»Det giver så meget mening,« siger Helle Madsen om sit frivillige arbejde hos Sorglinjen.
»Det giver så meget mening,« siger Helle Madsen om sit frivillige arbejde hos Sorglinjen. - Foto: Christian M. Olsen

Helle mistede pludselig sin mand: Nu hjælper hun andre i sorgen

Helle Madsen fra Rørholmsgade mistede pludselig sin mand for fem et halvt år siden. Nu hjælper hun andre, som har mistet, som frivillig på Sorglinjen.

Sommerferien var lige begyndt, og Helle Madsen og hendes mand Richard havde, som så ofte før, skiftet lejligheden i Rørholmsgade ud med kolonihaven på Klausdalsbrovej.

Her sad Richard i bestyrelsen, og efter en tur rundt i haveforeningen med de andre bestyrelsesmedlemmer, hvor de skulle vise huse, der var til salg, frem for interesserede købere, faldt Richard pludselig om.

Helle Madsen husker tydeligt den tunge besked fra lægen i lægeambulancen, der hurtigt kom til stedet:

»Der er desværre ikke noget at gøre. Han er død.«

»Alt var bare kaos, jeg tror ikke en gang, jeg græd. Jeg ville ikke se ham i ambulancen,« husker Helle.

I perioden efter sin mands død flyttede Helle hen til sin mor. Midt i praktiske gøremål i forbindelse med Richards død og fokus på at være der for sine børn, Caroline der dengang var 13 og Christopher, der var 24, havde Helle et stort behov for at tale med andre mennesker.

En af morens kolleger, som Helle også kender, havde selv mistet sin mand, og samtalen med hende, betød alverden for Helle.

»Det vigtigste for mig, ved at tale med hende var sådan set at vide: Bliver jeg nogensinde glad igen? Der kunne hun sige, at ja, det gør du,« siger Helle.

»At tale med et andet menneske, der vidste, hvad jeg nu skulle igennem, betød sindssygt meget. Det var nærmest det eneste menneske, jeg troede på, for alle de andre, der var omkring mig, havde jo ikke prøvet det,« fortæller hun.

Giver erfaring videre

Det er godt fem et halvt år siden, at Helle Madsen, der i dag er 55 år, pludselig mistede sin mand. Nu er det hende, der giver sine erfaringer med døden inde på livet videre til andre i samme situation.

Som frivillig hos Sorglinjen på Gråbrødretorv modtager hun opkald fra mennesker, der har mistet én, der stod dem nær.

Helle Madsen havde egentlig ikke forestillet sig, at hun skulle kaste sig over frivilligt arbejde. Men en annonce i City Avisen, hvor Sorglinjen søgte frivillige, fik hende på andre tanker.

»Da jeg så den, tænkte jeg: Det skal jeg, det her. Jeg var bare så motiveret til at lave ansøgning. Det gav så god mening for mig, fordi jeg selv kunne huske, hvordan jeg havde haft det. At tale med folk, der vidste, hvad det handlede om. Der vidste jeg, at jeg kunne give noget igen,« siger Helle.

»For mig giver det jo stadig ikke mening, at Richard er død, men kan jeg bare hjælpe lidt, så kan det give en lille smule mening,« siger Helle Madsen, der har været blandt Sorglinjens frivillige siden den åbnede for omkring et år siden.

»Vi er ikke bange for at tale om døden. Vi er ikke bange for at tale om følelser. Vi ved allesammen, hvordan det føles at miste en, og det giver så meget mening. Så det er dejligt rum at være i. Det er befriende at komme hen et sted, hvor der ikke er nogen, der er bange for at tale om døden,« siger Helle Madsen.

Svært at tale om

Hvorfor er det svært at tale om døden?

»Jeg tror, folk er bange for at gøre dig ked af det. Men du kan ikke blive mere ked af det, end du er, når du lige har mistet. Så det er en form for misforstået omsorg ikke at turde spørge ind til det,« siger Helle Madsen.

På Sorglinjen er samtalen om døden naturlig.

»Det, der er det mærkelige – og i virkeligheden også det fede – er, at mennesker ringer ind, åbner sig op, og det er ret prisværdigt. Og det gør vi, der arbejder derinde jo også. Jeg giver jo altid en bid af mig selv. Men jeg synes, det giver mening at gøre det. Jeg håber, at den, der sidder i den anden ende slutter af med at have en fornemmelse af, at det kan godt blive bedre. Man kan godt komme til at fortsætte sit liv. Hvis de kan sidde med sådan en tanke bagefter, så synes jeg, at jeg har gjort noget godt.«

Til at begynde med var det svært at løfte telefonrøret og sige ’Sorglinjen, det er Helle’, men hurtigt gav samtalerne værdi for Helle Madsen.

»I begyndelsen tog jeg samtalerne med hjem, men jeg har aldrig haft det sådan, at det har fyldt på en dårlig måde. Nu er jeg blevet bedre til ikke at tage dem med hjem. Vi taler indbyrdes på Sorglinjen om de samtaler eller chats, vi har. Det er hårdt at høre, menneskers historie. Men vi bliver nødt til at kigge indad og sige, jeg kan godt komme videre. Jeg skal leve med det resten af mit liv, men jeg lærer at håndtere det bedre og bedre,« siger Helle Madsen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Livredderaspiranter i vandet i Øbro-Hallen.

Optagelsesprøve i svømmehallen: Livreddere på vej til sommer

Kate Bøggild kigger ud af sit stuevindue med udsigt et stillads, som har været nærmeste nabo i foreløbig halvandet års tid.

Kate i bygge-mareridt: »De kunne i det mindste sige undskyld«