Da kulturpolitikerne havde bibliotek på dagsordenen torsdag, mødte mange østerbroere op, både til foretræde til mødet og til manifestationer inden da, både lokaludvalget, Øbrohus og Øbro Jagtvej Biblioteksfamilier & borgere.
Da kulturpolitikerne havde bibliotek på dagsordenen torsdag, mødte mange østerbroere op, både til foretræde til mødet og til manifestationer inden da, både lokaludvalget, Øbrohus og Øbro Jagtvej Biblioteksfamilier & borgere. - Foto: Øbrohus

Politikere udsætter beslutning om bibliotek på Østerbro

Et politisk flertal har besluttet, at der skal være mere en mere grundig høring og flere undersøgelser, inden de træffer beslutning for en model for nyt bibliotek på Ydre Østerbro.

Det blev heller ikke i denne omgang, at politikerne besluttede sig for, om fremtidens bibliotek på Ydre Østerbro skal ligge det ene, andet eller tredje sted.

Et flertal i kultur- og fritidsudvalget besluttede torsdag, at borgerne skal høres mere, og der skal yderligere undersøgelser til, inden de finder ud af, hvad de går videre med.

Sjældent med bibliotek

Det var Alternativet, som stillede forslaget, som et flertal i udvalget tilsluttede sig.

Det skete på baggrund af lang tids lokal debat, hvor mere end 600 borgere elektronisk har skrevet under på, at de fortsat ønsker bibliotek på Jagtvej og er modstandere af et delt bibliotek på Kildevæld og Svanemøllen.

»Vi har bedt forvaltningen om, at vi skal hele vejen rundt og høre alle involverede på Østerbro. Vi føler os ikke sikre nok på, at alle er hørt grundigt nok,« siger Kim Hjerrild fra Alternativet, som selv bor på Østerbro.

Han nævner, at det især er kommet noget bag på politikerne, at der har været en så stærk reaktion på at dele fremtidens bibliotek op med en primær børne- og en primær voksenafdeling, som var den model, de i efteråret besluttede at gå videre med.

Derudover vil han blandt andet også gerne have undersøgt økonomien i Øbrohus’ forslag til et nyt kombineret biblioteks- og lejlighedsbyggeri nærmere.

»Det er så sjældent, at vi bygger et nyt bibliotek, så vi skal være sikre på, at det er en velbelyst løsning, som nyder bred opbakning lokalt,« siger han og håber også, at grupperne på Østerbro, der ikke er enige om en placering, kommer mere i dialog med hinanden.

Børn og voksne

Der er især tale om lokaludvalget, som er tilhængere af bibliotek på Kildevæld, og borgere og Øbrohus, der vil beholde bibliotek på Jagtvej.

Nogle borgere vil fastholde det nuværende bibliotek, som kommunen skønner er for nedslidt og derfor skal udskiftes, mens andre ønsker et træbyggeri med lejligheder oven på biblioteket, et forslag som Øbrohus og bag dem boligforeningen AKB Kbh har fremsat.

Kommunens politikere valgte i efteråret at gå videre med en model, hvor fremtidens børnebibliotek skal være ved det kommende Kulturcenter Kildevæld og voksenbibliotek ved Svanemøllehallen.

Vi skylder Ydre Østerbro

Socialdemokratiet og SF stemte torsdag imod den yderligere undersøgelse i kultur- og fritidsudvalget.

Jonas Bjørn Jensen fra Socialdemokratiet havde ønsket, at et nyt bibliotek kunne komme med i de såkaldte overførselsforhandlinger, hvor ubrugte penge fordeles, i det tidligere forår.

»Jeg synes snart, at vi skylder Ydre Østerbro at bygge et ordentligt bibliotek, og nu går der endnu længere tid,« siger han og nævner, hvor indbydende andre biblioteker i byen ser ud i samspil med kulturhuse.

Jonas Bjørn Jensen mener, at man de næste to måneder sagtens kunne have undersøgt de forskellige modeller bedre.

Det er forventningen, at politikerne beslutter, hvilken retning de vil gå, til sommer, hvorefter sagen går videre til budgetforhandlingerne til efteråret, hvor pengene skal findes.

Det gør da indtryk

Det var Jonas Bjørn Jensen, som til Østerbro Avis i efteråret udtalte sig som tilhænger af en model, hvor der skal være børnebibliotek på Kildevæld og voksenbibliotek ved Svanemøllehallen.

Noget som mange borgere har vendt sig imod, da de mener, at det er en familieoplevelse for flere generationer at gå på biblioteket.

»Selvfølgelig gør det indtryk på mig. Og det er noget af det, som skal diskuteres, både placeringen, og hvordan det skal organiseres,« siger han.

Jonas Bjørn Jensen har også udtalt sig positivt om Øbrohus’ projekt, men med den forskel at benytte lokalerne til lokalt miljøarbejde i stedet for bibliotek, og politikerne har i forvejen også sat det projekt til videre undersøgelse.

Han åbner med debatten in mente for, at det kan ende med, at der bliver tre filialer på Ydre Østerbro, en hovedfilial og to satellitter.

Jonas Bjørn Jensen udelukker fra hans synsvinkel Kildevæld som den eneste løsning, da han mener, at der skal være god offentlig transport til Borgerservice for ældre og gangbesværede.

Det er der både ved Jagtvej og Svanemøllen.

Læs om forskellige syn på biblioteker på Østerbro her

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Borgmester Simon Aggesen (K).

Aggesen om udligningsplan: Regeringen udskriver ‘dummebøder’ til Frederiksbergs borgere

19-årige Otte Herlev vandt det nordiske mesterskab i taekwondo forleden.

Frederiksbergstudent vinder nordisk mesterskab