Sebastian Dorset omfavner retsstaten i sin nytårstale. Den 49-årige komiker har boet på Frederiksberg siden 2003.
Sebastian Dorset omfavner retsstaten i sin nytårstale. Den 49-årige komiker har boet på Frederiksberg siden 2003. - Foto: Bo Børresen

Gud bevare retsstaten

Frederiksberg-komikeren Sebastian Dorset har trodset sin begrænsede viden om nytårstaler og skrevet en – med egne ord – lang og sur en af slagsen.

Kære læser. Jeg kender ikke meget til nytårstaler. Min primære reference er Hendes Majestæt Dronningens årlige – og den tør jeg ikke omtale uden frygt for at skabe raseri blandt de royale.

Men alligevel: Dronning Margrethe II takker altid for, hvad hun har oplevet på sine rejser rundt i rigsfællesskabet i årets løb. Jeg har kun været en uge på Bornholm, så jeg vil nøjes med at sende en tak til nogle helt andre – og nej, det er ikke søens folk.

Jeg vil i stedet takke en frederiksbergsk café for at have opstillet absurde mængder caféborde – langt ud over det udholdelige – engang i sensommeren. Denne blokade af fortovet var nemlig årets øjenåbner for mig (ja, det har været et vildt 2019).

Jeg ventede, sammen med mine to hunde, bag et yngre par på, at fodgængerstrømmen i modsatte retning kom forbi, så vi også kunne få lov at passere caféens nærmest barrikadeagtige tableau af udendørsmøbler.

Mens jeg venter med middelsvær irritation og to tumpede hunde, hører jeg kvindedelen af parret foran mig udtrykke nogenlunde samme frustration (som mig, ikke som hundene) og brokke sig højlydt over, at caféen sådan bare kan spærre et fortov. Og så forklarer hendes kæreste, med verdensmandsmine, at sådan er det jo, for dem i caféen ’skal jo tjene penge’.

Den har jeg tænkt på siden. Ikke på samme sted, for trods forlydende om det modsatte har jeg andet at lave end at stå der. Men det har været en tanke, der har fyldt – ikke kun på de frederiksbergske fortove, men i hele Danmark.

Kan det betale sig at være ærlig?

Inde i byretten sad Britta Nielsen og erkendte at have stjålet over 100 millioner, men hun ville bare ønske, at nogen havde gjort det sværere for hende. Brittas store problem var ikke, at hun burde arbejde med sig selv, men at systemerne i Socialstyrelsen gjorde det for let at stjæle millioner fra dem i landet, som mangler pengene mest.

Hun er (måske) det mest ekstreme eksempel, men Britta, du er ikke alene: Både en institutionsleder fra Frederiksberg, Forsvarets Ejendomsstyrelse, Sygehus Lillebælt og andre instanser har haft deres svindelsager, men også i de mere dagligdags udvekslinger sniger snydermentaliteten sig ind.

Hver gang et nyt netmedie åbner og vover at tage sig betalt for deres indhold, så er der nogen, der diskuterer, om de gider betale, eller om der er digitale genveje indenom. For det skal bogstaveligt talt være besværet værd, hvis man skal betale. Er det for let, så beder folkene bag netmediet jo selv om at blive snydt.

Da Skat begyndte at vakle som en landarbejders rønne i en Jeppe Aakjær-novelle, så var vinklen det samme: Kan det betale sig at være ærlig, når Skat nu ikke har mandskab til at tjekke de tal, man indberetter. Og da det kom frem, at den nye Metroring, der kører her fra Frederiksberg (og heldigvis tilbage igen), ikke havde internetdækning nede i rørene, så var vinklen i en stor, dansk avis at så ’behøvede’ man jo ikke indløse gyldig rejsehjemmel, fordi kontrolløren ikke havde mulighed for at tjekke det.

Jeg forstår godt, at folk kan have meget lidt, og at det for dem er en betydelig post på budgettet med Metro-billetter. Men det virker som om, vi er begyndt at betragte griskhed som det naturlige.

Det er meningen, man skal betale for at benytte sig af Metroen, og så kan vi bagefter diskutere, om det er for dyrt.

Det er kompliceret at finde ud af, hvad man skal betale i skat. Men reglerne er demokratisk vedtagne, og det er fundamentet for vores fællesskab.

Hvis det, at det er ’for nemt’ at snyde gør, at man ikke kan lade være, så er det ikke sikkerheden, der er noget galt med, men snyderens moral.

Røvhuller i farvandet

Da jeg var barn, sad der på nogle p-pladser et skilt med teksten ’Frist ikke svage sjæle’, hvilket var en poetisk omskrivning af ’røvhuller i farvandet’. Men det var også en blid, pædagogisk opfordring til tyvene, for hvem vil være en ’svag sjæl’?

I dag betragter nogle sig mere som ’smarte sjæle’, hvis de snyder sig til noget, som det var meningen, man skulle have betalt for. Måske fordi det er sværere at se, hvem man snyder. Måske fordi vi sidder med en følelse af, at det hele er ved at erodere under os, og det bare gælder om at rage til sig, inden ’de andre’ snupper alt, der ikke er naglet fast.

Jeg er ked af at skulle være moralens vogter, for så ser det godt nok sløjt ud for kommunen, men hvis man vil have en ydelse, så skal man betale, hvad den koster. Alt andet er tyveri – uanset hvor let tyveriet er. Og hvis man gerne vil tjene penge (og det er et fremragende alternativ til at genindføre naturalieøkonomi), så må man tjene penge inden for de regler, der findes – også selvom vores dygtige politi er for hårdt presset til at forlange samtlige regler overholdt. Det er hele fidusen med et samfund:

At vi vedtager, hvad man må og ikke må, og så overlader det til folk selv at holde sig inden for rammerne. Så kan politiet bruge deres tid på de ’svage sjæle’, eller som man rettelig burde titulere dem: Røvhullerne.

Så mit ønske for 2020 er, at vi siger fra, når vi støder på ’smarte sjæle’, der fortæller om deres fikse smutveje. Ikke nøjes med at tænke, det er tyveri, men faktisk nævner det.

Så skal ordensmagten nok få styr på Socialstyrelsen og Forsvaret og Skat og sygehusene og … Åh pyh: Gud bevare retsstaten.

»Da jeg var barn, sad der på nogle p-pladser et skilt med teksten ’Frist ikke svage sjæle’, hvilket var en poetisk omskrivning af ’røvhuller i farvandet’. Men det var også en blid, pædagogisk opfordring til tyvene, for hvem vil være en ’svag sjæl’?,« spørger Sebastian Dorset i sin nytårstale til Frederiksberg.

»Da jeg var barn, sad der på nogle p-pladser et skilt med teksten ’Frist ikke svage sjæle’, hvilket var en poetisk omskrivning af ’røvhuller i farvandet’. Men det var også en blid, pædagogisk opfordring til tyvene, for hvem vil være en ’svag sjæl’?,« spørger Sebastian Dorset i sin nytårstale til Frederiksberg. – Foto: Bo Børresen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Fiskermanden, Pouk Brasch

Miniatureudstilling på Galleri Nybro

Børnehjemmet Kana byder på en dramatisk og grum forhistorie.

Nytårskur med udflugt til det gamle børnehjem