Tævet ihjel af otte-ti personer på Kong Georgs Vej. Otte år efter er Cem Aydins drabsmænd stadig på fri fod.
Tævet ihjel af otte-ti personer på Kong Georgs Vej. Otte år efter er Cem Aydins drabsmænd stadig på fri fod. - Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Hvorfor skulle Cem slås ihjel?

Otte år efter det brutale mord på gymnasieeleven, Cem Aydin, på Kong Georgs Vej er det stadig en gåde, hvorfor Cem skulle dø, og hvordan det kan gå til, at de op til ti gerningsmænd stadig er på fri fod. Nyt tv-program genopruller sagen.

Hvad der begyndte som en ganske almindelig torsdag aften i januar med lektielæsning, besøg på shawarmabar og farvelkys til kæresten endte fatalt for den 21-årige gymnasieelev Cem Aydin.

Efter at have taget afsked med kæresten blev Cem klokken 23.15 passet op af to mænd foran sit hjem på Kong Georgs Vej. Her opstod en lille konfrontation, og Cem valgte at sparke sine sko af – formentlig for at kunne løbe hurtigere.

Han flygtede ad en flisebelagt sti. For enden af stien blev han mødt af otte-ti personer, der trådte ud af to biler og som et kobbel ulve overfaldt Cem og tildelte ham adskillige slag og spark.

Læs også: Gustav Salinas var barndomsven med Cem: »Nogle dækker over nogle«

Flygtede i en Toyota og i en BMW

Cem blev efterladt døende på fliserne med syv kraftige læsioner i baghovedet, indre blødninger og flere brækkede ribben. Han havde også to brækkede fingre og en brækket mellemrodsknogle. Sidstnævnte pådrog han sig sandsynligvis i et forsøg på at forsvare sig i den ulige kamp.

Overfaldsmændene flygtede ad Nordre Fasanvej i to biler – en mørk Toyota Carina og en sølvgrå BMW 3.

Cem blev bragt til Rigshospitalet og lagt i kunstigt koma. Dagen efter stod det dog klart, at den unge mands liv ikke stod til at redde. 20. januar 2012 slukkede lægerne for respiratoren, og Cem sov stille ind.

Artiklen fortsætter under billedet …

Der dannede sig hurtigt et blomsterhav på Kong Georgs Vej, da den tragiske nyhed om Cem Aydins død spredte sig i 2012.

Der dannede sig hurtigt et blomsterhav på Kong Georgs Vej, da den tragiske nyhed om Cem Aydins død spredte sig i 2012. – Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Meget, meget groft

I en ny krimidokumentar på Kanal 5 ’Drabscheferne – de uopklarede sager’ gennemgår en række nuværende og tidligere drabschefer minutiøst efterforskningen af uopklarede, danske drabssager i et forsøg på at skaffe nye henvendelser, der kan hjælpe til at pågribe de drabsmænd, der lige nu er på fri fod.

Det fjerde af i alt otte programmer handler om det brutale mord på Cem Aydin. I udsendelsen gennemgår tidligere drabschef Jens Møller Jensen drabet.

»Det er i den meget grove ende af det, jeg har oplevet i politiet. At man er så mange, og at man bevidst tilfører slag og spark i hovedet på en person, der ligger ned, det synes jeg er meget, meget groft,« udtaler han i programmet.

Jens Møller Jensen undrer sig desuden over, at otte-ti personer kan tæske en mand ihjel, uden at bare en smule rygter florerer. Det er normalt en af de slags sager, politiet opklarer. Derfor frustrerer sagen den tidligere drabschef ekstra meget.

Drabsmændene skal findes

I Kanal 5-programmet medvirker også Cems storebror, Dogu Aydin, der er uddannet læge. Han fortæller blandt andet om, hvor smertefuldt det er, at drabsmændene endnu ikke er fundet.

Det har været vigtigt for Cems familie, at der igen kommer fokus på sagen, så gerningsmændene kan findes og modtage deres straf.

De seneste otte år har frustrationerne over, at Cems gerningsmænd er gået fri fyldt mest af alt. Nu vil familien ’bare’ gerne have lov til at savne ham.

Søger oplysninger

Ligger du inde med oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen af det brutale mord på Cem Aydin, kan du kontakte Københavns Politi på tlf. 114.

’Drabscheferne – de uopklarede sager’ kan følges hver onsdag på Kanal 5. Programmet om Cem Aydin sendes onsdag 26. februar kl. 21.00 og kan allerede nu ses på Dplay.

Sagen om mordet på Cem Aydin frustrerer den tidligere drabschef, Jens Møller Jensen. Det undrer ham, at otte-ti personer kan tæske en mand ihjel, uden at bare en smule rygter florerer.

Sagen om mordet på Cem Aydin frustrerer den tidligere drabschef, Jens Møller Jensen. Det undrer ham, at otte-ti personer kan tæske en mand ihjel, uden at bare en smule rygter florerer. – Foto: Discovery Networks Danmark

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Kunst med plastik, børn og Rikke Jensen

Bye bye plastik i denne uge

Gustav Salinas gik i klasse med den dræbte Cem Aydin på Skolen på Duevej.

Gustav var barndomsven med den dræbte Cem: »Nogle dækker over nogle«