Før gemte Tomas sig – nu er han et spadserende kunstværk

Nobel, smilende og usædvanlig velklædt. Et kendt og forfriskende indslag i det frederiksbergske bybillede. Men hvem gemmer sig egentlig under bowleren? Navnet er Tomas Tex Cenius – 52 år, kunstner, kongelig smykkedesigner, hospitals-klovn og en helt masse mere.

Som han kommer gående – eller rettere spadserende – dér på Falkoner Allé med stok og bowlerhat, ligner han noget fra en svunden tid. Et medlem af det bedre borgerskab. Han kunne også være på vej til kostumebal eller til en filmoptagelse.

Svaret er: Hverken eller. Der er derimod tale om en mand, hvor intet er overladt til tilfældighederne. En mand, der bærer sin garderobe med stil og på ingen måde er bange for at skille sig ud.

Nu skulle man så tro, at en så gennemført elegant og stilsikker mand bor i tilsvarende velfriseret og detaljeorienteret hjem. Svaret er: Det er lige præcis, hvad han gør.

Den gode stil driver ned af væggene i baghuset på Falkoner Allé, hvor Tomas Tex Cenius tager imod, i hvad der for ham er et afslappet outfit: hvid skjorte, slips og strømpesokker.

Den gennemrenoverede bolig, som tidligere har huset et bogtrykkeri, har siden 1999 dannet ramme om Tomas’ og hustruen Hannes hjem. Siden er datteren Lili Fu og hunden Sally kommet til.

Nu er god stil naturligvis et subjektivt begreb, men har man først været på rundvisning i det smukke hjem, så forstår man hvorfor, boligen har været finalist i DR-programserien ’Danmarks skønneste hjem’.

Artiklen fortsætter under billedet …

Tomas i selskab med familiehunden Sally.

Tomas i selskab med familiehunden Sally. – Foto: Bo Børresen

Mor sad mellem Anna og Lotte

Tomas Tex Cenius er ud af en ægte Frederiksberg-familie. Hans mor, skuespilleren Kirsten Cenius (det er hende, der sad mellem Anna og Lotte i den hedengangne Fredagsbio på DR), er opvokset på Frederiksberg.

Hans far er Mogens Vemmer (mangeårig chef for børne- og ungdomsafdelingen i DR og manden bag ikoner som Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea og Bamse og Kylling). Morfaren, T.C. Hansen, var et kendt ansigt på Frederiksberg som politibetjent i byen gennem 40 år.

Tomas er 52 år. 36 af årene har han boet på Frederiksberg: Bardomshjemmet på Rathsacksvej, lejligheden på Helgesvej og de seneste 20 år i baghuset på Falkoner Allé.

Da Hanne og Tomas overtog huset i 1999, var det ikke iført bowlerhat og plusfours:

»Dengang gik vi og gemte os væk. Jeg har i mange år følt, at jeg ikke rigtig passede ind nogen steder. I 80’erne gik jeg i lange kapper og pufærmer, fortæller Tomas og tilføjer:

»Men som årene er gået, hviler jeg mere og mere i mig selv. Jeg har leget mig frem til at finde min rette indentitet.«

Jakkesættet og slipset blev først en fast bestanddel af Tomas’ garderobe for ti års tid siden. Til gengæld har slipseknuden været bundet lige siden:

»Jeg har altid slips på – også herhjemme. Det er kun, når jeg er til træning i fitnesscentret, at jeg springer i træningstøjet.«

Det gør Tomas mere eller mindre hver dag. Fysisk træning, meditation og yoga er en fast del af dagsprogrammet.

For tre år siden blev jakkesættet suppleret med den første bowlerhat og en stok. Siden er der også kommet et par fezer til.

Vil skabe smil og glæde

Men hvad er det med Tomas og den ulastelige påklædning? Hvorfor gør han det?

»Det begyndte med en ambition om at forbedre mig som menneske. At være mere imødekommende. Der er ingen tvivl om, at jeg påtager mig en rolle, når jeg trækker i tøjet. Jeg er meget opmærksom på det udtryk, jeg møder omverdenen med. I bund og grund vil jeg bare gerne skabe smil og glæde på min vej,« forklarer Tomas og uddyber:

»Jeg vil gerne ses som et kunstværk. Et kunstværk er ude efter opmærksomhed. Det vil gerne ses og beundres. Og anerkendes. Alle kan li’ at få anerkendelse. Også jeg.«

Tomas tilføjer:

»Jeg prøver altid at se alle folk i øjnene, når jeg går tur. I det øjeblik, hvor jeg får øjenkontakt med en på gaden, får jeg en følelse af fællesskab og samhørighed. Jeg bliver opløftet og fyldes af glæde, når jeg får et smil retur. Jeg hilser, og folk hilser igen. Et af mine formål er, at vi skal blive meget bedre til at hilse på hinanden. Det kræver så lidt, og giver så meget.«

Artiklen fortsætter under billedet …

»Det første skridt mod at klæde sig anderledes er at lægge frygten fra sig,« siger Tomas Tex Cenius.

»Det første skridt mod at klæde sig anderledes er at lægge frygten fra sig,« siger Tomas Tex Cenius. – Foto: Bo Børresen

Hospitalsklovnerier

Det er ikke kun på spadsereturene på Frederiksberg, at Tomas tager et kostume på. De seneste godt tre år har han arbejdet som hospitalsklovn. Tre gange om ugen har enten Roskilde eller Herlev Hospital glæde af Tomas’ klovnerier.

Det er en beskæftigelse, som han holder meget af og som giver utrolig god mening:

»Jeg havde et ønske om at beskæftige mig med noget, der kan hjælpe andre mennesker. Det er enormt livsbekræftende at være hospitalsklovn,« understreger Tomas.

Han har ikke svært ved at pege på ligheder mellem livet som hospitalsklovn og livet som velklædt herre på de frederiksbergske alléer:

»Det første skridt mod at klæde sig anderledes er at lægge frygten fra sig. Sådan var det også at springe ud som hospitalsklovn.«

På samme måde får Tomas smil og anerkendelse den anden vej:

»Jeg elsker jo at skabe lys og smil i øjnene hos de syge børn. Så på den måde minder det meget om det, jeg gør på mine spadsereture,« forklarer han.

Kongeligt besøg i baghuset

Når Tomas ikke giver den i rollen som hospitalsklovn, så er han arbejdende kunstner. Som skulptør, som kunstmaler og som smykkedesigner. Han har blandt andet skabt årstidsringene, som Kronprinsesse Mary har båret.

Det gav så meget kongelig tilfredshed, at kronprinsessen siden bestilte et sæt specialfremstillet øreringe hos T.T. Cenius, som han kalder sig i branchen.

Også Kronprins Frederik er blandt kunderne. Han har såmænd været en tur hjemme i baghuset på Falkoner Allé for at tale udseende af et sæt manchetknapper.

Også i skulptur-verdenen har T.T. Cenius slået sit navn fast. Mest kendt lokalt er hans skulptur ’Hofnarren’ foran Revymuseet i Allégade.

Lokalkendt kan man også uden overdrivelse kalde Tomas Tex Cenius. Blandt Danmarks ti bedst klædte mænd i 2019 – officielt kåret af magasinet Euroman. En mand som er overdressed på den gode måde og underfundig på den behagelige måde.

Så husk næste gang du møder Tomas på din vej: Hils og send et smil. Det kræver så lidt, og giver så meget …

– Foto: Bo Børresen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Dette værk, der hedder ‘Basset’, kan blandt andet opleves i Louise Bonde-Hansens udstilling ‘Ly’.

Kunstnere klar med tre udstillinger på Sydhavn Station

Politikere som Inger Støjberg (V) og martin Ancher (LA) behøver ikke være enige med demonstranterne, men de skal acceptere, at de som folkevalgte arbejder for hele folket og ikke kun den håndfuld, der stemte på dem personligt, skriver Mikkel Storgaard Knudsen i sin klumme.

Tema/Nørrebros Tolerance: Hellere små tolerance-krænkelser end et tolerancekollaps