- Foto: René Mølskov

Githa Schultzs nytårsforsæt

Af Githa Schultz

Så er år 2020 begyndt, og jeg har overvejet, hvilke nytårsforsætter jeg har.

Det er ikke meget der umiddelbart dukker op på lystavlen, end det jeg altid gør. Nemlig leve som om sidste dag er i dag og sørge for, at jeg ikke forbliver i noget med andre mennesker, der tapper mig for energi på den negative måde. Så det er nærmest en livslang beslutning. På vej ind i det nye år er der dog en dødssynd, jeg skal have gjort noget ved, og det er dovenskab.

Ikke at jeg ikke passer de pligter, jeg skal, men når det kommer til oprydning, rengøring, muge ud i det jeg ikke bruger, er det som en klap går ned. Man skulle ikke tro, at der på 51m2 lejlighed og 36m2 kolonihavehus kunne rode så meget, men det gør der hurtigt i mine hjem. Rodet ligger mest gemt væk i skabe og skuffer.

Da jeg blev ansat som stewardesse gennemgik jeg en psykologitest og efterfølgende samtale med HR-afdeling og managers. De var kommet frem til, at de aldrig havde set så tålmodig og tolerant en profil og spurgte: ”Bliver du aldrig vred?” Og der måtte min trods alt selvironiske side lige svare, at så havde de ikke talt med mine ekskærester. Noget andet der fik smilet frem var, at de udfra et forholdsvis uspecifikt, men langt spørgeskema, kunne komme frem til, at mine skuffer og skabe roder. Og vi taler immervæk om 15 år tilbage. Det roder stadig.

Rod er ikke noget, der nødvendigvis genetisk ligger til familien. Jeg har en halvsøster, som lægger dækservietter ind mellem mågestels tallerkerne, så de ikke ridser hinanden og heldigvis for hendes mand lider af rengøringsvanvid. Alt service hos hende er perfekt med et mågestel til opdækning af 100 kuverter nærmest. Jeg har ikke engang fire styks ens af noget som helst. Da vi var små, kunne hun vågne op midt om natten og straks glatte vores dyner, hvis de var krøllede.

Men det der er skønt med at muge ud og smide ud er, at der på en eller anden måde bliver mere plads og overskud i mit indre liv. Min dovenskab er udbredt, og kigger jeg på mit stjernetegn Tyren, ja så er dovenskab også et negativt aspekt. Jeg gider foreksempel heller ikke lave mad. Det interesserer mig overhovedet ikke med tanke på al den tid, man skal bruge på at købe ind, forberede og rydde op. Og jeg har engang lavet frikadeller i 80’erne til en kæreste. Ikke engang vores fælles kat ville spise det, så det holdt jeg op med.

Mens jeg sidder og skriver på denne klumme, står rodet og venter på, at der skal ske noget. Og jeg er god til at være livsnyder og udskyde. Min dovenskab handler også om ikke at gide dyrke motion og egentlig også komme af med kun tre kilo. Jeg tror, jeg er genetisk heldig, at min krop holder sig nogenlunde slank, så hvorfor egentlig løbe en tur. Den sjoveste form for motion, jeg har dyrket var orientalsk mavedans, men har ikke tænkt mig at stille op med tydelige tegn på tyngdelovens kraft og lade det blævre. Kunne man finde en motionsform, der faktisk er tilsvarende sjov? Og sådan er jeg i daglig diaolog med min dovenskab, og den samtale skal bare stoppe nu.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Efterlysningen af Maria.

Opdatering: Maria er fundet i god behold

Det vides endnu ikke, hvad brandene skyldes

Café Juicy brænder for anden dag i træk