Pensionistidræt i Hafnia Hallen: »Jeg kan virkelig mærke, at motion er godt for kroppen«

Foreningen Pensionist Idræt har eksisteret i København i snart 54 år, men først i september sidste år flyttede de ind i Hafnia Hallen, hvor de nu tilbyder både cirkeltræning, dans og badminton.

»Giv liv til årene, læg år til livet.« Sådan lyder mottoet fra foreningen Pensionist Idræt, der begyndte i København i 1966. Siden har de bredt sig ud over hele byen, men først i september sidste år, fandt foreningen vej til Hafnia Hallen, og det bliver der sat stor pris på, fortæller valbygenser Rie Lund:

»Jeg har gået til ældreidræt i flere år, men der har aldrig tidligere været noget i Valby, så det er jeg rigtig glad for, at der er kommet. Derfor vil jeg også gerne opfordre alle ældre her i Valby til at komme af sted og bakke op om, at der endelig er kommet et tilbud,« siger hun.

Lidt træning hver dag

Avisen møder Rie Lund og ni andre aktive ældre en onsdag formiddag i Hafnia Hallen, hvor de er i fuld gang med den såkaldte cirkeltræning under instruktør Metteline Mortensens kyndige vejledning:

»I cirkeltræning arbejder vi i små stationer, hvor man laver forskellige øvelser i 45 sekunder, så holder man en lille pause, før man fortsætter til næste station. Det er meget populært,« forklarer hun.

Metteline Mortensen underviser i Hafnia Hallen to gange om ugen, hvor man kan gå til cirkeltræning onsdag og fredag. Om onsdagen er der dans bagefter, mens fredagen byder på badminton efter endt cirkeltræning.

Og det her med at holde kroppen i gang, når karrieren er slut, og man er gået på pension er bestemt en god idé, fortæller instruktøren:

»Jeg kan se på mig selv, at det at lave en lille smule hver dag er endnu vigtigere end at gemme det hele til en dag og så lave en hel masse. En lille smule hver dag holder både kroppen og hovedet i gang. I cirkeltræningen er vi eksempelvis meget tekniske, og der er meget koordination forbundet med det. Derfor er det også fedt som instruktør at se, hvordan det hele bare sidder. Jeg kan se, at det virker,« forklarer Metteline Mortensen.

Motion er godt for kroppen

Og den holdning bliver hun bakket op i af de aktive ældre, der er mødt op denne onsdag i Hafnia Hallen. En af dem hedder Aase Sveistrup:

»Det er dejligt at gå her, for man kommer hele vejen rundt i kroppen, og så kan man jo gå med til dans bagefter, hvis man har lyst til det. Nu er det ikke så længe siden, jeg er holdt op med at arbejde, og så er det vigtigt, at holde sig gang. Jeg har jo været vant til at cykle en 10-12 kilometer om dagen til og fra arbejde, så nu skal finde andre ting at holde mig i gang med,« fortæller hun.

Christian Møllmann er stadig på arbejdsmarkedet, men efter der er kommet 62 lys i lagkagen, har han fået en senioraftale på sit arbejde, som betyder, at han har fri om onsdagen:

»Det passede med, at jeg kunne komme her, og det var ligesom min motivation til at komme i gang med at dyrke noget idræt. Det har været svært at fine tid til i hverdagen, men jeg kan virkelig mærke, at motion er godt for kroppen,« fortæller han.

Som altid slutter cirkeltræningen med nogle gode udstrækningsøvelser, og så venter dansen naturligvis på dem, der har lyst. Denne onsdag bliver der budt op til en lancier.

Pensionist idræt i Hafnia Hallen

  • Kontingent: Deltagere med bopæl i Københavns Kommune:

  • 1 lektion pr. uge koster 600 kroner for sæsonen, der går fra mandag 2. september 2019 – torsdag 30. april 2020.

  • Hver efterfølgende lektioner pr. uge koster 320 kroner for hele sæsonen.

  • Man kan melde sig til på www.pensionistidraet.dk

  • Program: Cirkeltræning i Hafniahallen finder steder onsdage og fredage klokken 10.55. Onsdag er der desuden dans fra klokken 12.00. Fredag er der badminton fra klokken 12.00.

  • Kilde: www.pensionistidraet.dk

Der bliver trænet igennem, når ældre borger mødes til cirkeltræning i Hafnia Hallen onsdag og fredag formiddag.
Der bliver trænet igennem, når ældre borger mødes til cirkeltræning i Hafnia Hallen onsdag og fredag formiddag. – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
David Dunbar er født og opvokset i Barton Rouge, Louisiana og har i sin ungdom spillet med mange blues legender på blandt andet New Orleans Jazz Festival.

Søndagstoner i Den gule villa

Maria Claumarch drømmer om at kvalificere sig til VM i 2022 med sin paradressurhest, Lady Morsø.

Maria og miraklet: Mistede benet efter hesteulykke, men rider igen