Det er klogt at høre godt efter, viser det sig hurtigt.
Det er klogt at høre godt efter, viser det sig hurtigt. - Foto: Sisse Chytræus

Strikkekursus for begyndere

Nørkleriets ejere tog udfordringen op og lærte Vanløse Bladets journalist at strikke på en time

»Vi kan SAGTENS lære dig at strikke. Det er SÅ let.«

Jo, jo, det kan de sagtens sige. Sisse Chytræus og Elsebeth Carlsen driver garnbutikken Nørkleriet på Jernbane Allé og har begge to strikket, siden de var seks år gamle. Nogle gange falder Sisse Chytræus i søvn i sofaen, mens hun strikker, men det ser så dumt ud, synes manden, når hovedet er faldet tilbage, og der kommer snorkelyde ud af næsen, mens hænderne fortsat skiftes til at strikke ret og vrang.

Så det er altså nørdernes klub, jeg er havnet i, tænker jeg, da jeg går ind i garnbutikken. Med bævrende hjerte, for kan jeg lære at strikke, som de har lovet. Eller bliver jeg til grin i hele Vanløse? Min mormor hæklede, min mor syede, men jeg lærte ingen af delene. I 4. klasse på Nørre Skole på Falster lærte jeg dog at strikke og formåede at strikke en stor dejlig pink sweater – måske nogen også hjalp lidt til? Men siden har masker, garnbøger, strikkepindestørrelse og opskrifter været et stort mysterium for mig. Mens andre læser strikkeopskrifter som var det Søren og Mette for 1. klasse, er det arabisk for mig.

Men jeg er rastløs af natur og har brug for noget at lave, ud over at spise lakrids, når jeg ser Netflix eller hører Ternet Ninja på lydbog og jeg gav mig selv et nytårsbenspænd: Lær at strikke!

»Vi begynder med en hue,« foreslår Sisse Chytræus. »Det er let og du får hurtigt et færdigt resultat, som du er glad for,« siger hun og hjælper mig med at finde garn. Mørkeblåt garn i naturuld.

”Jeg tror vi tager pind 8,” siger hun så, som om det siger mig noget som helst. Men jeg parerer bare ordre og dumper ned i den lille sofa i baglokalet. Her kommer Elsebeth Carlsen. Hun er ligesom Sisse Chytræus uddannet lærer, medejer af Nørkleriet og tålmodigheden selv.

»Hjemme hos mig er det strikkefeen, der slår masker op og strikker den første pind, men hvis du vil, kan jeg godt lære dig at slå masker op?«

Strikkefe! Må jeg være fri! Selvfølgelig skal jeg lære at slå masker op. Men det er næsten ved at slå mig af pinden, for det er svært. Jeg laver mange fejl, men ender med at slå alle masker op. Så er jeg i gang.

»Du skal strikke rib,« siger Elsebeth Carlsen og lærer mig at strikke skiftevis to ret og to vrang.

Ret er let – det sidder i fingrene og var øjensynligt det, jeg lærte dengang i 4. klasse. Vrang tror jeg aldrig jeg har prøvet før nu, og jeg er ved at kyle pind, garn og Elsebeth på gulvet.

Vi prøver et par gange, og til sidst er den der:

»Husk at du skal tjekke hvilke masker du lige har strikket – vrang ligner bølger og ret er som et V. V for wright = ret,« forsøger Elsebeth pædagogisk. Hun har også været lærer i indskolingen i 11 år.

Jeg får strikket et par runder, og hver runde er markeret med en maskemarkør. Jeg får en grøn/blå, men klager over farven og får en ny, pink.

»Det går jo godt,« siger både Elsebeth og Sisse, og flere lokale strikkedamer kommer til og skal lige se mit første strikketøj i nyere tid.

»Det er meget pænt. Altså når man tænker på, at du er nybegynder,« siger de, mens de kritisk mærker og tjekker fastheden.

Jeg får lidt ondt i nakken, fordi jeg spænder meget, og Elsebeth viser mig et par strækøvelser, og minder mig om at holde pause mindst hver kvarter i starten.

Pludselig hyler jeg op som om, jeg er blevet bidt af en bi: Jeg har tabt en maske. Sisse og Elsebeth iler til og redder masken. Og deres egne øre for flere hyl.

Da jeg har strikket et par runder mere, uden at tabe mange masker og selv redde dem, jeg trods alt taber, tager jeg hjem og forsøger selv. Det går godt, og mine døtre synes, jeg er sej. Nu vil de også gerne strikke.

Når jeg har strikket tyve centimeter af mit arbejde, skal jeg ned i butikken igen og have hjælp. Men indtil videre skal jeg strikke lidt hver dag.

Elsebeth Carlsen viser Anja Berth, hvordan man slår masker op.

Elsebeth Carlsen viser Anja Berth, hvordan man slår masker op. – Foto: Sisse Chytræus

Anja Berth kaster sig ud i strikkeriet og det er ikke så svært, som man skulle tro.

Anja Berth kaster sig ud i strikkeriet og det er ikke så svært, som man skulle tro. – Foto: Sisse Chytræus

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
København Zoo får nyt udseende i februar måned.

Får nyt look: ZOO holder lysfest

Det lille læskur skal snart pilles ned, men den lange bænk bliver muligvis stående. Uanset hvad, så går processen med at flytte øldrikkerne retur til Enghave Plads i gang nu. FOTO: René Mølskov

Øldrikkerne skal tilbage på Enghave Plads