Frederiksberg har landets mest tilfredse borgere, når det kommer til den kommunale service som for eksempel daginstitutioner, skoler, kulturtilbud og hjemmepleje.
Frederiksberg har landets mest tilfredse borgere, når det kommer til den kommunale service som for eksempel daginstitutioner, skoler, kulturtilbud og hjemmepleje. - Foto: Torben Huss/Ritzau Scanpix

Frederiksberg Kommune har landets mest tilfredse borgere

Borgerne i 62 af landets 98 kommuner er blevet spurgt til deres tilfredshed med den kommunale service. Og ja, listen toppes af Frederiksberg.

I perioden august til oktober 2019 spurgte det uafhængige markedsanalyseinstitut, EPSI Rating, borgerne i de danske kommuner, om deres tilfredshed med den kommunale service i deres respektive kommune, og om de vil anbefale andre at flytte til kommunen.

Undersøgelsen omhandlede 62 af landets 98 kommuner og baserer sig på mere end 3.500 telefoninterviews.

Frederiksbergs Kommune topper listen med en borgertilfredshed på 75,8. Den gennemsnitlige score på tværs af de 62 deltagende kommuner er på 63,5.

Sender rosen videre

Borgmester Simon Aggesen (K) er ikke overraskende svært begejstret over resultatet af den eksterne undersøgelse:

»Jeg er utrolig glad for det skulderklap, frederiksbergerne giver til den kommunale service på Frederiksberg. Jeg sender rosen videre til alle de fabelagtige medarbejdere, som arbejder hårdt og engageret med at skabe mest mulig værdi for alle i byen – fra den yngste til den ældste. Det er en enorm opmuntring for os alle at se dette resultat og samtidig et incitament til at gøre det endnu bedre.«

Aggesen tilføjer:

»Jeg ser dette resultat som en generel tilfredshed med den helt nære service – for eksempel daginstitutioner, skoler og ældrepleje, men også som en tilfredshed med kommunens satsning på at gå allerforrest i klimaspørgsmål. Til alle jer på Frederiksberg: Tak for anerkendelsen – vi tager glade imod den og knokler endnu mere.«

Forskelligt fokus

Aktiviteter der ligger tæt op ad den enkelte borgers dagligdag vægtes naturligt nok højst blandt de udspurgte:

»Vi kan se, at borgerne i alderen 30-44 år fokuserer meget på daginstitutioner, skoler med videre, mens aldersgruppen 45-59 fokuserer på kulturtilbud, og aldersgruppen 60-79 – som den eneste aldersgruppe – nævner hjemmepleje og tilbud til ældre, som de vigtigste drivers for borgertilfredsheden,« forklarer Helene Söderberg, COO hos EPSI Rating Danmark.

Hun tilføjer, at respondenterne for undersøgelsen udgøres af personer mellem 18 og 79 år, der er bosat i Danmark. Efterfølgende er besvarelserne blevet kvalificeret via dybdegående telefoninterviews i december 2019 og januar 2020.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Traditionen tro skal der løbes for kræftramte børn igen i år i Tivoli.

Morgenmadsløb for kræftramte børn

Hos Loop går de ikke op i selfies, spejle eller vaskebræt, men at træning skal være afslappende.

Loop åbner nyt center