Jakob Fauerby (til venstre) instruerede Amager Revyen i 2019, i år er stafetten givet videre til Mikkel Reenberg.
Jakob Fauerby (til venstre) instruerede Amager Revyen i 2019, i år er stafetten givet videre til Mikkel Reenberg. - Foto: BYRD/Jacob Crawfurd

Jakob Fauerby: »Revyer er absurd vigtige for vores sammenhængskraft og demokrati«

I fjor instruerede Jakob Fauerby (ja, ham der vandt Vild med Dans) Amager Revyen. I år har Mikkel Reenberg taget over. Vi har taget en snak med de to skuespiller- og instruktørkolleger om revyer, deres betydning, og hvad instruktøren egentlig gør godt for.

I dagligstuemøblementet i Teater Plays foyer på Strandlodsvej har de to skuespillere og instruktører Jakob Fauerby (42) og Mikkel Reenberg (38) sat sig til rette i hver sin velpatinerede lænestol.

Her hos Play havde Amager Revyen i 2019 premiere for første gang, og det var med Jakob Fauerby som instruktør. Han har tidligere instrueret Dragsholm Revyen og gør det igen i år. Og i satiregruppen Platt-Form skriver og instruerer han og de to makkere Mille Lehfeldt og Laus Høybye selv deres materiale.

Men da Jakob Fauerby ikke kunne påtage sig instruktørrollen i 2020, anbefalede han Mikkel Reenberg til Amager Revyen. De er venner og fra samme årgang (2006) på Statens Teaterskole – Jakob i København, Mikkel i Århus.

»Det var ikke op til mig, hvem der skulle overtage. Men jeg føler et kæmpe ejerskab, og det var enormt vigtigt for mig, at den gode start vi fik sidste år med den her fine revy, den eneste i København, skulle fortsætte. Derfor havde jeg selvfølgelig holdninger til, hvem jeg syntes skulle overtage,« siger Jakob Fauerby.

Revyen sagde ja tak til Mikkel Reenberg, der har været scenekunstner, siden han var seks år. Først som balletbarn på Det Kongelige Teater, siden på Eventyrteatret, og efter han blev uddannet, har han medvirket i revyer og haft opgaver som medinstruktør.

»Jeg har haft en karriere, hvor jeg er blevet hyret ind til at mene noget i teaterformen devising. Du starter ikke med et færdigt manus, men med et emne, som for eksempel terror eller fattigdom. Man medvirker på scenen, men arbejder mere på lige fod med instruktøren og får også lov til at instruere eller komme med et bud på en scene,« fortæller Mikkel Reenberg.

Skal gøre skuespillere trygge

Hvordan er det at gå fra at være synlig skuespiller på scenen med nærkontakt med publikum, og så til at være usynlig som instruktør?

»For mig er det vidunderligt, det at være øjnene. Man sidder på publikums plads, hvilket man som skuespiller jo sjældent får lov til. Mange gange spiller man jo forestillinger og stykker uden at vide, hvordan det reelt ser ud udefra,« siger Jakob Fauerby.

»En skuespiller er meget tit optaget af sit eget arbejde, hvor instruktøren har overblikket og det store ansvar. Den fornemste opgave som instruktør er at få folk til at føle sig trygge, for så yder de også deres bedste. Man kan godt sige, at man er usynlig, men ens arbejde ligger jo i det færdige produkt,« siger Mikkel Reenberg. Der ved han skal løfte en tung arv.

»Jeg kan mærke – og jeg går og arbejder med det – at jeg ved, hvilken succes det var sidste år, og hvilke skuldre jeg står oven på, og hvad Jakob kan i forhold til politisk engagement, satire, humor. Det værste der kunne ske var, at folk står og siger: Det var meget sjovere sidste år,« siger han.

Og så brøler de begge af grin af instruktørens mareridt.

»Jamen, sådan er folk indrettet – vi sammenligner. Det bliver noget andet i år, fordi der er færre spillere på scenen, og vi har fået ny kapelmester – hele udtrykket bliver noget andet. Men samtidig har jeg ønsket, at vi genbruger amagerhylden og tapeterne i scenografien, og der er også karakterer, der går igen, så der er sådan et nik tilbage. Der er en respekt for det, der har været,« siger Mikkel Reenberg.

Kunne I forestille jer at være medvirkende instruktør?

»Jeg har set det i Kerteminde, hvor Mads Nørby er sådan en gennemgående figur, der kan binde det samme, og det kan faktisk noget. Jeg har også set Odense Vinterrevy nogle år, hvor Lars Arvid instruerede og selv stod på scenen. På et tidspunkt i den proces begynder du at køre gennemspilninger, og så sidder der pludselig ikke nogen dernede. Der hyrede Lars mig ind og sagde: Jeg stoler på dit blik. Så jeg tog noter og gav dem til Lars, og så kunne han instruere.«

»For det er også vigtigt, at du kan koncentrere dig om dine egne karakterer, pointer og sang. Tøjskift er fuldstændig sindssyge i en revy, det skal gå så hurtigt, og der er lydfolk og lysfolk, der hiver og flår i en – der er så meget, der skal klappe. Måske kunne jeg forestille mig det en dag, men det kommer meget an på holdet,« siger Mikkel Reenberg.

»Jeg har jo meget holdninger til timing, overgange og karaktertegninger, og hvis jeg spillede med, så tror jeg, at jeg ville komme til at løbe rundt og stikke mine små fedtede fingre ind og blande mig hver dag, og det ville være en dårlig ide,« siger Jakob Fauerby.

Har instruktøren altid det sidste ord?

»Det er jo kompromiser og samarbejde, ellers bliver det et diktatur. Især når man har skuespillerbaggrund, ved man jo godt, at nogle instruktører holder fast i noget, selv om skuespilleren ikke kan lide det. Og skuespilleren tænker: »Ja, men det er ikke dig, der skal gentage det 22 gange, og jeg ved, at hver gang jeg kommer til den der knast, så skal jeg i gang med en høvl for at kunne komme videre, så du har faktisk ikke hjulpet mig.« Så det er en stor opgave at lytte til sine spillere. Der er ikke nogen, der skal stå med noget, som de ikke synes er sjovt eller ikke forstår,« siger Mikkel Reenberg.

»Som spiller ved man jo også, at når premieren er overstået, så skal man gøre det til sit eget, og instruktøren skal slippe det. Man opdager også, at er der mange klapsalver, så trækker jeg den lidt. Eller den her joke lægger jeg sgu ind, den dukkede op en dag, hvor jeg var lidt kæk. Selvfølgelig nytter det ikke, hvis en forestilling skrider og pludselig bliver 20 minutter længere, men jeg tror, det er vigtigt, at spillerne bliver ved at beholde en form for magt i spilleperioden over deres værk,« siger Jakob Fauerby.

En by drænet for revyer

Hvorfor tror I, at Danmarks hovedstad næsten er drænet for revyer?

»Jeg tror, det er fordi, Cirkusrevyen ligger så tæt på og er Danmarks største. Og så er der jo færre og færre scener i København. Teatre lukker og bliver til revisionsfirmaer eller Old Irish Pub eller Fitness World. Og de steder, der er tilbage, har det med at skulle have en profil, og der passer revyen ikke ind, fordi den ofte af et bestemt segment i samfundet bliver betragtet som bedaget eller gammeldags. Lidt for vulgærfolkeligt. Og det er også sandt nogle steder, men slet ikke alle steder,« siger Jakob Fauerby og tilføjer:

»Faktisk synes jeg, at revyer er absurd vigtige for vores sammenhængskraft, vores demokrati. Det er en ventil, et sted, hvor vi kan grine med og af hinanden og af os selv. Det er en demokratisk nødvendighed at have revyer. Mange hundredetusinde har hvert år en revyoplevelse som en del af deres kulturforbrug, og det skal vi tage superalvorligt. For i det øjeblik vi holder op med at kunne grine af os selv, af hinanden og af magten, så mister vi noget af vores folkesjæl og vores mulighed for at ventilere. Og når vi ikke ventilerer, så bliver vi farlige.«

Dette er andet akt i føljetonen om Amager Revyen, som har premiere til marts på Teater Play på Strandlodsvej 7. Billetsalg på amagerrevyen.dk

Læs også: Føljeton om Amager Revyen: Kunsten at få publikum til at grine

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Enghave Apotek og Din Hørespecialist tilbyder en gratis høreprøve tirsdag 4. november.

Apotek tilbyder gratis høreprøve

»Desværre er nogle beboerforeninger af den opfattelse, at Københavns Kommune ikke gør noget,« skriver kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde i et debatindlæg.

DEBAT: Der mangler nuancer i nattelivsdiskussionen