Der er i dag tirsdag møde mellem forældre og forvaltning, efter forældre og personale har protesteret over, at den integrerede institution Galaxen skal have mast 15 affaldscontainere ind på sin lille legeplads. Fra venstre forælder Signe Thomsen, forælder Mette Østrup Rasmussen med datteren Ellie, pædagog Jytte Pallisgaard og forælder Nanna Lodberg Theut.
Der er i dag tirsdag møde mellem forældre og forvaltning, efter forældre og personale har protesteret over, at den integrerede institution Galaxen skal have mast 15 affaldscontainere ind på sin lille legeplads. Fra venstre forælder Signe Thomsen, forælder Mette Østrup Rasmussen med datteren Ellie, pædagog Jytte Pallisgaard og forælder Nanna Lodberg Theut. - Foto: Hanne Bjørton

Børneinstitution: Nej tak til 15 affaldscontainere på vores legeplads

Forældre til børn i institutionen Galaxen er kommet med et nødråb, efter institutionen fik besked om at afgive 60 kvadratmeter af sin lille legeplads til 15 affaldscontainere. Der arbejdes på en løsning, forsikrer børne- og ungdomsborgmesteren.

Om godt en uge – 22. januar – skal spaden sættes i jorden på legepladsen hos den integrerede institution Galaxen på Øresundsvej. Ikke for at bygge et nyt legeredskab, men for at gøre plads til et affaldsskur til 15 affaldscontainere.

Læs om ny udvikling i sagen: Protester hjalp: Galaxens legeplads ser ud til at slippe for affaldscontainere

Skuret vil ifølge planerne kræve op til 60 af legepladsens 390 kvadratmeter.

Legepladsen benyttes dagligt af 46 børn fra institutionen. Morgen og eftermiddag står den til rådighed for yderligere 50 børn før og efter deres bustur til en udflytterbørnehave i Dragør.

Forældre og personale i Galaxen er i oprør over beslutningen.

»For at sætte det i relief; en typisk villahave her på Amager er på 600 kvadratmeter. Legepladsen her er kun 390 kvadratmeter, og så vil de tage op til 60 kvadratmeter til affaldscontainere,« siger Signe Thomsen, der har en datter i vuggestuen.

»Vi synes, det er synd at indskrænke børnenes lege- og bevægelsesmuligheder. Og så virker det ikke særligt hygiejnisk at lade børn lege rundt om 15 affaldscontainere. Her er en vuggestue, så der er tit bleer, og køkkenet kommer med madaffald, så på en varm sommerdag kunne det give nogle lugtgener,« siger pædagog i Galaxen, Emily Lise MacDonald.

Arbejdsmiljø eller børn

Forældregruppen har holdt møde med forvaltningen, skrevet til overborgmester Frank Jensen (S), børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) samt politikere fra alle partier i Borgerrepræsentationen.

Og nu ser det ud til, at der i hvert fald arbejdes på en løsning, ifølge børne- og ungdomsborgmesteren.

»Jeg kan sagtens forstå, at forældrene er optaget af deres børns legeplads. Jeg ved, at kommunens affaldsansvarlige har et møde med forældrene og institutionen i denne uge, og mon ikke det er muligt at finde en løsning, som alle kan leve med. Børne- og Ungdomsforvaltningen bidrager gerne til en løsning, også hvis det kræver lidt ekstra tid,« skriver Jesper Christensen til Amager Bladet.

Børne- og Ungdomsforvaltningen er først i sidste øjeblik blevet involveret i sagen.

Beslutningen om affaldsskuret er nemlig truffet af Københavns Ejendomme under Økonomiforvaltningen. Sagen handler om renovationsarbejderes arbejdsmiljø.

I dag står affaldscontainerne på et gennemgangsareal i Galaxen, og kommunens gårdmænd kører dem ud til Øresundsvej, så renovationsfirmaet i løbet af tre timer kan tømme dem.

Det tidsrum er nogle gange for lille, og derfor ville forvaltningen placere containerne på legepladsen ved plankeværket ud til Øresundsvej, så renovationsfirmaet fik direkte adgang.

Tænk ind i Musiktorvet

Forældrene og institutionen har foreslået flere løsninger som alternativ.

Kommunens gårdmænd har tilbudt at lade containerne stå i længere tid, før de køres tilbage.

Personalet i Galaxen har tilbudt, at deres cykelskur inddrages og pladsen bruges til affaldscontainerne, men det er ikke en mulighed på grund af regler om skel.

Forældrerådet har desuden undersøgt, om der kan inddrages plads ud mod naboen, Musiktorvet, til containerne.

Og den bold har Enhedslisten og Alternativet taget op i et forslag, de har stillet på Børne- og Ungdomsudvalgets møde på onsdag om, at stoppe arbejdet og få undersøgt, om der kan findes en bedre løsning, måske for alle kommunale institutioner omkring Musiktorvet.

»Vi har i en Ressource- og Affaldsplan for et år siden afsat mulighed for at skabe kildesortering på offentlige pladser. Så der er allerede et ønske og en beslutning om inden 2024 at tilbyde kildesortering, selv om man bor et sted med trange gårdmiljøer, der ikke har plads til at kildesortere. Det er jo helt oplagt at undersøge, hvad man kan gøre på Musiktorvet,« siger Gorm Gunnarsen (EL).

Han er ikke tilfreds med, hvordan sagen er håndteret.

»Der ligger kritiske forhold om kontrakter med renovationsfirmaet. Det har man taget stilling til inden for forvaltningens råderum, men man kan godt sige som politiker, at det er rivende galt, at der ikke er en bedre koordinering mellem forvaltningerne,« siger han.

Forældrene håber, at der kommer en løsning.

»Ja, vi håber. Det virker som om, at nogen har prøvet at løse et problem fra et skrivebord. Det giver ingen mening i forhold til, hvordan man prioriterer børneliv både landspolitisk og i København,« siger Nanna Lodberg Theut, der har en datter i børnehaven.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Læringskonsulent i Københavns Kommune Sine Tjerrild Bruhn overrækker diplom til skoleleder Henrik Wilhelmsen.

Nørrebro Park Skole er nomineret til ny røgfri pris

Mød Merete Pryds Helle i Café Oasen.

Mød kendt forfatter på biblioteket