Bopa Plads inden den hed sådan
Bopa Plads inden den hed sådan - Foto: Københavns Stadsarkiv

Lokalhistorisk: Fra trekanten til Bopa Plads

Da Randersgade i midten af 1880’erne blev ført nordud, og den tidligere Batterivej blev forbundet med Østerbrogade under navnet Viborggade, opstod der ved krydset med Kalkbrænderivej (Løgstørgade) en lille plads som i 1890 blev flisebelagt og udlagt til et torv, der uofficielt kaldtes ”Trekantpladsen”. Det lille torv fik ikke et formelt navn.

I forbindelse med trafiksaneringen på Østerbro i 1975-77 blev torvet omlagt og kørende trafik forbudt, og der indrettedes en beskeden legeplads.

Når man står på Trekantpladsen kan man se udviklingen af gadebredderne i København i 1880’erne: Den ældre, østlige del af Viborggade (svarende til den gamle Batterivej) er anlagt i en bredde af 20 alen (13 meter), mens gadebredden for den nye vestlige del, anlagt efter en plan fra 1884, blev fastlagt til 25 alen (16 meter).

Først ved bygningsloven af 1889 fastsattes gadebredder i almindelighed til 30 alen (19 m). Denne udvikling ses særligt tydeligt i Randersgade, der fra Århusgade og nordpå blev anlagt med 30 alens bredde, mens den ældre del – mellem Trekantpladsen og Århusgade – kun er i 20 alen.

I 1995 fik pladsen navnet Bopa Plads, til minde om 50 året for befrielsen i 1945. Den er opkaldt efter Borgerlige Partisaner, der var en dansk sabotagegruppe, som opererede under den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig.

I 1942 og 1943 hed gruppen KOPA (Kommunistiske Partisaner). Den var blevet dannet af tidligere spaniensfrivillige, men senere blev andre, især studenter, optaget i gruppen, og den skiftede navn til BOPA. Grupperne havde i alt cirka 125-175 medlemmer, som udførte mere end 1.000 aktioner. 38 af gruppens medlemmer faldt.

Torvet emmer af den idylliske stemning, hvor alle kender alle, hvor træer, buske, bygninger og ikke mindst Café Bopa og Cafe Pixies kulørte lamper skaber sådan sommerlig og festlig stemning der udstråler sammenhold og fællesskab.

Og sammenhold må siges at være et centralt og karakteristisk ord for BOPA Plads. Det kom i den grad til udtryk i 2013, da kommunen havde planer om at omdanne Café Pixie til pladsen til en børneinstitution.

Det var Østerbro-borgerne absolut ikke glade for, og en demonstration både på nettet og på selve pladsen brød løs.

Kommunen opgav projektet. Og man kan fortsat nyde en drink eller et lækkert måltid på torvet, og nyde den meget lokale og næsten provinsielle stemning, hvor alle kender alle.

Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Bryggervangen 62

www.2100lokalhistorisk.dk

I al slags vejr og til alle årstider er Bopa Plads et populært mødested. FOTO: Michael paldan

I al slags vejr og til alle årstider er Bopa Plads et populært mødested. FOTO: Michael paldan

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Ritt Bjerregaard.

Gratis adgang: Tirsdagsmøder i Metronomen

Jan E. Jørgensen ser frem til den nye udgave af Platanvej.

DEBAT: Ændringer på Platanvej tilgodeser flest muligt