et år efter terrorangrebet, at hun oplevede, at angrebet på Krudttønden blev devalueret i forhold til angrebet på synagogen.

Den oplevelse har hun stadig. Hun fortæller, at folk, som var til stede i Krudttønden, får at vide af bekendte og kollegaer, at man da bare kunne lade være med at holde sådan et arrangement og i øvrigt holde sig fra at tegne muslimernes profet Muhammed, mens deltagerne i synagogen ses som helt udskyldige ofre, da de blev angrebet, udelukkende fordi de var jøder.

Underforstået: Det første har man selv ansvar for, det andet kan man ikke gøre noget ved.

»Der har været et skel mellem uskyldige ofre og lidt mindre uskyldige ofre,« oplever hun.

Men har politikere og meningsdannere netop ikke oven på angrebet fastslået, at vi skal stå fast på vores værdier om frihed og ytringsfrihed?

»Ingen fra komitéen blev inviteret til at tale til mindehøjtideligheden to dage senere. Og kan du forestille dig en statsminister, uanset om det er fra Socialdemokratiet eller Venstre, invitere ytringsfrihedsforkæmpere ind? Det har jeg svært ved at se,« svarer hun og understreger samtidig, at hun har god dialog med adskillige jødiske samfund. Et aktivt medlem herfra medvirker da også både i den aktuelle bog og i konferencen, der blev afviklet i januar.

Har været i Krudttønden

Østerbro Avis fotograferer Helle Merete Brix foran Krudttønden, østerbroernes centrale kultursted, som hurtigt kom i gang igen efter terrorangrebet med masser af arrangementer for børn og voksne.

Krudttønden genvandt hurtigt sin position.

Har du selv været der siden?

»Jeg var forbi en dag spontant med en ven, hvor jeg også var inde i rummet. Det var rigtig fint. Men jeg har ikke været til nogen koncerter der. Det er ikke det første sted, jeg vil gå hen. Men jeg ved da godt, at der ikke er den store fare for, at en jazzkoncert skulle blive ramt,« siger hun.

Brix, Vilks og Krudttønden

  • Helle Merete Brix er forfatter, underviser og journalist. Har boet på Østerbro siden 1990’erne.

  • Hun har gennem de seneste 20 år markeret sig med i debatten om ytringsfrihed og en kritisk holdning til islam

  • Hun var medstifter af Trykkefrihedsselskabet, som hun senere trådte ud af, hvorefter hun stiftede Lars Vilks Komitéen, som forlængst er nedlagt

  • Lars Vilks er den svenske kunsthistoriker og kunstner, som i 2007 tegnede profeten Muhammed som en rundkørselshund og efterfølgende fik dødstrusler for det

  • Udover i 2015 holdt Lars Vilks Komitéen også offentlige debatmøder i Krudttønden i 2013 og 2014 blandt andet på datoen 14. februar. Det er årsdagen for den iranske ayatollah Khomeineis fatwa og dødsdom over forfatteren Salman Rushdie i 1989

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Bliv klogere på de blodige hændelser i 1520.

Hvorfor skulle Stockholm bades i blod?

Emil Stenlund på Skamlen som vinder af Dutch open international 2020.

Vesterbrodreng stod øverst på skamlen