Train of Pain er fra venstre Lars Meibom, bas, Nick Colic, guitar, Peter Petersen, vokal og Jacob Hall, guitar.
Train of Pain er fra venstre Lars Meibom, bas, Nick Colic, guitar, Peter Petersen, vokal og Jacob Hall, guitar. - Foto: Jan G. Pedersen

Albumdebut: Hardrock og blues mødes i kupéen hos Train of Pain

Tag to guitarister – en inspireret af 70’erne, den anden af 80’erne – og smid så en sanger ind med rødder i Christianshavns Blues Band. Så er du om bord på Train of Pain, hvor vi har mødt Jacob Hall og Peter Petersen.

Det er hardrock. Der er fuld smadder på guitarlyden. Sangteksterne på engelsk fremføres af en blues’et baryton. Og en del af numrene eksperimenterer med skæve rytmer, der udfordrer lidt mere end din fire fjerdedels-fod.

Sådan kunne en ultrakort beskrivelse af hardrockbandet Train of Pain lyde. En kvartet bestående af de to guitarister Jacob ’Jaxe’ Hall og Nick Colic, der står for henholdsvis tekster og musik, bassist Lars Meibom, forsanger Peter ’Blues’ Petersen plus en foreløbig freelance trommeslager.

4. januar sendte bandet sit første album ’All Aboard’ på gaden. Vi har mødt to af smertetogets lokomotivførere, der både bor og har rødder her på Amager; 49-årige Jacob Hall og 57-årige Peter Petersen.

»Jeg har spillet guitar stort set hele mit liv. Min stedfar spillede guitar, og jeg er vokset op med klassisk og spansk guitar. Siden har jeg spillet on and off i forskellige genrer: verdensmusik, jazz og rock, og jeg har sunget rock i et band i midthalvfemserne. Guitaren tog jeg seriøst op igen for en ti år siden,« fortæller Jacob Hall.

»Jeg spillede første gang for andre mennesker, da jeg var 26 år. Jeg gik derhjemme og sang altid. Min kæreste forlod mig, fordi hun blev kæreste med en musiker. Og så ringede hun en dag, og sagde: Prøv at hør: Min nye kærestes orkester mangler en sanger. Og jeg tænkte: Årh, de er eddermame ikke kede af det, men jeg gjorde det alligevel og syntes jo, det var sjovt,« fortæller Peter Petersen.

Siden havde han i starten af 90’erne tre år som professionel musiker i legendariske Christianshavns Bluesband med Lone Kellermann i front.

»Vi spillede 90 jobs om året og alle festivalerne. Det var en supergod skole og det var skidesjovt. Så holdt jeg op med at spille igen i midten af halvfemserne, der skete ikke så meget,« siger Peter Petersen.

I de seneste år har han været en del af bandet Skygger & Skønhed, som spiller fortolkninger af C.V. Jørgensens sange. Men så en dag ringede Jacob Hall.

Countryknæk og halvjodlen

Siden 2015 har Jacob Hall og Nick Colic haft Train Of Pain i støbeskeen, og da de besluttede at indspille et album, uden at have et fast orkester, skulle de bruge en vokal.

»Vores fælles historie er jo den, at min storebror spillede sammen med Peter, blandt andet i Christianshavns Bluesband. Så jeg kender Peters stemme fra mange ting; den der fede blues og det country-knæk, han har, og vi er meget åbne over for at blande genrerne. Jeg ringede til Peter, og han kom og sagde: »Jamen, jeg er jo ikke rocksanger.« »Bare syng som du plejer,« sagde vi. Så sang han nummeret ’Run boy’ helt frit fra leveren, og så sagde jeg: »Det der skal du bare blive ved med, det hang pissefedt sammen.« Vi var solgt og sagde: »Peter, du må ikke gå nogen steder.« Og så har vi truet ham til at blive siden, ha ha ha,« griner Jacob Hall.

»Det var lidt katten om den varme grød, og hvem skal spørge først: Skal vi være kærester eller skal vi ikke være kærester. Jeg tror, vi alle sammen havde det sådan, at: Hov, der er noget her, der er anderledes, ikke. Du siger country-knækket, det er sådan noget halv-jodlen ind over det her hardrock,« siger Peter og fortsætter:

» Det morsomme er, som en udefra også har gjort mig opmærksom på, I har en guitarist, der er inspireret af 70’erne, en guitarist der er inspireret af 80’erne, og så har I et løsgående missil – det er mig – som ikke rigtigt ved, hvad han laver, men som bare gør, hvad han synes er fedt. En skæg blanding, ikke?«

Beckerlees fede fjerhat

Jacob arbejder i lufthavnen, og Train of Pain har med hjælp fra en af hans kolleger fået taget nogle PR-fotos, blandt andet det her på siden, hvor der er fuld skrue på rockattitude og solbriller.

Er man nødt til at gå ’in character’ på et rockfoto, eller føles det bare lidt sjovere og rigtigt?

»Vi aftaler ikke, hvad hinanden tager på af tøj på billederne, hverken når vi spiller eller skal have fotoshoot. Hvis jeg har lyst til at have solbriller på og en sjov jakke, der står åben, så gør jeg det. Både fordi jeg synes, det er sjovt, men også fordi jeg er træt af at se, at mange bands står i en sort t-shirt og ligner hinanden, og det keder mig. Det var meget mere flamboyant og fedt i 80’erne. Som knægt sagde man: Fuck mand, se de der gutter! Lever de sådan, går de virkelig i sådan noget tøj i det virkelige liv? Det synes jeg er fedt, og det billede vil jeg godt være med til at skabe,« siger Jacob.

»Jeg kan huske det der med at være en ung mand, eller en stor dreng fra Christianshavn og møde Franz (Beckerlee fra Gasolin, red.). Altså, Gasolin eksisterede ikke mere, men Franz gik stadig rundt i militærjakke, trompetbukser og stor hat med fjer i, der var fuld smadder på. Og han skulle bare op på bistandskontoret,« siger Peter.

»Man skal da skille sig ud, det er så fedt! « siger Jacob.

»Det er også rigtigt, at vi træder ’in character’. Jeg smøger lige ærmerne en ekstra gang op og tager 30 armbøjninger, inden vi skal have taget billeder,« siger Peter.

Prøvejob i en bikerklub

Der var releasefest for det nye album 4. januar, og 31. januar spiller Train of Pain ved arrangementet Club Demonic VII på Beta.

Inden da har Train of Pain haft en enkelt optræden på en scene.

»Vi spillede vores første prøvejob i en bikerklub på Amager. Jeg har jo spillet i masser af sådan nogle klubber før i tiden, og hvis de vipper lidt med foden, så er det den vildeste anerkendelse. Og vi oplevede et publikum, der stod og piftede, hujede, råbte og skreg. Og hey, så har vi ramt noget, hvis vi kan få de her drenge til at vise følelser og begejstring,« siger Peter.

Ved I, hvem jeres publikum er?

»Det ved vi faktisk ikke. Men jeg bor jo på Christianshavn. Og når der er Copenhell, så kan jeg se alle de venlige, tykke mænd i 50-års alderen i sorte t-shirts med et bandnavn på, som står pænt i kø og venter på bussen ud til Refshaleøen. Det er vores publikum, tror jeg. Voksne mennesker. Og så tror jeg, at der er en 80’er-bølge på vej, den tror jeg godt vi kan ride med på,« siger Peter.

Hvor langt rækker ambitionerne?

»En realistisk ambition: Jeg kunne godt tænke mig, at vi spillede på Copenhell i 2022, om to et halvt år,« siger Peter.

»Hvis vi kan lave flere numre og fortsætte kampgejsten er det bestemt ikke urealistisk. Og mit drømmescenarie er, at vi kan komme ud og spille så meget fredag og lørdag, så det kunne gå op med, at man kunne sælge nogle vagter, arbejde lidt i hverdagene og så leve af det,« siger Jacob.

Train of Pains album All Aboard udkom 4. januar, også digitalt. Train of Pain spiller på Beta 31. januar til Club Demonic VII sammen med grupperne Tilvidør og Forced Ingestion

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Borgmester Simon Aggesen (K) inviterer på fire byvandringer i starten af februar måned.

Om byens fremtid: Borgmester inviterer på byvandringer

Hvordan skal det nuværende bibliotek på Jagtvej afløses?

Infomøde om biblioteksplaner