125 sigtelser blev det til, da Københavns Politi i sidste uge rykkede ud til 11 udvalgte skoleveje. En af dem var Høffdingsvej i Valby, hvor 35 sigtelser blev uddelt.
125 sigtelser blev det til, da Københavns Politi i sidste uge rykkede ud til 11 udvalgte skoleveje. En af dem var Høffdingsvej i Valby, hvor 35 sigtelser blev uddelt. - Foto: Michael Bager / Ritzau Scanpix (Arkiv)

Politi på skolevej: »Det mest bekymrende er, at de ikke respekterer skiltningen, som er lavet for børnenes sikkerhed«

Overtrædelse af skiltning med indkørsel forbudt og voldsomme overskridelser af fartgrænserne var nogle af de forseelser, Københavns Politi mødte, da de i sidste uge var til stede ved lokale skoler i Valby og Sydhavnen.

11 københavnske folkeskoler fik i sidste uge besøg af færdselsbetjente fra Københavns Politi, som skulle sikre, at færdselsreglerne bliver overholdt på skolevejene. Det er desværre langtfra tilfældet, for 125 sigtelser blev det til, og det er for mange, konstaterer Bettina Blom Appleyard, der er politikommissær i færdselsafdelingen ved Københavns Politi:

»Jeg synes, det er for mange, især når vi taler om, at det er skoleområder, hvor der er mange børn, der færdes. Hele 88 sigtelser blev givet til folk, der ikke respekterer skiltningen, fordi de tænker, at jo bare lige skal et eller andet. Det er bekymrende, når man tænker på, at skiltningen er lavet for børnenes sikkerhed,« siger hun.

Lokale overtrædelser

Færdselspolitiet var også i Valby, hvor de rykkede ud ved skolerne på Høffdingsvej mandag og tirsdag i sidste uge. Her endte 35 billister med en sigtelse, hvoraf 19 blev sigtet for ulovlig indkørsel alene om mandagen. Fem havde travlt med komme videre og fik gasset så hårdt op, at de blev sigtet for unødig støj og røg, hvilket koster 1.000 kroner. Bettina Blom Appleyard fortæller, at det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer på politiets tilstedeværelse:

»Det er mit indtryk, at langt de fleste er glade for, at vi holder øje derude. Generelt hvis man får en bøde for noget, som man ikke selv oplever som verdens største overtrædelse, så bliver man irriteret og har svært ved at acceptere det. Man skulle jo bare lige aflevere, og det regnede, og man ville gerne tæt på skolen. Der er mange grunde, men jeg ville ønske at folk i stedet ville fokusere på at være rollemodeller for deres børn i trafikken,« siger politikommissæren og tilføjer, at færdselspolitiet i denne uge er tilbage ved udvalgte folkeskoler, hvor de kontrollerer, om cyklisterne overholder reglerne.

Også ved Ellebjerg Skole var der kontrol, her havde ordensmagten dog sat ind med en af deres automatiske trafikkontroller, som målte trafikken på P. Knudsens Gade:

»Her målte vi blandt andre en billist, der kørte 96 kilometer i timen i det tidsrum, hvor børnene bliver afleveret i skole,« fortæller Bettina Blom Appleyard.

Og det på en strækning, hvor man kun må køre 50 kilometer i timen

Her kan vi lige tilføje, at man får et klip i kørekortet, når man overskriver hastighedsgrænserne med 30 procent og en betinget frakendelse af det lyserøde kort, når man sender speederen 50 procent over det tilladte.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Elever fra Ørestad Skole behøver ikke tage helt til Amager Fælled Skole for at blive undervist.

Politikere jubler over løsning: Ørestad-elever bliver i Ørestad

Christian Poulsens udsigtslejlighed ved Christianshavns Kanal.

Tidligere landsholdsspiller sælger lejlighed til svimlende beløb