Tirsdag og torsdag uddelte færdselspolitiet 121 bøder til cyklister, der kørte over for rødt. Arkivfoto fra en tidligere, lignende aktion.
Tirsdag og torsdag uddelte færdselspolitiet 121 bøder til cyklister, der kørte over for rødt. Arkivfoto fra en tidligere, lignende aktion. - Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix (Arkiv)

To politiaktioner mod cyklisterne på Vesterbro: Gav 60 bøder i timen

Cyklisterne var jaget vildt på Vesterbro. I hvert fald de cyklister, der valgte at køre over for rødt lys i morgentimerne.

Tirsdag og torsdag har færdselspolitiet lavet aktioner mod cyklister, der kører over for rødt.

Således var færdselsbetjentene til stede i krydset mellem Sønder Boulevard og Ny Carlsberg Vej, hvor de i morgentimerne uddelte et gennemsnit på mere end 60 bøder i timen.

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at tallet er så højt. Det viser i hvert fald, at der på det sted er en dårlig cyklistkultur,« siger Henning Petersen, vicepolitiinspektør i færdselsafdelingen hos Københavns Politi til Vesterbro Bladet.

»Det er en blandet skare, vi har udskrevet bøder til. Både unge og gamle, cyklister med barnesæde bagpå og cyklister med cykelvogne,« fortæller han.

Et velkendt farligt kryds

Det er langt fra første gang, at politiet har været til stede i det omtalte kryds. Det er de dels fordi der sker påkørsler af fodgængere og dels fordi politiet bliver kontaktet af fodgængere, der fortæller om de trafikale problemer.

»Det er et kryds, vi udmærket kender fra tidligere. Vi har været der flere gange, også sidste år. Så det er et kryds, vi besøger med mellemrum, fortæller Henning Petersen og uddyber:

»Vi ved, at der er en masse fodgængere, der går over for grønt lys, og at der er nogle af dem, der bliver ramt af cyklister. Derfor er vi til stede. Der er desuden skoler i nærheden, og i det hele taget drejer det sig jo om at minimere antallet af tilskadekomne og dræbte i trafikken ved at folk overholder færdselsloven.«

60 bøder i timen

Da færdselspolitiet var til stede en time tirsdag morgen, uddelte de i alt 65 bøder til cyklister, der kørte over for rødt lys. Da de gentog aktionen torsdag morgen var der 56 cyklister, der modtog en bøde for at køre over for rødt.

Det er høje tal, men ikke pludseligt alarmerende vurderer vicepolitiinspektøren.

»Ud fra, hvad vi tidligere har set i det kryds, så går vi jo ikke i chok over tallet. Men det er samtidig et sted, vi kender. På den måde er der nogle kryds rundt om i byen, hvor der er mange, der overtræder færdselsloven,« siger han.

Højt humør trods bøder

Det lykkedes trods de mange bøder, at holde dagene fri for en masse surmuleri og brok.

»Der er selvfølgelig ikke nogen, der synes, det er superfedt at få en bøde, men de fleste tog det med ophøjet ro og ganske få surmulede,. Der var i mindst en enkelt genganger, vi tog begge dage, men humøret var alligevel fint. Det er jo også et udtryk for, at vi taler positivt med cyklisterne om det vigtige i at overholde færdselsloven,« siger han.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Prøv en omgang kinesisk energigymnastik

Her ses de fire musikere, der spiller til Moderne Mandag.

Moderne Mandag markerer 75-året for komponists død