Henrik Zimino forlader 3Fs lokaler på Saltværksvej efter valgsejren i 2013, hvor han sikrede fortsat uafbrudt socialdemokratisk styre i Tårnby.
Henrik Zimino forlader 3Fs lokaler på Saltværksvej efter valgsejren i 2013, hvor han sikrede fortsat uafbrudt socialdemokratisk styre i Tårnby. - Foto: Michael Paldan (arkiv).

Eks-borgmester fylder 70 år: Han har altid passet på kommunens penge, men er personligt ruineret

Portræt: Henrik Zimino, Tårnbys tidligere borgmester, fylder 70 år, lørdag 1. februar. Han har styret en kommune med sikker hånd, passet godt på pengene, men er personligt ruineret efter Amagerbanken-sagen.

Henrik Zimino, der er uddannet lærer, blev medlem af Tårnby Kommunalbestyrelse 1. april 1974, og han var borgmester fra 1994 til 2017. Inden da var han formand for Teknisk Udvalg i otte år og formand for Socialudvalget i otte år. Fra 1978 var han medlem af repræsentantskabet i I/S Amagerforbrænding – i dag Amager Ressource Center. Og han har været medlem af bestyrelsen i Kommunekredit samt siddet i bestyrelsen for Amagerbanken.

I Tårnby Kommune har Henrik Zimino været frontkæmper for udviklingen af erhvervsområdet Kirstinehøj, Byparken, Kastrup Strandpark, Kastrup Søbad og adskillige idrætsanlæg som f.eks. curlinghal, gymnastikhal og badminton- og tennishal. Han har været drivkraften i forbindelse med lokalt boligbyggeri og etableringen af Den Blå Planet samt bidraget til udviklingen af Øresundsbro, metro, lufthavn og Øresundsforbindelsens landanlæg.

Som borgmester har han stået i spidsen for en yderst solid økonomi stort set uden gæld. Tårnby Kommune har i kriseårene været så velpostret, at der ikke har været behov for nedskæringer.

Når lokalhistorikere om 100 år skal beskrive Ziminos betydning for Tårnby, vil det stå skrevet med flammeskrift, at han især huskes for de verbale slagsmål med Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i forbindelse med linjeføringen af Metroens tredje etape.

Den skitserede højbaneløsning gennem Tårnby fik Zimino i det røde felt, og for at føje spot til skade, så dumpede Zimino sin andel af aftalen om at aflevere syv millioner kroner til Kramers ambitiøse plan om Ny Amager Strandpark.

Metro-sagen landede med et kompromis. Lufthavnen gik med til at betale for miljøforanstaltninger i Tårnby, så Metroen kunne drøne til lufthavnen.

Og så var der sagen med A/S Øresundsforbindelsen, hvor Zimino gik på landsdækkende tv og krævede »vand for vand« i kølvandet på udgravningerne til Øresundsforbindelsens landanlæg, som tappede kommunen for millioner af liter grundvand.

Hvor forgængerne satte deres fingeraftryk på kommunen med byggerier af mere eller mindre tvivlsom karakter, som f.eks. Restaurant Kastrup Strandpark, som hurtigt i folkemunde blev døbt »millionbøffen«, fordi kommunen i tide og utide måtte spytte penge i underskudsforetagendet, er Ziminos fingeraftryk sat på infrastruktur og herlighedsværdier. I flæng kan nævnes indvielser af Byparken, Otto Baches Allé, Kystvejen, Kastrup Søbad og Den Blå Planet.

Zimino ikke kendt for at smide penge til højre og venstre, og det var måske dét, der gjorde ham velegnet til at sidde i Amagerbankens bestyrelse, selvom bankens krak fik kritikere til at hævde det modsatte.

Ikke desto mindre er Zimino sammen med resten af den tidligere bankledelse blevet dømt til at betale svimlende 255,5 millioner kroner efter forlig med Finansiel Stabilitet.

»Jeg er ruineret«

Forliget kom, efter at den tidligere bankledelse i juni 2019 i landsretten blev dømt til at betale 343,5 mio. kroner inklusive procesrenter i erstatning oven på Amagerbankens krak.

For Henrik Zimino er sagens udfald og advokatregningen på over seks mio. kr. ruinerende.

Han har fået pålæg om at betale halvdelen af sine udgifter til advokat i byretten svarende til 4,5 mio. kroner. Oveni kommer knap 1,9 mio. kroner for advokatomkostninger i landsretten.

»Så mange penge kan jeg ikke betale, og det bliver kun værre, for der løber procesrenter på otte pct. årligt på. Jeg har en ganske almindelig pension, men renterne alene overstiger min pension før skat,« sagde Henrik Zimino efter forliget blev offentliggjort.

Læs også: Otte af Amagerbankens bestyrelsesmedlemmer skal betale erstatning

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Tag en grøn indkøbskurv med på stranden? Ja, det bliver måske en realitet i Amager Strandpark, hvis politikerne vil følge eksemplet fra Køge.

Skån miljøet og saml skrald op fra stranden med en grøn indkøbskurv

David Dunbar er født og opvokset i Barton Rouge, Louisiana og har i sin ungdom spillet med mange blues legender på blandt andet New Orleans Jazz Festival.

Søndagstoner i Den gule villa