Michelle og Rasmus ved deres plantevæg.
Michelle og Rasmus ved deres plantevæg. - Foto: Jacob Schneider

Brug din krop i stedet for at forme den

I det nye træningscenter Klub Skov er fokus mere på at kunne gå på trapper uden at blive forpustet end at pumpe en stor overarm op.

Michelle Lindop og Rasmus Skov Madsen har startet et nyt og anderledes træningscenter på Trekronergade 149A, lige om hjørnet fra Ny Ellebjerg Station: Klub Skov.

De har begge været personlige trænere i to-tre år, både selvstændigt og for Michelles vedkommende i Fitness World, mens Rasmus har slået sine folder hos Fisker Træning i Århus. Og det er netop Fisker-konceptet, som i december indtog Trekronergade.

»Vi har selv bygget det fra bunden, nærmest. Det var bare et stort, hvidt lagerlokale, da vi kom. Nu er der lagt gulve, vores grønne ’turf’ derovre, lækre, spritnye omklædningsrum og mødelokale. Så december var en tung måned,« fortæller Michelle.

Nu er livet i lokalerne tungt på en helt anden måde, fortsætter hun:

»Vi har så gjort brug af vores personlige kundebaser, som er kommet herover, og så har vi vores bootcamp-koncept, som er ret unikt: Når man kommer på en gruppetræning her hos os, så er der fælles opvarmning sammen med de andre deltagere, og så har man ellers sit eget program, som vi laver til den enkelte ud fra de udfordringer, mål, skader og skavanker, man måtte have – meget indivisualiseret.

Og så slutter vi af med en fælles aktivitet eller leg, hvor vi får pulsen lidt op. Træningsprogrammerne er typisk meget baseret på styrketræning med vægtstænger og håndvægte, men til slut i træningen får vi også konditionsdelen med.«

Stabilitet og balance

Og den tilgang adskiller sig fra mange andre træningscentre, siger Michelle Lindop:

»Mange steder, hvor du melder dig på et hold eller en bootcamp, så laver alle det samme. Du kan godt sige, at du ikke kan deltage i en øvelse, og så får du noget at lave i stedet for. Men det giver nemt en følelse af, at man ikke kan finde ud af det. Og så får man allerede en fiasko-følelse der. Det vil vi gerne undgå, for folk er gode nok til at slå sig selv oven i hovedet på egen hånd. Folk skulle gerne gå herfra med en umik træningsoplevelse og en succes-følelse i kroppen.

Vi arbejder ud fra en bevægelsesfilosofi, hvor vi vil hjælpe folk til at blive bedre med deres krop: At bevæge sig bedre i hverdagen, ikke være forpustet, når man går op af trapperne, cykler, løber efter bussen eller leger med børnebørnene. I stedet for at sidde i en maskine eller lave isolationsøvelser, hvor man for eksempel kun træner biceps. Vores øvelser arbejder mere med de store muskelgrupper i kroppen, så man får udfordret sin stabilitet og balance. Man får optrænet sin generelle styrke frem for, at det bare er en muskel, der skal pumpes op, så den ser stor og flot ud, når man skal på stranden. Vores fokus ligger på, at man skal kunne bruge sin krop til noget i stedet for at se ud på en bestemt måde,« pointerer hun.

Også på tegnsprog

Træningen hos Klub Skov er for stort set alle, fortæller den personlige træner:

»Vores typiske målgruppe er folk over 25 med fast arbejde, som er forankret i et familieliv efterhånden. Mange har fået børn og tænker, at nu er de store nok til, at vi ikke skal være hos dem hele tiden. Folk, der har været aktive tidligere og er kommet væk fra det igen. Måske har de mistet motivationen, fordi træning bare er kedeligt. Vi giver den fede følelse ved at træne, hvor man også har noget socialt med andre mennesker.

Niveaumæssigt har vi hold lige fra dem, der kommer ind i et fitnesscenter for første gang og aldrig har trænet før, til dem, der har trænet selv i mange år, tidligere elitesportsudøvere på højt plan, hvor det mere handler om langsigtede og holdbare resultater. Og så har vi i øvrigt træning for døve og hørehæmmede. Jeg kan flydende tegnsprog, fordi jeg har en storebror, der er døv. Så jeg har et hold, der udelukkende foregår på tegnsprog.«

Klub Skov holder også workshops og foredrag, blandt andet for personlige trænere.

»Vi har så stærke kompetencer i huset – styrkeløftere, olympiske vægtløftere, fysioterapeuter, gymnaster – at vi bruger deres ekspertiser til undervisning også,« slutter Michelle.

Se mere:

www.træningsklubben.dk

www.fisker-performance.dk

– Foto: Jacob Schneider

– Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Dette sted på Strandboulevarden skal der skabes et lyskryds og fældes træer. Men 26 fældede bliver erstattet af 80 nye, oplyser Københavns Kommune.

Træer fældes for at skabe lyskryds foran skøjtehal

August Høg Dedenroth er 19 år og har stammet hele sit liv. Han træner vejrtrækningen sammen med andre unge, der stammer.

Sssssssstttttttaammmmmer du?