Kapelmesteren slår sin sidste tone an

Måske har du mødt Ebbe Munk i Københavns Domkirke juleaften, når han har dirigeret Københavns drengekor gennem juleoratoriet. Måske har du set ham i DR‘s tv-serie ’Drengekoret – 12 år og i verdensklasse‘. Efter 29 år som kapelmester for drengekoret takker Ebbe Munk nu af.

At se kunne tilbage på en 47 år lang karriere på samme arbejdsplads er en bedrift i sig selv. Når arbejdspladsen tilmed er sangskolen ved Sankt Annæ Gymnasium, og titlen de sidste 29 år har været kapelmester for Københavns Drengekor og domkantor ved Københavns Domkirke, så står fortællingerne i kø.

Avisen møder Ebbe Munk en formiddag blot få dage efter, han har holdt sin afskedstale efter en lang og imponerende karriere som kapelmester og domkantor. Vi sidder i et højloftet lokale øverst i Københavns Domkirke, hvor der hviler en særlig akustik, som gør det er nemt at forestille sig de talentfulde drenge, når de mødes og øver deres sang lige her.

En sang for kongen

Midt i de stemningsfulde omgivelser tager Ebbe Munk fat på sin musikalske livshistorie, der begyndte længe før ansættelsen på Sankt Annæ i 1972:

»Min vej ind i musikken begyndte, da jeg var ni år. På det tidspunkt boede vi i Sydhavnen, hvor jeg gik i 1. klasse på Bavnehøj Skole. I 2. klasse mente mine forældre, at jeg burde søge optagelse i Københavns Drengekor på Sankt Annæ Gymnasium, ligesom min bror havde gjort. Det gjorde jeg så og blev optaget. Det betød, at jeg skulle flytte skole, og dengang lå Sankt Annæ inde ved Marmorkirken, hvor den var en ren drengeskole. Det var en meget mindre skole, end Sankt Annæ er i dag, og så drejede det hele sig om drengekoret. Det betød, at alle sang, alle havde det samme mål, og alle skulle herind i Københavns Domkirke og synge til morgenandagter og højmesser,« fortæller han.

Selv om skiftet fra Bavnehøj Skole i Sydhavnen til Sankt Annæ i Indre By var noget af en omvæltning, så faldt Ebbe Munk hurtigt til i den musikalske sangskole. Her mødte han både disciplin og udfordringer, der passede ham godt, og som gik op i en højere enhed med glæden ved at synge.

»Når man er med i drengekoret, flytter man hele tiden barrieren for, hvornår noget er godt nok. Jeg tror, mange kordrenge vil sige, at man i en tidlig alder lærte at blive respekteret. Jeg kan tydeligt huske, at vores daværende konge, Frederik 9., sad og fulgte med i partiturerne, når vi havde koncert i Odd Fellow Palæet. Jeg kan også huske, at ens forældre og venner så op til noget, man kunne, som de måske ikke kunne. Man nød simpelthen en anden respekt, end børn normalt gør i den alder,« husker Ebbe Munk.

En musikkarriere fødes

At glæden ved korsang for alvor bed sig fast, fortæller den lange karriere som kapelmester og domkantor med tydeligt sprog. Men egentlig var det slet ikke den vej, Ebbe Munk selv troede, at han ville gå, da han sprang ud som student fra Sankt Annæ Gymnasium. Godt nok var han på det her tidspunkt allerede blevet optaget i mandskoret, som er den voksne gruppe, der synger sammen med drengekoret. Men ellers var det planen, at han ville læse musikvidenskab. Noget han også gjorde og gennemførte, men så bankede Sankt Annæ på døren:

»Da jeg havde gennemført studiet, blev jeg ansat som stemmedanner på Sankt Annæ, hvor jeg var med til at uddanne drengenes stemmer. Efter meget kort tid i den stilling blev jeg bedt om at overtage vores ungdomskor, og på det tidspunkt var vi for længst begyndt at optage piger på Sankt Annæ, som var flyttet ud på Sjælør Boulevard. Jeg var nu sidst i 20’erne, og da blev jeg for alvor bidt af at dirigere, så jeg begyndte at studere korledelse rundt omkring i Europa. Man kan vel sige, at min vej i musikken har været rimelig straight fremad, selv om det aldrig var meningen, at jeg skulle ende i Københavns Drengekor,« konstaterer Ebbe Munk.

Jobbet blev en livsstil

Som hans fortælling fortsætter i det stemningsfulde øvelokale, bliver det tydeligt, at han aldrig har fortrudt, at karrieren tog den drejning, den gjorde. Da kalenderen nåede frem til 1991 blev Ebbe Munk tilbudt stillingen som kapelmester for drengekoret, og domkantor ved domkirken.

»Mens jeg var ansat som stemmedanner, var jeg med til at starte et stort kammerkor op med flere dygtige sangere som Johan Reuter og Gert Henning-Jensen, fordi jeg simpelthen var blevet bidt af at være både kor- og orkesterdirigent. Men så pludselig en dag i 1991 blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ikke ville komme ind til et møde, fordi min forgænger Per Enevold trak sig som domkantor og kapelmester for drengekoret, og det måtte jeg lige tænke over. Det ville nemlig betyde, at jeg skulle afgive arbejdet med alle de kor, jeg på det tidspunkt havde ansvar for,« husker han.

Svaret endte med at blive ja, og herfra blev jobbet til en livsstil.

En international succes

En livsstil, som er de færreste forundt, og som siden har givet Ebbe Munk og Københavns Drengekor mange store sejre og international hæder. Men hvordan formår man blive ved med at skabe succeser for så gammel en institution? Svaret er ikke entydigt, mener Ebbe Munk:

»Når koret har været en stor succes i så mange år, og når jeg tror på, at det fortsat vil være det i fremtiden, er det fordi, det er omgivet af et netværk af dygtige mennesker. Man kan kalde dem nørder, men de ved præcis, hvad der skal til for at tænde interessen, modne stemmerne, behandle teksterne og alle de ting, der virker,« siger han og fortsætter:

»Jeg har også haft drengene med rundt og besøge de helt store korsteder i verden som Westminster Abbey, Kings College, Montserrat i Spanien, ligesom nogle af drengene har været nede og studere hos Thomanerkoret i Leipzig. Jeg tror på, at man kan holde succesen i live ved at vise drengene, at livet i drengekoret ikke bare foregår på Sjælør Boulevard, det foregår i vores tilfælde som et mere internationalt samspil.«

Ebbe Munk har talt sig frem til, at han har nået at besøge 48 lande i tiden som kapelmester for drengekoret.

Livet efter drengekoret

Selv om årene som kapelmester og domkantor har været fyldt med oplevelser, har det også kostet afsavn til familielivet, og det er en af grundene til, at Ebbe Munk mener, det er på tide at slutte:

»Jeg nærmer mig de 70 år, og når jeg tænker tilbage på min søns barndom, så synes jeg ikke selv, jeg var særlig meget omkring ham. Nu har jeg endda fået to børnebørn, hvor den ene er blevet 12 år og synger med i drengekoret, mens den anden er en pige på fire år. Hvis jeg skal nå at være noget for hende, som jeg ikke har nået at være for de andre, så er det nu, og det er bestemt en medvirkende årsag til, at jeg tænker, det er tid til at takke af,« forklarer Ebbe Munk.

Det store arbejde for drengekortraditionen kan han dog ikke slippe helt. Der er nemlig kun ni drengekorskoler tilbage i verden, og de har nu samlet sig i arbejdet for at få de traditionsrige korskoler optaget på Unescos Verdensarvsliste. Et arbejde, Ebbe Munk er blevet formand for:

»Det er den kortradition, som hele den europæiske kormusik bygger på. Det begyndte i Vatikanet i 1500-tallet, hvor man blandede drenge og voksne sangere. Sidenhen kom det til Notre Dame i Paris, og så begyndte man at komponere musik. Bach, Händel og Mozart, al deres musik er komponeret fra klangkombinationen af drenge og mænd. Derfor synes jeg også, man skal prøve at gøre drengekorskolerne til en immateriel kulturarv. Det er også en måde at holde traditionen i live på, og det arbejde vil jeg glæde mig til at fortsætte, når jeg er gået af.«

Og så kunne man tro, at det sidste punktum skulle sættes, men ikke helt. Ebbe Munk har nemlig takket ja til at blive artistic director for et sommeruniversitet på New Zealand, hvor han tidligere har været gæstedirigent.

»Ja musikken fortsætter i mit liv,« konstaterer Ebbe Munk, og så sætter vi det sidste punktum, selv om mange flere interessante fortællinger kunne fortælles fra hans lange karriere med Københavns Drengekor.

I 1972 blev Ebbe Munk ansat på Sankt Annæ Gymnasium som stemmedanner, og i 1991 takkede han ja til stillingen som kapelmester for Københavns Drengekor og domkantor ved Københavns Domkirke. Nu indstiller han karrieren, men arbejdet for drengekorets bevarelse fortsætter.
I 1972 blev Ebbe Munk ansat på Sankt Annæ Gymnasium som stemmedanner, og i 1991 takkede han ja til stillingen som kapelmester for Københavns Drengekor og domkantor ved Københavns Domkirke. Nu indstiller han karrieren, men arbejdet for drengekorets bevarelse fortsætter. – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Samy Visvanathan har boet i Vanløse siden 1978. Han er inder fra Singapore, men er gift i en dansk folkekirke i Herning. Menneskers psyke har altid interesseret ham mest.

Da Samy fra Singapore mødte Britta fra Herning

DM-guldvinder Joe Pronk-Sørensen flankeret af klubkammeraterne Alfred Aqraoq (t.v.) og Theo Christmas, der vandt henholdsvis sølv og bronze.

Frederiksberg Ju-Jutsu Klub ryddede medaljeskamlen