Tårnbys borgmester Allan Andersen (S).
Tårnbys borgmester Allan Andersen (S). - Foto: Tårnby Kommune

Borgmestre utilfredse med regeringens opskrift på udligning

Dragør og København er som vanligt store bidragsydere til udligningsordningen og sættes yderligere op i bidrag i regeringens udspil til en udligningsreform. Tårnby går fra at være lille nyder til at være yder.

(NB: Dette er en opdatering af en tidligere udgivet artikel, hvor der alene var en reaktion fra Dragørs borgmester)

I torsdags kom regeringen med sit udspil til en udligningsreform, der blandt andet vil flytte 1,4 milliarder kroner fra de mere velhavende kommuner i hovedstadsområdets til fattigere kommuner i resten af landet.

I regeringsudspillet nævnes Dragør blandt de fem mest velhavende kommuner i hovedstadsområdet – de øvrige er Gentofte, Rudersdal, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk.

De fem kommuner skal til sammen betale cirka 600 millioner kroner, lige knap halvdelen af de 1,4 mia. kroner. Dragør Kommune skal af med 13,4 mio. kroner. I forvejen betaler den lille kommune godt 300 mio. kroner i udligning årligt.

»Langt ude i hampen«

Dragør Kommune ser i forvejen ind i økonomiske udfordringer med dalende likviditet.

Men vurderingen af Dragør Kommune som en velhavende kommune kommer heller ikke fra kassebeholdningens størrelse.

Det vurderes nemlig ud fra en høj skatteindtægt pr. borger, samt en relativt lille udgift til ældre, syge og ledige borgere, bekæmpelse af parallelsamfund, hjælp til udsatte familier og andre sociale udfordringer.

Og den vurdering på nøgletal finder Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) er »langt ude i hampen.«

»Det er klart, at vi har et højt beskatningsgrundlag og relativt fast udgiftsniveau, men man tager ikke højde for alt det, vi ikke har og ikke kan. Jeg betragter udspillet som hovedstadsfjendsk. Og mens man holder hånden under fattige kommuner, som ikke har nogen vækst, så overser man andre.«

»Vi kan ikke vækste, vi kan ikke blive belønnet for at tiltrække en masse virksomheder på grund af de restriktioner vi har blandt andet i kommunens fysiske størrelse og lufthavnens placering. At man kun vurderer ud fra tal, i stedet for at se på den konkrete kommune, synes vi selvfølgelig er helt forkert,« siger borgmesteren

Artiklen fortsætter under billedet.

Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup (V)

Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) – Foto: Arkivfoto: Michael Paldan

I regeringens udspil får kommuner, som skal bidrage mere, mulighed for at sætte kommuneskatten op og beholde skatteindtægten. Hvad tænker du om den løsning?

»Det er en sædvanlig socialdemokratisk løsning, man kan altid bare sætte skatten op, men vores borgere betaler rigeligt i skat i forvejen,« siger Eik Dahl Bidstrup.

Dragør skiller sig ud ved at være lille, efter kommunen undlod at blive sammenlagt i 2007 ved kommunalreformen. Er Dragør ved at være for lille til at klare cuttet?

»Det er klart, at når der bliver lagt mange ekstra store byrder på os, vil det presse os på mange parametre, og det kan i sidste ende true vores selvstændighed. Men nu er der ikke noget ønske hverken fra vores borgere eller politikere om at blive sammenlagt, så det er ikke aktuelt. Men der skal ikke meget til at presse os som lille kommune,« siger borgmesteren.

Der vil gøre hvad han kan for at påvirke en kommende forhandling.

»Udspillet skal jo rundt om flere parter, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at påvirke dem jeg kan, for at hovedstaden ikke skal rammes så hårdt,« siger Eik Dahl Bidstrup.

Vækst OG udfordringer

I år ligger Tårnby Kommune lige på grænsen mellem at være nyder eller yder og modtager 1 mio. kroner i udligning.

Men i regeringens udligningsreform skal Tårnby Kommune aflevere 38,8 mio. kroner, og det er borgmester Allan Andersen (S) ikke tilfreds med.

»Forslaget skal understøtte en bedre velfærd for borgerne, og grundlæggende er det rimeligt, at velstillede kommuner bidrager hertil. Desværre tager regeringens udspil ikke højde for, at en kommune godt kan være en vækstkommune samtidig med at den kan have særlige udfordringer,« skriver borgmesteren i en pressemeddelelse.

Han lister op, at Tårnby Kommune er ramt af socialøkonomiske forhold i forhold til uddannelsesniveau, dårlig sundhedstilstand, lavere levealder end gennemsnittet, flere svage ældre, flere børn med diagnoser og mange anbringelser samt mange almene boliger.

Han peger på, at Tårnby har en lav skat, fordi byrådet de seneste år har nedsat skatten to gange for at kunne tilgodese andre kommuner, der kunne sætte skatten op.

»Det bliver vi desværre ramt af med regeringens udspil,« siger Allan Andersen, som er bekymret for velfærden i Tårnby.

Straf ikke København

Som landets største kommune skal København i kroner og øre lægge det højeste ekstrabeløb i udligningsreformen: 543,6 mio. kroner.

Overborgmester Frank Jensen udtalte i lørdags til TV2 Lorry, at regeringen forhåbentlig til gengæld vil holde op med at straffe København hvad angår infrastruktur, folkeskoleområdet og den kollektive trafik.

»Min opfordring til Christiansborg vil være, at man begynder at behandle København som alle andre byer i Danmark. Det betyder, at Christiansborg skal medvirke til at løse vores udfordringer, som især skyldes at byen vokser, dvs. at vi har behov for skoler, daginstitutioner, cykelstier og især for kostbar infrastruktur og kollektiv trafik, hvis hovedstaden skal blive ved med at fungere,« sagde Frank Jensen til TV2 Lorry.

Udligningsreformen indebærer i øvrigt også en reform af styreformen i landets fire største byer.

København vil i givet fald stadig skulle have sine fuldtidsansatte seks fagborgmestre, men den daglige administrative ledelse af forvaltningen vil skulle samles i en fælles administrativ ledelse, der består af overborgmesteren og fagborgmestre.

Den umiddelbare forvaltning af kommunens sager skal varetages af udvalgene som hidtil.

Sådan rammer reform i kroner og øre

  • Københavns Kommune skal som landets største kommune bidrage med det største beløb i kroner og øre i regeringens udspil til en udligningsreform. Nemlig 543,6 mio. kroner. I forvejen betaler København 1779,3 millioner kroner i udligning. Det svarer til 2.811 kroner per borger.

  • Dragør Kommune skal ifølge reformudspillet bidrage med ekstra 13,4 mio. kroner. I forvejen betaler Dragør 302,6 millioner kroner i udligning. Det svarer til 20.906 kroner per borger.

  • Tårnby Kommune skal ifølge reformudspillet bidrage med 38,8 mio. kroner. I år har Tårnby modtaget 1 mio. kroner i udligning fra andre kommuner og staten. Det svarer til 23 kroner per borger.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Tre generationer - med blandt andet verdens ældste cirkus artist holder forestilling i din baghave hele vinterferien.

Cirkusdirektør: »Det er i Vanløse det sker«

Præst Christina Mertz Fundrup.

Diplomat på lånt tid