Det er de udholdende orienteringsløbere, der tager udfordringen op, når ‘Vinterlang 2020’ kommer til Frederiksberg søndag 26. januar.
Det er de udholdende orienteringsløbere, der tager udfordringen op, når ‘Vinterlang 2020’ kommer til Frederiksberg søndag 26. januar. - Foto: Ernst Poulsen

Orienteringsløb af den barske slags

Det er de udholdende typer, der er bud efter, når Amager Orienteringsklub 26. januar inviterer til ‘Vinterlang 2020’ på Frederiksberg. Der er tale om en barsk orienteringsudfordring. Den længste bane er 16 kilometer lang.

For de fleste kræver det lidt af en indsats at løbe 16 kilometer. Men hvis man samtidig selv skal finde vej gennem byens baggårde og små stier med kort og kompas, bliver opgaven løftet til et nyt niveau. Tilføjer man januar-kulden, er der tale om en ret kontant omgang.

Den udfordring kan man nu prøve på Frederiksberg, når Amager Orienteringsklub indbyder til ’Vinterlang 2020’. Banerne varierer fra de lette på to-tre kilometer op til de tænder-udtrækkende 16 kilometer – plus de omveje, man selv kommer til at lave undervejs.

»Det kræver et helt særligt mentalt fokus at kunne koncentrere sig 16 kilometer i træk og blive ved med at læse de mindste detaljer i kortet,« fortæller stævneleder Julia Bjerre Svendsen og fortsætter:

»Efterhånden som man bliver presset fysisk, så vil de fleste løbere begynde at begå fejl. Det kan være man ikke får taget det bedste vejvalg eller, at man overser detaljer, når man skal navigere ind til en godt gemt post i en baggård, bag nogle hegn eller i en kælderskakt. Det kan hurtigt koste en del omveje og tidstab.«

Løb for hele familien

Julia Bjerre Svendsen understreger dog i samme moment, at ’Vinterlang 2020’ også omfatter mindre krævende baner:

»Der er i alt fem ruter: to, fem, syv, 13 og 16 kilometer. De korte baner kan også klares af begyndere, og der vil være hjælpere tilstede som kan give en introduktion til kort og kompas for førstegangs-løbere,« siger hun og tilføjer:

»I år har vi et særligt tilbud til familier. Hvis to voksne og to børn skal deltage vil det normalt koste 340 kroner, men vi gør en særlig indsats for at få familier ud at løbe sammen. Derfor kan hele familien deltage for 100 kroner uanset hvor mange børn og voksne, der løber sammen.«

Orinteringsruterne vil bringe deltagerne rundt på store dele af Frederiksberg – lige fra Lindevang Station i vest til Landbohøjskolen i øst.

’Vinterlang 2020’ på Frederiksberg finder sted søndag 26. januar fra kl. 10.00. Der er mødested på Skolen på Nyelandsvej.

Tilmelding kan ske på runamok.dk, men det er også muligt at tilmelde sig på dagen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Orkesteret Plenum spiller vinterkoncert i Frihavnskirken.

Oplev musik af Mozart, Ravel og Borodin i Frihavnskirken

Operaen ligger på Pusher Street inde på Christiania

Vrik til 00‘er musik fra Boogielisten på Christiania