Lersøen var engang en sø.
Lersøen var engang en sø. - Foto: Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Lersøbøllerne – inspiration for Storm P.

Lersøen var en af de få naturlige søer på Østerbro, men den groede til mose i løbet af 1800-tallet, og omkring 1900 var den blevet til et vildt morads.

Søen og de omkringliggende områder strakte sig fra Mindelunden over til Frederikssundvej, samt fra Bispebjerg til Haraldsgade. I området blev der, i sidste halvdel af 1800-tallet, plantet masser af pilebuske, og disse blev skåret ned et par gange om året, hvorefter materialet blev givet til Blindeinstituttet og solgt til kurvemagerne.

Og derude i pilekrattene, på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro, boede Lersøbøllerne, som var hjemløse vagabonder med stor frihedstrang. De holdt til i huler og i småhytter, bygget ved at pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. På en stor losseplads i parken kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.

Lersøbøllerne siges at have dannet model for Storm P’s tegninger af fornøjede vagabonder. Deres liv var dog ikke specielt fornøjeligt, men frit var det.

Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden.

Karen Spidsmus var datter af Den Glade Sandmand. Og så var det jo også Maja Robinson. Man sagde, at hun var lægefrue fra Australien.

Hun gik under navnet Fælledens dronning. Som ung havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik altid rundt med et billede af sig selv fra dengang, indtil det var slidt op.

Tobaksfabrikken A/S Lichtinger lå omkring Jagtvej 169. Her var en række kvindelige arbejdere, der gang på gang forsøgte på, at få Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra inderst til yderst. Men det hjalp ikke.

Hun forsvandt jævnligt, når hun så vendte tilbage, var der ballade derude. For alle ville være hendes kavaler. Men det var altid Proppen, der vandt. Han var den stærkeste.

Og der var en lang række andre med farverige historier.

Nogle arbejdede som skærslibere, nogle tiggede og andre klunsede. Man gik ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade.

Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var tre-fire dage gamle.

Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte dog også, at Københavns underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia.

Og så kunne man som regel tage en 14-16 stykker med ned til stationen.

Det var forbudt med åbne ild på grund af brandfaren, men lersøbøllerne skulle jo have noget mad, så de lavede bål eller tændte spritapparater for at stege flæsk eller en gang hestefrikadeller. Det medførte så nogle konfrontationer mellem politi og bøllerne, disse endte også jævnligt i retten. Men i det store og hele levede politi og lersøbøller fredeligt side om side.

Civilisationen rykkede dog nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerupbanen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 190– 10 var området friseret for bøllerne.

En del af området blev i 1911 udlagt som offentligt anlæg og kaldt Lersøparken.

Lersø Parkallé er anlagt efter 2. verdenskrig som en forlængelse af den tidligere Klædebo Park Allé mellem Jagtvej og Haraldsgade.

Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Bryggervangen 62

www.2100lokalhistorisk.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Den historiske bygning er blevet renoveret fra kælder til kvist. Folkene bag er lykkedes med at bevare stedets historiske ånd og charme og ikke mindst husets smukke arkitektur. Vandværket rummer café, restaurant, konference- og mødefaciliteter, kontorfællesskab samt selskabs- og eventlokaler.

Der er sket underværker på Vandværket

Michael Riis Christensen opholder sig ofte på Anker Jørgensens Plads, hvor han tit møder kriminalassistent Jesper Nielsen, der er nærbetjent i Sydhavnen. Michael Riis Christensen sætter stor pris på de lokale betjentes tilstedeværelse i Sydhavnen.3

Når politiet er nært: »Nærpolitiet kommer gerne ud og tager en snak«