Politikere som Inger Støjberg (V) og martin Ancher (LA) behøver ikke være enige med demonstranterne, men de skal acceptere, at de som folkevalgte arbejder for hele folket og ikke kun den håndfuld, der stemte på dem personligt, skriver Mikkel Storgaard Knudsen i sin klumme.
Politikere som Inger Støjberg (V) og martin Ancher (LA) behøver ikke være enige med demonstranterne, men de skal acceptere, at de som folkevalgte arbejder for hele folket og ikke kun den håndfuld, der stemte på dem personligt, skriver Mikkel Storgaard Knudsen i sin klumme. - Foto: Privatfoto

Tema/Nørrebros Tolerance: Hellere små tolerance-krænkelser end et tolerancekollaps

Af Mikkel Storgaard Knudsen, beboer på Nørrebro

Nærværende avis har på det seneste kørt et tema om tolerance.

Herunder har flere politikere som Inger Støjberg (V) og Martin Ancher (LA) argumenteret (dårligt) for, at Nørrebro og Nordvest er et af de mest intolerante steder i Danmark overhovedet.

Læs også: Nørrebro er en sort plet på Danmarkskortet

Begge politikere gentager til stadighed en billig replik om, at de »ikke kan færdes på Nørrebro uden at blive censureret på højst udemokratisk vis.«

Men sådanne udtalelser afslører i virkeligheden bare, at Inger og Martin har en dårlig begrebsforståelse, både hvad angår demokrati og censur.

Lad os starte med censur: At hverken Martin eller Inger kan holde pressemøder på Nørrebro, uden at folk ytrer mishag, er ikke censur – det er direkte demokratisk engagement på det mest basale plan; og det burde Martin og Inger kun bifalde.

Læs også: Tolerancen på Nørrebro er ikke udpræget

Det er absurd, at Inger kalder sig for censureret: samtlige danske medier stiller sig velvilligt op for hende, hvor og hvornår hun end ønsker det, nærværende blad inkluderet.

Den luksus har den almindelige dansker ikke, og derfor er deres bedste chance for at få komme til orde i debatten overhovedet at udnytte på det presseopbud, Inger og Martin skaber, de gange få gange de faktisk besøger bydelen.

I Inger og Martins politiske klasse er der en udbredt enighed om, at ‘det ville se meget bedre ud, hvis de droppede demonstrationerne og skrev et læserbrev/tilmeldte sig et parti’ i stedet.

Men dette er intet andet end et forsøg på faktisk at bortcensurere politisk uenighed fra det offentlige rum og forvise det til let ignorérbare medier, hvor det ordet er forbeholdt folk, der skriver godt, og i øvrigt har debatredaktørens gunst.

Dermed er det faktisk Inger og Martin, der kæmper for øget censur.

Jeg forstår godt, at LA og V er uønskede blandt lokalbefolkningen. Borgerlige ghetto- og boligpakker splitter i de kommende år bl.a. Mjølnerparken til atomer, hvilket har altødelæggende konsekvenser for lokalsamfundets sportsklubber, hobby- og beboerforeninger. Når boligområder nedlægges, bliver venskaber og familier udflyttet på kryds og tværs til nærmest hele regionen. Jeg kan godt forstå, at mennesker hvis sociale liv bliver flået i stykker fra politisk hold, er rasende, og det er i det lys, vi må se demonstrationerne:

Når Martin og Inger brokker sig over dem, svigter de grundlæggende deres rolle som folkevalgte.

De behøver ikke være enige med demonstranterne, men de skal acceptere, at de som folkevalgte arbejder for hele folket og ikke kun den håndfuld, der stemte på dem personligt.

Når folket så reagerer på dem negativt, skal det tages til efterretning, og sat på spidsen delegitimerer Martin og Inger faktisk sig selv som folkerepræsentanter, når de så eksplicit frabeder sig folkets feedback.

Men hvis ikke Martin og Inger har tænkt sig at repræsentere os på Nørrebro, hvem repræsenterer de så? Mit bedste bud er, at de påtager sig en harme over tingenes tilstand på Nørrebro for at tækkes nogle vælgersegmenter, som ikke bor på Nørrebro, men som i stedet sidder på behørig afstand et andet sted i Danmark og bliver forargede over en bydel, de alligevel ikke har noget med at gøre.

I stedet for at lade os nyde dét, vi har sammen, ønsker de, at en af Danmarks snart sagt eneste nogenlunde blandede byer retter ind og lader sig jævne ud til endnu en kopi af gågaden i Horsens, med ro efter klokken 17, butiksdød og en Jack & Jones på hjørnet.

Mikkel Storgaard KnudsenBeboer på Nørrebro

Når Martin og Inger brokker sig over, at Nørrebro over en kam fravælger privatbilisme, ikke rigtigt går op i julepynt på hovedgaden, og sommetider pryder vores butiksfacader med tekst på arabisk, frakender Martin og Inger os vores ret til selv at bestemme hvordan vi indretter os, i vores egen bydel.

I stedet for at lade os nyde dét, vi har sammen, ønsker de, at en af Danmarks snart sagt eneste nogenlunde blandede byer retter ind og lader sig jævne ud til endnu en kopi af gågaden i Horsens, med ro efter klokken 17, butiksdød og en Jack & Jones på hjørnet. Det er et ønske der vidner om en arrogant herskermentalitet, hvor éen form for danskhed er facit, mens alle de andre er forkerte, og derfor skal problematiseres, marginaliseres og på sigt ekstermineres.

Og det er skørt, for selvom Martin og Inger absolut ikke vil vores bydel, vil folket det faktisk gerne.

Vi aldrig haft så stor efterspørgsel efter værelser og lejligheder, som vi har i dag:

Der er årelange ventelister på de almene boliger, og for hvert enkelte private lejemål der bliver udbudt, kommer der over halvtreds ansøgninger igen den anden vej.

Så på trods af at typer som Martin og Inger ønsker at male Nørrebro som et fandens sted, som ingen i deres fulde fem ville have lyst til at begive sig ud i, siger tallene tydeligvis det stik modsatte: I virkeligheden er der faktisk slet ikke Nørrebro nok til at dække efterspørgslen!

For at skære det ud i pap: Der er ingen her på Nørrebro, der bor her af tvang.

Vi er allesammen voksne mennesker med agens, og hvis vi ikke kunne lide at være her, var vi flyttet for længst.

De mest diskussionslystne af os får tit skudt i skoene, at vi er intolerante overfor Inger og hendes fløj:

‘Hvordan kan du være tolerant, når du selv accepterer at folk demonstrerer imod Inger Støjberg og ikke vil give hende ordet? Er DU i virkeligheden ikke den intolerante?’

Og jo, det er et saftigt paradoks, så lad os se på det: Hvis målet er sammenlagt at maksimere tolerance, må vi kigge på konsekvenserne af de to positioner.

I denne forstand er tolerance en gensidig enighed om, at man må gøre, hvad man har lyst til, så længe man tager hensyn til hinanden og ikke træder hinanden unødigt over tæerne.

Uanset om folk så har lyst til at bære hijab, bruge det arabiske sprog i det offentlige rum eller at demonstrere.

Hvis vi til gengæld accepterer demonstrationen – en lokal, midlertidig intolerance overfor Inger – har vi åbenlyst i et marginalt øjeblik inddraget Ingers mulighed for at komme imodsagt til orde i Danmark. Til gengæld kan inddragelsen medvirke til, at Inger IKKE på sigt får sin tolerance-udslettende værdipolitik gennemført.

Mikkel Storgaard KnudsenBeboer på Nørrebro

Inger Støjberg taler åbent imod hijab, arabisk i det offentlige rum, og demonstrationer, hvilket åbenlyst er imod tolerance-begrebet, hvilket dermed fører os til et valg:

Tillader vi ikke demonstrationen, risikerer vi på sigt at Inger får sine værdipolitiske ønsker indfriet, hvilket sætter en komplet stopper for hijab, arabisk og demonstrationer i offentligt rum. Det er et totalt kollaps af tolerancen.

Hvis vi til gengæld accepterer demonstrationen – en lokal, midlertidig intolerance overfor Inger – har vi åbenlyst i et marginalt øjeblik inddraget Ingers mulighed for at komme uimodsagt til orde i Danmark. Til gengæld kan inddragelsen medvirke til, at Inger IKKE på sigt får sin tolerance-udslettende værdipolitik gennemført.

Summa summarum: hvis man oprigtigt er interesseret i at maksimere tolerancen i samfundet, ser man at demonstrationer imod politikere som Inger Støjberg i realiteten udgør ubetydeligt små tolerance-krænkelser, sammenlignet med det tolerance-kollaps som fraværet af demonstrationerne, på sigt, vil føre til.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
»Et kunstværk er ude efter opmærksomhed. Det vil gerne ses og beundres. Og anerkendes. Alle kan li‘ at få anerkendelse. Også jeg,« siger Tomas Tex Cenius.16

Før gemte Tomas sig – nu er han et spadserende kunstværk

Oplev Thomas Clausen i Frihavnskirken. PR-FOTO.

Thomas Clausen spiller musik af Bill Evans