Tove Stæhr sidder i karnappen med avisartiklerne om babyliget.
Tove Stæhr sidder i karnappen med avisartiklerne om babyliget. - Foto: Sophia Lehrmann

Hvem lagde babyliget på loftet? 93-årige fru Stæhr vil løse mysteriet

Onsdag 29. januar vil 93-årige Tove Stæhr fra Frederiksberg optræde som vært på DR2, når første afsnit af ‘Fru Stæhr og mysteriet om babyliget på loftet’ ruller over skærmen.

Af Sophia Lehrmann

På årets sidste sommerdag, 31. august 2018, sidder Tove Stæhr som sædvanligt og nyder sin morgenkaffe i karnappen på Prinsesse Maries Allé 11, hvorfra hun kan holde øje med nabolaget. Hun har boet på adressen siden juli 1958 og er vant til, at der sker lidt af hvert, men den her dag er hun lige ved at få kaffen galt i halsen.

Klokken 8 ringer det på døren. Det plejer aldrig at ringe på sådan direkte ved hendes hoveddøren.

Hun går ud og åbner med en vis portion mistænksomhed. Kun på klem. Det viser sig, at være en høj, nydelig kvinde fra kriminalpolitiet.

Der er sket en forbrydelse i ejendommen, og politikvinden skal have adgang til Tove Stæhrs loft. Hun beder hende derfor om nøglen til loftrummet.

»Jeg lover at fortælle, hvad det hele drejer sig om senere,« siger politikvinden.

Der går en times tid, før kvinden kommer ned til Tove Stæhr på første sal igen.

I forbindelse med en stor renovering af ejendommen, har en stilladsarbejder fundet en papkasse dybt inde i skunken på 6. sal, der til stor forbavselse indeholdt et lillebitte babyskellet.

Alle på Prinsesse Maries Allé 9 og 11 bliver afhørt af politiet i løbet af dagen. Har de lagt mærke til noget usædvanligt i ejendommen eller måske set noget eller nogen oppe på loftet?

Barndommens gade

Efterforskningen viser, at babyen er blevet lagt på loftet for mange år siden, og politiet dropper efter noget tid at gøre mere ved sagen. Mysteriet er dog langt fra afsluttet for Tove Stæhr.

Sanne Gottlieb, der er også er vært på programmet – og som har boet på Prinsesse Maries Allé i sin barndom, kontakter fru Stæhr.

»Kan vi tage en sludder en dag omkring babyliget, der er blevet fundet på loftet?« spørger hun.

Vært ved et tilfælde

De finder en dag, der passer dem begge, og til Tove Stæhrs store overraskelse dukker der mange mennesker op i hendes lejlighed. »Sanne mødte op med et helt filmhold. Så måtte jeg pludselig brygge kaffe til 10 personer. Og så sad jeg ellers i saksen,« fortæller Tove Stæhr.

TV-produktionsselskabet Eddy Media havde nemlig besluttet at undersøge sagen nærmere i et TV-format. Efter mødet insisterede de på at få Tove Stæhr som medvært på programmet. »Jeg måtte lige ringe til min datter Bente og spørge, om det var okay for hende, at hendes mor skulle på TV,« siger Tove Stæhr. Og det var heldigvis fint.

Fru Stæhr har aldrig lavet TV før, men hun har altid haft lidt af en performer i maven, fortæller hun. I gymnasietiden på Nørre Gymnasium i 1940’erne nød hun at spille teater. Hun spillede med i skolekomedien ’Den kære familie’ af Gustav Esmann og blev da også talent-scoutet i den ombæring. Kongelig Mayestaits Acteurs ville have den dengang 17-årige Tove til en teaterprøve. Men hun dukkede aldrig op.

»Sådan noget gør en pige ikke,« havde hendes far sagt.

(artiklen fortsætter under billedet)

Sanne Gottlieb og Tove Stæhr graver i sagen og får en lille en.

Sanne Gottlieb og Tove Stæhr graver i sagen og får en lille en. – Foto: Eddy Media

Et humoristisk indslag

At blive vært som 93-årig ser Tove Stæhr som en stor, humoristisk oplevelse i livet. Hun lever på optimisme og spas – sådan bogstavelig talt, fortæller hun og henviser til de fire kræftforløb, hun har overlevet.

På Frederiksberg Hospital har lægerne i hvert fald fortalt hende, at hun aldrig ville være i live uden sit positive sind.

I 1973 bliver Tove Stæhr for første gang indlagt med kræft på Frederiksberg Hospital. Hun har livmoderhalskræft i galopperende fart. Og som hun selv gengiver, glemte hun at vågne fra en omfattende operationen. »Hvad er det jeg hører – primadonnaen har været ved at gå om hjørnet i nat? Det får sådan én altså ikke lov til – hun bliver stoppet i porten,« var den første kommentar hun fik af en kvindelige overlæge, da hun vågnede.

I hendes journal står der, at hun var væk i lidt tid. Hun erindrer tydeligt nærdøden på Nordre Fasanvej.

»Jeg hang pludselig i loftet og så ned på en tom seng, men så tænkte jeg på min datter Bente og min mand Vagn, og der kunne jeg godt se, at det var synd for dem, hvis jeg skulle forlade dem,« fortæller Tove Stæhr.

Hun bumpede ned i sengen igen og vågnede op med et ikke-eksisterende underliv. Alt væv og kræft var fjernet. Årene 1984-1993 viste sig at blive mindst lige så hårde. Tre gange er hun indlagt på hospitalet med tre omgange brystkræft, men hendes optimisme får hende igennem det, og den er måske også afgørende for, at hun i en alder af 93 år har mod på at kaste sig ud i at være TV-vært.

Datidens Frederiksberg

Havde babyliget noget med besættelsen og modstandsbevægelse at gøre? Eller var moderen en tjenestepige?

Udover at forsøge at finde frem til, hvad der skete med babyen på Prinsesse Maries Allé, handler ’Fru Stæhr og mysteriet om babyliget på loftet’ om den historiske perioden fra starten af 1900-tallet frem til slutningen af Anden Verdenskrig, om kvinder, uægte børn, kvindefængsel og abort.

I hele ejendommens levetid, siden 1906, har der boet utallige tjenestepiger og en del modstandsfolk. Modstandsfolkene har brugt loftet til opbevaring af våben og som mødelokale.

Tove Stæhr og Sanne Gottlieb møder tidligere beboere, bekendte af dem, eksperter og andre personligheder i programmet. Sammen giver kilderne spor til de to kvinder, der forsøger at opklare mysteriet. Hvem der har placeret babyen på loftet, og hvorfor de har gjort det, vil fru Stæhr og Sanne Gottlieb komme tættere på i programmet. En ting er så godt som sikkert: Det må være en, der har haft sin gang i ejendommen på Prinsesse Maries Allé, der har lagt babyen i skunken på loftet.

’Fru Stæhr og mysteriet om babyliget på loftet’ (1:4): 29. januar, kl. 21.00 på DR2

Tove Stæhr har boet på Frederiksberg i 60 år og har været aktiv på Frederiksberg Rådhus for Venstre.

Tove Stæhr har boet på Frederiksberg i 60 år og har været aktiv på Frederiksberg Rådhus for Venstre. – Foto: Eddy Media

Fru Stæhr på vej ud på tur.

Fru Stæhr på vej ud på tur. – Foto: Eddy Media

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Zlatko Jovanovic er klar til at gøre vesterbroerne klogere på situationen i Kroatien.

Balkan-ekspert zoomer ind på situationen i Kroatien

Visionen for Nuuks Plads, set fra Rantzausgade.

Nu løftes sløret: her er den nye vision for Nuuks Plads