Resterne af forsæderne efter branden.
Resterne af forsæderne efter branden. - Foto: Jacob Schneider

Bølge af bilafbrændinger i Sydhavnen

Flere biler er blevet sat i brand af ukendte gerningsmænd i den forgangne uge, heriblandt Kgs. Enghave Bladets journalists. Politiet hører meget gerne om observationer, der kan hjælpe efterforskningen.

Natten til sidste mandag klokken 02:17. Soveværelsesloftet står badet i blå blink og oprørte stemmer strømmer ind. Hurtigt op og ud mod altanen. Røg og skumsprøjt fyger rundt i luften under tredje sal mod Verdisvej. Åh nej, vi må evakuere hele huset!

Et nærmere kig ud i heksekedlen sætter dog sindet lidt i ro: Det er bare en brand nede ved skuret. Men hvad? Det er sgu’ da min bil, der står i lige dele røg og pulverskum, mens stigevognen fra brandvæsenet holder klar og betjente flokkes om den lille Citroen, som min mor gav mig for et par år siden.

»Det er min bil, øjeblik, jeg kommer ned…«

Aflysning af weekendudflugten og visitten hos mor spøger i tankerne på vej ned gennem opgangen.

Nede på gaden stimler en imponerende flok sammen, tidspunktet taget i betragtning, og flere bruger natteforstyrrelsen til at lufte vovse. Politiet er grundige med afhøringen, og branden er efterhånden i ro. Heldigt, for der stod benzindunke inde i skuret… Hunden undersøget området, og en colaflaske bliver fundet ved mit bilvrag – med en umiskendelig dunst af benzin, fortæller betjenten.

Den fine Citroen fik dog en værdig exit: En rundtur i Sydhavnen med min dårligt gående mor, hvor vi både fik rundet Valbyparken, et par haveforeninger, Anker Jørgensen-skulpturen, Teglholmen, Fiskerhavnen, Stejlepladsen og en god frokost på Mellemfortet.

Tip politiet

Så går alt det praktiske bøvl i gang: Bugsering af bilen til skrotopbevaring, tekniske undersøgelser og skadesrapport af den totalskadede bil til forsikringen. Som naturligvis giver et minimum af den værdi, som bilen har haft for ejermanden. Og tanken melder sig:

»Hvori består fornøjelsen ved at overpøse min lille bil med benzin og kaste en tændstik på?«

Dét er et spørgsmål, som hverken politi eller andre, jeg har snakket med siden da, ikke rigtigt kan greje. Og jeg er ikke alene: Dagen forinden er en bil udbrændt på Spontinisvej, og næste dag kan man se et Facebook-opslag om bilbrande tæt ved Karens Minde.

Københavns Politi bekræfter, at man har modtaget tre anmeldelser om bilbrande:

»I forhold til de tre konkrete sager er der på nuværende tidspunkt en efterforskning i gang for at finde ud af, hvad der er sket. Jeg har stor forståelse for, at det kan være utrygt, hvis man ser en bil i brand tæt på sin bolig. Derfor skal man i sådan en situation naturligvis heller ikke tøve med at kontakte politiet på 112.

Man er som borger også altid velkommen til at kontakte os, hvis man ser eller hører noget mistænkeligt i sit nabolag eller hvis man har en konkret bekymring, man gerne vil vende. Det kan man gøre ved at kontakte sine lokale betjente direkte,« siger leder af nærpolitiet i Københavns Politi, Rasmus Agerskov Schultz.

Københavns Politi er inddelt i en række mindre områder og i hvert område er der mindst én ’Din Betjent’: Betjente med særlig godt kendskab til området, som borgere kan ringe direkte til. Det direkte nummer til ’Din Betjent’ i Sydhavnen er: 51400738. Læs mere om ordningen på www.dinbetjent.dk.

En nedsmeltet motorblok.

En nedsmeltet motorblok. – Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Politiet mødte ret hurtigt frem og åbnede demonstranternes håndjern med en tang. Ingen blev arresteret efter aktionen.

Klimarebeller i aktion i lufthavnen

Anders Jensen, centerleder ved Miljøpunkt Nørrebro, er langt fra imponeret over hegnet, der adskiller Assistens Kirkegård og metroforpladsen, som han ikke mener lever op til det hegn, der er givet tilladelse til. Kommunen har dog ikke i sinde at ændre det.

Hegn ved Assistensen udskiftes ikke trods kraftig kritik