Claus Høxbroe på sit stamværtshus på Vesterbro.
Claus Høxbroe på sit stamværtshus på Vesterbro. - Foto: René Mølskov

Revolutionen og verdensherredømmet i lyrisk form

‘Sorte pletter på himlens linse’ udkommer 28. februar. Claus Høxbroe har indtaget beatpoesiens tinde og er tilbage med en ‘klassisk Høxbroe’.

Høxbroes digte kommer fra en hovedpulsåre. Flået åben med et hurtigt hensynsløst tag. Digtene fosser ud, og det er for længst for sent at stoppe dem. De løber ned ad fingrene. ’Beat Poet’ tatoveret på knytnæverne. De lander på tastaturet. En Thinkpad. Responsen fra tasterne er tæt på perfekt. Ikke som skrivemaskinen, men tæt på perfekt.

LÆS ARTIKLEN I AVISEN

Læs artiklen i avisen:

Læs artiklen i avisen: – Foto: René Mølskov

Claus Høxbroe vier sit liv til digtene. Sin krop, sit sind , oplevelserne, sulten. Alt tilhører digtningen. På den måde har han formået at male sig op i et ringhjørne uden udgang. Med overlæg.

»Jeg er skrivende. Optaget af at stille mig selv til rådighed for skriften. Optaget af at få digte gennem mig. Jeg har turde male mig selv op i et hjørne. Der er ikke nogen vej ud. Der er våd maling, jeg er fanget i hjørnet. Og der er ingen tvivl om, at jeg skal digte, til jeg dratter om.«

Flyvemaskiner og sult

Høxbroe har flere udgivelser bag sig, end han og jeg kan tælle på vores fingre tilsammen. Han er poet, digter, bokser og ind imellem sulten. Han har valgt et år som hjemløs til. En fast indkomst fra.

»Er du først vant til en fast løn, bliver det sværere ikke at ane, hvornår der kommer penge. Hvad gør jeg, når der ikke er flere penge? Så lader du være med at spise, til der kommer nogen. Okay? Hvordan undgår jeg at gå i panik,« spørger han retorisk.

For han kender sulten. Og han kender til den tomme konto.

»Når folk siger til mig, at de ikke har nogen penge, så betyder det, at de har en opsparing og en kassekredit. Det er anderledes for mig. Når der ikke er flere penge, så ér der ikke flere. Så går jeg ned med pant eller sælger et udstoppet dyr.«

Hans kompromisløse tilgang til digtningen gennemsyrer hans liv og hans valg. Han er et ’Barn af alfabetet’ (digtsamling fra 2016, red.), og på nogle måder er hans verden i Kongens København så sort og hvid som liv og død.

»Hvis man holder for mange døre åbne, får man bare gennemtræk. Det lærte jeg som barn af 80’erne. Jeg har valgt gøre det 100 procent. Jeg forstår ikke folk, der siger; ’jeg vil gerne være musiker, så jeg tager lige pædagoguddannelsen.’ Det giver jo ikke mening. Hvis du vil være musiker, så spil musik. Hvis du vil være pædagog, så tag pædagoguddannelsen. Hvis du vil i form, må du røre dig. Er du sulten, skal du jo ikke drikke vand, men spise. Vil være digter? Så skal du skrive digte.«

Claus Høxbroe har brug for først at leve livet. Iagttage, opleve og føle. Derefter fanger han digtene og nedfælder dem på papir. Han er aktuel med en ny digtsamling ‘Sorte pletter på himlens linse’.

Claus Høxbroe har brug for først at leve livet. Iagttage, opleve og føle. Derefter fanger han digtene og nedfælder dem på papir. Han er aktuel med en ny digtsamling ‘Sorte pletter på himlens linse’. – Foto: René Mølskov

Det levede ordliv

Høxbroe skriver digte. I massevis. Når de er fosset ud fra digteråren, løbet ad fingrene, ramt tastaturet, landet på papiret, så begynder næste del. For inden det bliver til en digtsamling, kommer den velkendte proces, hvor han tror, at han intet får skrevet.

»Det er helt forfærdeligt, jeg skriver ikke noget. Jeg laver ingenting. Så går jeg igennem, hvad jeg har af notater og digte på min telefon og min computer. Der ligger 60 færdige digte. Ok. Det er meget godt. Der bliver skrevet.«

Han ånder lettet op. Griner af sin bekymring. Han fanger digtene overalt på sin vej. Får dem ind i folden.

»Det er netop fordi, det er det levede liv, jeg skriver om. Det er iagttagelser, oplevelser, følelser. Tanker, som løber igennem mig. Nogle gange fanger jeg dem her på 33’eren, hvor jeg sidder med telefonen i hånden. Nogle gange er det hjemme ved computeren. Andre gange er det ude i verden, hvor jeg fanger dem. Som i det øjeblik jeg står ved Ganges og ser mennesker blive brændt.«

Andre gange har de lang vej fra indtryk til aftryk.

»Først skal jeg opleve, og leve. Så skal det løbe igennem mig. De skal indfanges. Med den største selvfølgelighed går man på jagt uden at vide, hvad man jager. Det sker bare. Nogle gange, er det en én til én oplevelse. Andre gange er det ikke. Erfaringer, jeg gjorde mig i mit hjemløseår i ’08, manifesterer sig lige pludselig i en følelse, jeg kan genkende og bruge igen. Man har ligesom stået i lære i livet: Nå det var dét, jeg skulle bruge den oplevelse til. Det vidste jeg ikke.«

Verdensrevolution med lyrik

Digtskrivningen har ingen faste rammer. De 87 sider på tryk med omslag og oplag er en klassiker. Men han er nysgerrig og undersøger: Hvem kan han samarbejde med. Hvad kan det egentlig føre til? Hvor langt kan man strække det?

»Det er revolutionen, ikke? Det er verdensherredømmet i lyrisk form. Mindre kan ikke klare det. Det er ikke en genre, som alle går til på daglig basis. Men hvordan får man dem så til det? Hvor det stadig er med digtene i højsædet og ikke bare et emne, der er populært. Det gider jeg ikke. Men jeg er nysgerrig på at se, hvad digtene egentlig kan føre til.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Frontkvinde Lene Rohde tager til Kenya og uddeler ‘Safepads’ 29. februar.

HIPPO RUN: Løb for en god sag

Initiativtager til underskriftindsamlingen, Lise Winther-Jensen fra Bülowsvej. FOTO: Bo Børresen

Modstandere af planlagt kæmpebyggeri indsamler underskrifter