Bibliotek i ny indretning: »Grundlæggende handler det om at skabe mere tryghed«

Vigerslev Biblioteks lange mørke gange af bogreoler, der stjæler udsynet og skaber utryghed, er nu blevet udskiftet med nye lavere reoler og en mere luftig indretning. Kom med til indvielse klokken 15.30 onsdag 8. januar.

Hvis det er et stykke tid siden, du sidst har været forbi Vigerslev Bibliotek, så husker du måske stedet for sine høje reoler, kringelkroge og gulvtæpper. Hyggeligt vil nogen mene. Utrygt vil andre sige, fordi indretning med de lange mørke bogreoler stjæler udsynet.

Sådan er det ikke længere, for når Vigerslev Bibliotek onsdag 8. januar inviterer til en indvielse kl.15.30, er det nemlig fordi, de gerne vil fejre deres nye indretning, som giver biblioteket et helt andet udtryk, fortæller leder Monica Finderup:

»Når man kommer ind på biblioteket nu, kan man se hele rummet, og man er ikke i tvivl om, hvad der sker her, for det kan man allerede se udefra. Før kiggede man ind på reolgavlene, så man kunne faktisk ikke engang se bøgerne, før man bevægede sig ned ad gangene mellem reolerne. Det vidste vi egentlig godt, men vi har aldrig rigtig tænkt over det,« fortæller hun.

Mere liv i biblioteket

Det er efterhånden tre måneder siden, at den store nyindretning begyndte, så har du været forbi Vigerslev Bibliotek fornylig, har du helt sikkert opdaget, hvad vi taler om.

Projektet kom i stand, da Kultur- og Fritidsforvaltningen udvalgte Vigerslev Bibliotek som et af de steder, hvor man ville forsøge at skabe mere tryghed ved at indrette stedet på en ny måde. En opgave, de har fået hjælp til af virksomheden Indretningsfabrikken:

»Der har været rigtig meget fokus på at skabe liv i rummet, når vi bibliotekarer ikke er på arbejde, for der jo efterhånden rigtig meget selvbetjent tid på biblioteket, og der må det ikke føles som et lukket og forladt rum,« fortæller Monica Finderup og uddyber:

»Noget andet er, at alt herinde er på hjul, så vi nemt kan lave om, hvis vi ikke synes, det lige står rigtigt. Det er super fedt, at man kan det, for vi har altid været meget låst i indretningen tidligere. Det er også Indretningsfabrikken, der står bag vores nye lavere reoler, podierne og vores læsehuler, som står langs væggene, hvor man kan sætte sig og læse en god bog.«

Mere fokus på forsider

Med en indretning, hvor de gamle høje og mørke reoler er blevet udskiftet med lavere og mere luftige reoler, er der blevet lidt mindre plads til bøgerne, men det er kun voksenlitteraturen, der er blevet beskåret en smule, forklarer Monica Finderup:

»Alle børnematerialer er her stadig, for vi har mange børnefamilier, der kommer her, og der er mange børn og unge i lokalområdet, der bruger os. Noget andet er, at vi også fokuserer meget mere på udstillinger, hvor man kan se bøgernes forsider, i stedet for at man altid bliver mødt af en bogryg, på den måde håber vi, at folk kan blive inspirerede, når de er her,« forklarer bibliotekslederen.

Åbent hus på Vigerslev Bibliotek

  • Onsdag 8. januar fra klokken 15.30-17.30

  • Biblioteket vil summe af liv med aktiviteter i det nyindrettede rum, hvor forskellige foreninger og samarbejdspartnere står klar til at fortælle, hvad de kan byde ind med.

  • Der vil også være lidt godt til ganen og lækkerier fra Madskolen. Og så står bibliotekets ansatte naturligvis klar til at vise rundt i det ’nye’ bibliotek.

  • Kan du ikke nå at komme med til åbent hus, så er du altid velkommen til at spørge om hjælp i den betjente åbningstid.

  • Kilde: Vigerslev Bibliotek

Mere lys, luft og overblik skal være med til at skabe en øget tryghedsfølelse på Vigerslev Bibliotek, der har gennemgået en indretningsmæssig forvandling af de større.
Mere lys, luft og overblik skal være med til at skabe en øget tryghedsfølelse på Vigerslev Bibliotek, der har gennemgået en indretningsmæssig forvandling af de større. – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
‘Desværre er det ikke alle på Nørrebro og i Nordvest, der kan finde ud af at udøve tolerance. Faktisk er der en række såkaldte antifascistiske grupperinger, populært kaldet Antifa, som med vold, chikane og trusler forsøger at bekæmpe dem, de er uenige med’, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.

Tema/Nørrebros Tolerance: Det er på tide, at I siger fra overfor Antifas voldelige intolerance

Messe i DGI Byen vil gøre dig klogere på tilværelsen som pensionist.

Messe i DGI Byen: Bliv inspireret til en aktiv tilværelse som pensionist