Elly Altmann har svært ved at fatte, at hun runder 100 år.
Elly Altmann har svært ved at fatte, at hun runder 100 år. - Foto: Thomas Frederiksen

100 år med børn, banko og B.1903

Elly Altmann runder 100 år tirsdag. Hun er netop flyttet på plejehjem, men i omkring 95 år har hun boet i samme andelsboligforening på Østerbro.

2020 er 100-året for, da der var påskekrise, og Danmark blev genforenet med Sønderjylland.

Det har vi allerede hørt en hel del om og kommer til at høre mere til.

Elly Altmann har levet, mens det skete, men hun kan dog ikke huske de to begivenheder, da hun er født i 1920 og var ganske lille på dette tidspunkt.

Men meget andet kan hun huske, og hun har netop rundet 100 år.

»Det er helt skørt, det kan jeg ikke fatte,« siger hun med et smil.

»Det kan vi andre heller ikke,« lyder det fra niecen Jytte.

Nørrebro og Østerbro

Elly Altmann er netop flyttet på Bispebjerghjemmet lidt uden for Østerbro i Nordvest.

Men hun har boet de seneste omkring 95 år i samme andelsboligforening på Østerbro i tre forskellige lejligheder – som barn, voksen og ældre.

En boligforening – der ligger mellem Hesseløgade, Drejøgade og Tåsingegade – som flere familiemedlemmer er blevet boende i og bor i den dag i dag.

Inden Elly Altmann skulle i skole, flyttede hun med sine søskende fra Jægersborggade på Nørrebro.

»Det var en forfærdelig lejlighed, vi havde der,« fortæller hun.

Så var forholdene på Østerbro bedre, som også dengang mere fredelig end nabobydelen.

»Alting var så stille og roligt på Østerbro. Der var ikke så meget hurlumhej,« som hun siger det.

Dårligt for børn

Legepladser var der ikke meget af i hendes barndom i 1920’erne.

»Det var dårligt for børn,« siger hun.

Børnene fandt dog kreativiteten frem, når der skulle leges.

»Bankestativer, hvor tæpperne blev banket af, blev brugt til klatrestativer, og vi spænede rundt om cykelskurene,« fortæller hun.

»Da jeg var barn, fik vi en badmintonbane i gården,« fortæller datteren Birthe. Meget andet har også forandret sig.

I dag ligger der en Fakta ved andelsboligforeningen, engang lå der ismejeri og grønthandler.

»Og så fik vi bragt flasker med mælk op,« fortæller hun.

Ikke en dans på roser

Elly Altmann var enlig mor til to børn med 15 års mellemrum.

Hun arbejdede med at sy sko hos skofabrikken Angulus, der lå på Nørrebrogade.

Pengene var ikke mange i det lille hjem på Østerbro.

»Det var ikke en dans på roser altid, men jeg har klaret mig,« som hun udtrykker det.

Der har været godt sammenhold på tværs af generationer i familien.

Selv gik Elly Altmann på den dengang nye ordning efterløn for 40 år siden som 60-årig i 1980. Hun havde været på arbejdsmarkedet, siden hun var 14 år.

Det betød, at hun hjalp med at passe sine børnebørn og andre børn i familien, der vidste, at hun var hjemme, når de kom fra skole.

Der er også blevet tid til at dyrke forskellige interesser gennem livet: Haven i Islev i Husum i udkanten og København og banko.

Vandt farve-tv til banko

Hun gik til banko fem gange om ugen, til hun var 95 år, og datteren Birthe husker, at moderen vandt et farvefjernsyn i Nørrebrohallen i 1975.

»Det var en stor ting for os,« lyder det fra datteren.

Når man spørger Elly, hvad hun bedst kan lide at se i fjernsynet, siger hun: sport. Og her er der også spor til barndommen.

»Jeg holder med B.1903 i fodbold,« fortæller hun og nævner, at hendes far ofte tog hende med til fodbold i Idrætsparken ikke langt fra barndomshjemmet.

»Det er jo FC København i dag, men mange os andre holder med Brøndby,« lyder det grinende fra de øvrige familiemedlemmer, som er med til at fejre hende på tværs af generationer og yndlingsklubber i fodbold.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Byggeriet skulle være afsluttet i 2016, men broen mellem Nørrebro og Østerbro var klar i 2016. arkivfoto: Michael Paldan

Universitetsbygning bliver forsinket og meget dyrere

De glade legatmodtagere af studielegater for mediefolk mødtes på Junior forleden.

Fik selv legat: »Jeg syntes, det var fantastisk«