Ninna Hedeager Olsen.
Ninna Hedeager Olsen. - Foto: Michael Paldan (arkiv)

NYTÅRSHILSEN: Det nye årti skal skabe et grønt København

Af Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune

Nytåret nærmer sig, og dermed kommer en naturlig lejlighed til både at se tilbage på, hvad 2019 har bragt os, og frem mod hvad vi skal forvente af både 2020 alene og det kommende årti.

I Enhedslisten er vi tilfredse med at være en del af årets budgetaftale. Efter at være blevet smidt ud af forhandlingerne i 2018 på grund af modstanden mod at bygge på Amager Fælled kunne vi igen i år få lov at sætte vores præg på København. Vi glæder os blandt andet over, på baggrund af et ønske fra lokaludvalget, at have sikret midler til at gøre Backersvej ved Skolen ved Sundet mere sikker for børnene, der går eller cykler. Og gennem et langt stykke af Amager bliver det nu nemmere at tage cyklen, når Ørestadsruten bliver anlagt. Den nye supercykelsti kommer til at løbe helt fra Vestamager Metrostation til Amager Boulevard. Det kan vi godt være tilfredse med. Derudover er jeg også glad for mit besøg hos lokaludvalgene tidligere på året, og jeg ser ligeledes i høj grad frem til, at Områdefornyelsen Sundby starter op igen efter at være blevet sat i bero på grund af regeringens anlægsloft.

Desværre ser det stadig ud til, at der skal bygges på Amager Fælled. Trods folkelige protester har det politiske flertal ikke været til at rokke. Enhedslisten er imod enhver form for byggeri på fælleden, og det ændrer By & Havns nye projekt ikke på. Det er sympatisk, at man på sigt forsøger at højne biodiversiteten i nærområdet, men hele projektet er et indgreb i en af københavnernes grønne lunger, og det ændrer små lyspunkter i projektet ikke på. I Enhedslisten fortsætter vi ufortrødent kampen for at få stoppet al byggeri på Amager Fælled.

2020 står for døren, og for Enhedslisten handler det om at skabe et grønt København i balance. Vi skal løfte vores udsatte byområder, vi skal have gjort noget ved den massive og forurenende biltrafik, og vi skal prioritere naturen i byen, hvad enten det er i form af parker, træer eller grønne skybrudsløsninger.

Rigtig godt nytår.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Onsdagstræning på Englandsvej.

Gratis familieidræt hos Gullfos

Der er afsat 86 millioner til ‘Flere Skal Med’

‘Flere Skal Med’ skal hjælpe 2.000 københavnske kontanthjælpsmodtagere