- Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Stram økonomi: Ansættelsesstop og spareplaner i Dragør

Der er indført akut ansættelsesstop i Dragør Kommune, og forvaltningen er sat i gang med at finde spareforslag. Det sker fordi kommunen i 2019 har brugt flere penge end budgetteret og endda flere, end det blev estimeret ved årsskiftet.

Forvaltning og politikere i Dragør Kommune er ved at finde sparekniven og/eller skatteskruen frem, efter det har vist sig, at kommunen har brugt flere penge i 2019, end der var budgetteret.

På et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde i mandags blev politikerne præsenteret for det foreløbige regnskab for 2019, der viser udsving på flere poster – både mer- og mindreforbrug. Det samlede billede er et forventet merforbrug på 24,1 mio. kroner.

Ved udgangen af 2019 blev det estimeret, at man ville ende med et merforbrug på 19,9 mio. kroner, men tallet ser foreløbig ud til at være 4,2 mio. højere.

Umiddelbart lyder det ikke som noget stort tal for en kommune, men Dragør er lille og der har i forvejen været et længerevarende dyk i likviditeten, der gør kommunen sårbar, selv over for små udsving.

For lidt sat af til ældre

Der er nu indført akut ansættelsesstop i kommunen. Der er sat stop for udgifter til anlæg, der ikke allerede er igangsat og så revurderes anlæg, der er sat i gang.

Derudover er forvaltningen sat til at udarbejde et sparekatalog, som Økonomiudvalget skal se på ved endnu et ekstraordinært møde 26. februar.

I en pressemeddelelse fra kommunen forklares merudgifterne med, at der generelt er lagt for højt et udgiftsniveau. Og at merudgifterne primært ligger på ældre- og socialområdet.

»De økonomiske modeller i kommunen havde ikke taget nok højde for den demografiske udvikling der som konsekvens har været underbudgetteret,« hedder det i pressemeddelelsen.

Mulig skatteforhøjelse

De kedelige regnskabstal kommer i halen på regeringens udspil til en reform af udligningsordningen i sidste uge.

Læs også: Borgmestre utilfredse med regeringens opskrift på udligning

Det indebar, at Dragør Kommune, der har et godt skattegrundlag og relativt få sociale udgifter, skal yde ekstra 13,4 mio. kroner årligt til udligningsordningen.

Reformudspillet lægger op til, at de kommuner, der skal punge mere ud, kan hæve skatten og selv beholde den ekstra skatteindtægt.

Og den tanke giver genlyd blandt flere partier, fortæller de i pressemeddelelsen.

Dansk Folkepartis Morten Dreyer melder klart ud, at man overvejer at sige ja til tilbuddet om at lade skatten stige med de cirka 0,34 procent, som vil dække de ekstra 13,4 millioner.

Og Allan Holst (S) udtaler om den kommende spareøvelse, at »vi vil også insistere på at se på indtægtssiden, lige som vi gør i vores egen husholdning. Altså skaffe penge til udgifterne, hvis vi synes det er vigtigst.«

C kritiserer lån

I efteråret 2019 indgik partierne Socialdemoraktiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Liste T i et budgetforlig for 2020. De valgte at optage et lån på 20 mio. kroner for at få et budget i balance.

De fire partier forventede i budgetforliget en kassebeholdning ved slutningen af 2020 på 20 mio. kroner, og at Dragør ville komme ud af 2019 med et merforbrug på 11 mio. kroner.

Uden for forliget stod alene Konservative, der kom med sit eget budgetforslag i oktober 2019, som i stedet anviste besparelser på 20 mio. kroner. Partiet kritiserer forligsparterne for lånoptagelsen.

»Allerede ultimo november 2019 blev kommunalbestyrelsen orienteret om et forventet merforbrug på 19 mio. kroner. Altså 8 mio. kroner værre end først antaget. Dermed skete der præcis det, som Konservative advarede imod, nemlig at det optagne lån ville blive anvendt til drift. Nu viser det sig, at merforbruget for 2019 er på 24 mio. kroner, altså 13 mio. værre end det, AOVT vedtog i deres budgetforudsætninger. Med andre ord er budgettet skredet på alle leder og kanter, og Dragør står i en økonomisk krise, der truer kommunens selvstændighed. Og det endda inden der overhovedet er vedtaget en udligningsreform,« skriver Kenneth Gøtterup (C) i pressemeddelelsen.

Ifølge en fremlagt tidsplan skal budgetspareforslaget i offentlig høring 28. februar til 13. marts.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Koncerten blev finansieret af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens Partnerskabspulje, som er målrettet fællesaktiviteter på Københavns plejecentre. De fire andre plejehjem, der var med til at arrangere, var Møllehuset, Klarahus, Lindehusene og Kastanjehusene.

Stones og Zeppelin rockede med De Gamle

Royal Arena åbnede i februar 2017.

Her er arenaens navn de kommende ti år