Københavns Museum åbner 7. februar i lokaler, der tidligere husede Overformynderiet.
Københavns Museum åbner 7. februar i lokaler, der tidligere husede Overformynderiet. - Foto: Martin Sørensen (arkiv)

Københavns Museum minder os om behovet for ligestilling

Af Franciska Rosenkilde (Alt.), kultur- og fritidsborgmester

Hovedstaden får snart en ny og på sin vis gammel attraktion: Københavns Museum. Museet åbner nemlig i næste måned. Og det er i en stærkt historisk bygning i Stormgade 18, vi snart slår dørene op.

Jeg var for nylig forbi museet, hvor indretningen er ved at tage form. Og I kan godt glæde jer. Men for 125 år siden husede de samme sale den statslige institution, ’Overformynderiet’, der havde til formål at tage vare på såkaldte umyndige personers formue.

Det var særligt voksne kvinder, der var indsat som arvinger med Overformynderiet som forvalter af deres formue. Så selvom der fra 1857 formelt set var fuld ligestilling mellem kvinder og mænd i arveretlig forstand, var der tilsyneladende ikke den store tillid til, at kvinder kunne forvalte den arvede kapital. Kvinderne skulle ganske enkelt møde op for at få udbetalt deres egne penge.

Det er tankevækkende, at man i 1800-tallet ikke havde større tiltro til kvinders økonomiske sans. Ligesom det er tankevækkende, at vi – vurderet ud fra manglende ligeløn – stadig i 2020 vurderer kvinders arbejde som mindre værdifuldt end mænds. Vi har brug for at gøre oprør mod de institutioner og strukturer, der fastholder forældede kønsroller.

På museet kan man opleve, hvordan denne del af historien er afbilledet i en stor glasmosaik fra 1902, som udgør et vinduesparti på endevæggen ved den imponerende hovedtrappe. Her er tale om en smuk dekoration. Men faktisk kan mosaikkens værdigt udseende kvinder også ses som kunstnerens kritiske svar på datidens kvindesyn – et kvindesyn, som var længe om at ændre sig.

Derfor er det også væsentligt, at vores nye Københavns Museum formidler denne del af Københavns 1000-årige byhistorie. For ligestillingskampen er – desværre – langt fra slut.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hygge med juletræer.

Rettelse: Kom af med juletræet

Borgmester Simon Aggesen (K) inviterer på fire byvandringer i starten af februar måned.

Om byens fremtid: Borgmester inviterer på byvandringer