Alt det bedste for 2020 fra din lokalavis

Det har været et fantastisk 2019 på Kgs. Enghave og Valby Bladet. Vi håber på et endnu bedre 2020 sammen med jer!

Her på lokalavisen har vi nydt mange gode stunder og kæmpet flere kampe med jer, vore uvurderlige læsere, kilder, annoncører, samarbejdspartnere og aktører i Valby og Sydhavnen. Tak for det!

Nu skal vi alle sammen bringe hinanden trygt og muntert ind i 2020, og så forventer vi os ellers et brag af et år. Husk, at du altid kan kontakte os med stort og småt, så vi stadig kan være det mest vedkommende og engagerede talerør i bydelen. Herunder kan du læse det manifest, vi skriver avis ud fra uge efter uge.

Rigtig godt nytår! Vi lever og ånder for jer…

De festligste nytårshilsner

Benedicte, Jacob, Hans Martin og Jesper

Nabolagets stemme – i hverdag og fest

MØDESTED

Valby og Kgs. Enghave Bladet er det lokale Tingsted. Gadekæret man mødes rundt om og deler stort og småt. Der hvor man kan få lov til at fortælle og blive hørt, genkende sig selv og finde sine naboer. Både til hverdag og fest. Vi er det 21. århundredes forsamlingshus.

FORSTÅELSE

Valby og Kgs. Enghave Bladet bringer forskelligheder sammen og skaber en fælles forståelse af at bo i vores bydele. I vores spalter mødes alle sydhavnere og valbygensere på tværs af og i kraft af forskelligheder. Her ser vi hinanden i øjnene. Høj som lav. Ung som gammel. Rød som blå. Akademiker som gadedrikker. Ejer som lejer.

GLÆDE

Valby og Kgs. Enghave Bladet er med til at skabe liv og begejstring i bydelene. Vi elsker at deltage i arrangementer, der samler bydelen lokalt og på tværs. Fra folkemødet til langbordsmiddagen. Lokalavisen leger gerne med og holder megafonen for din jubel.

PARTNERSKAB

Valby og Kgs. Enghave Bladet bidrager til lokale samarbejder ved at indgå i dem. Fra mødet på biblioteket til skærmen derhjemme. Vi går til kamp for lokale sager: ’Frederiksberg Bakke’ ud af sproget – det hedder jo kun Valby Bakke. Vi er den digitale opslagstavle for dine lokale foreninger og medmennesker: Loppemarkedet i baggården og premieren på det lokale teater.

TALERØR

Valby og Kgs. Enghave Bladet tager de lokale bekymringer alvorligt og bringer dem til døren. Vi er folkets vej til magthaverne. Vi kæmper for bydelen side om side med dens beboere. Hvor skal der bygges nye boliger? Hvor er de sidste kroner til den nye park? Vi trækker politikerne ud til bydelene, som ofte føler sig langt fra Rådhuspladsen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
40

2019 i billeder: Husker du året i Valby og Sydhavnen?

Politiet ved det sociale botilbud ‘På Sporet’ i Vermlandsgade, hvor den 46-årige mand blev fundet død juleaftensdag.

44-årig kvinde sigtet for at tæve samlever ihjel