På første sal i huset på Øresunds Allé har Lars Volker Hansen en okay dækning på sin arbejdstelefon med TDC-abonnement. Men i stuen er det svært at få forbindelse.
På første sal i huset på Øresunds Allé har Lars Volker Hansen en okay dækning på sin arbejdstelefon med TDC-abonnement. Men i stuen er det svært at få forbindelse. - Foto: Hanne Bjørton

Kun mobilforbindelse på husets første sal

Lars Volker Hansen kan i stueplan i huset på Øresunds Allé ikke tale i mobil med TDC-abonnement. Det er han tvunget til at have på sin arbejdstelefon – resten af familien har forlængst skiftet til ‘3’.

En pige på 11-12 år sidder på en bænk på Dragør Stationsplads med en skrattende mobiltelefon på højttaler.

»Jeg kan ikke høre, hvad du siger, far!« siger hun.

Der er klumper i forbindelsen, og det problem har man længe kendt til i den nordlige del af Dragør, godt 10 kilometer i fugleflugtslinje fra Rådhuspladsen.

Læs også: TDC og Dragør tovtrækker om ordentlig mobildækning

Om pigen eller hendes far har TDC-abonnement, ved vi ikke, men en gåturs vej fra stationspladsen besøger vi Lars Volker Hansen på Øresunds Allé, der har problemer med sit TDC-abonnement på arbejdstelefonen.

»På 1. sal har bygningen jo rigtig mange glaspartier, så her har vi okay dækning på to streger. Men er du nedenunder, så kan du ikke snakke, og data forsvinder. Jeg er erhvervskunde via mit job i Danske Bank Erhverv, så jeg kan ikke bare skifte leverandør, for så havde jeg ikke TDC. Resten af husstanden bruger 3, og der er ingen problemer,« fortæller Lars Volker Hansen.

Før boede familien på Neelsvej, også i Dragør Nord.

»Det er vel 700 meter herfra, og der havde vi også massive problemer. Og hvis du tager op ved Føtex og Netto – lige så snart jeg rammer parkeringspladsen deroppe, så kan jeg ikke ringe op, det er det dødeste hul i Dragør. Så der har man faktisk ro,« siger Lars Volker Hansen.

Men han var helst fri for så megen ro derhjemme.

»Med mit arbejde er det ikke særligt professionelt at sidde med erhvervskunder, nogle af dem internationale, og sige: Du må undskylde, men jeg har Danmarks største teleselskab, og det virker bare ikke. Det har jeg hørt mig selv sige rigtig mange gange,« fortæller han.

Lars Volker Hansen har tidligere været direktør i telebranchen og har derfor stor indsigt i dens vilkår.

»Det handler om investeringer. Det er en del af mobilselskabernes forretning at have infrastrukturen, men det er logik for firmaer, der skal spare, at kigge på den. Det er jo ikke fordi, TDC er værre eller bedre end de andre. Hvis du kører ud i Søvang, er der et par statslige tjenester i nærheden, så der virker TDC bedre. For nogle år siden var det 3, der havde problemer med dårlig dækning, men 3 har investeret siden, og der halter TDC altså bagefter,« siger han.

Kun 2G-dækning

På internet kan man finde alle teleselskabers dækningskort – et landkort, hvor man kan undersøge dækningen på en given adresse.

»Hvis du ser på TDCs dækningskort her på adressen, så står det faktisk som 2G-netværk indendørs. Det er en teknologi, der er mange, mange år gammel. Vi snakker 4G i dag, og lige om lidt 5G,« siger Lars Volker Hansen.

Han vil dog også godt forsvare teleskaberne.

»Du finder ingen branche overhovedet, der er mere konkurrenceudsat. I Sverige og Tyskland har man bindingsperioder på privatabonnementer på 18, 24 og 36 måneder. I Danmark er det besluttet ved lov, at teleselskaber kun må binde dig i seks måneder. Hvis det var 24 måneder, kan teleselskaberne levere folk en billigere telefon, og de kan se kundemassen og vide, at jeg tjener penge på dem her i to år. I Danmark er det seks måneder, og vi er heller ikke loyale. Udbuddet er stort og mange ved godt, hvornår der kommer en ny telefon, så de scanner markedet.«

»I erhvervstelefoni er der derimod bindinger på tre år, så der kan de tjene penge. Prøv at køre en tur fra lufthavnen og til Sydstranden – dér er der erhverv, dér er der private husstande, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan dækningen på telefonen løbende skifter,« siger Lars Volker Hansen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Storfamilien

Østerbro Lokaludvalgs formand Allan Marouf lægger vægt på, at lokaludvalget altid har bakket op om bibliotek i et kommende kulturcenter på Kildevæld.

Lokaludvalgsformand: »Vi har altid bakket op om Kildevæld«