Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.
Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. - Foto: Michael Paldan (arkiv)

NYTÅRSHILSEN: Fælles om byen

Af Jesper Christensen (S), børne- og ungdomsborgmester

Jeg er selv vokset op i Tingbjerg, og jeg ved, at selvom vi er kommet langt, så er det stadig ikke alle børn i byen, der har lige muligheder.

For mig som børne- og ungdomsborgmester og som socialdemokrat er det netop arbejdet med mere lige muligheder for alle børn, det vigtigste af alt. Hvis social ulighed ikke skal bæres videre fra generation til generation, skal vi insistere på, at alle børn får et solidt afsæt helt fra starten. De første 1000 dage er de vigtigste i et barns liv, så når de små børn kommer i vuggestue, er det helt afgørende, at de møder dygtige ansatte, der kan hjælpe og støtte dem i deres udvikling – uanset om de kommer fra et hjem med mange eller få ressourcer.

I 2019 blev der sat fokus på kvaliteten af vores dagtilbud. Vi har i København et grundigt tilsyn, hvor der bliver kigget på dagligdagen i alle institutioner. Det betyder også, at vi opdager problemerne og får dem frem i lyset. Derfor vil der være tilsynsrapporter, hvor der bliver peget på ting, som skal ændres, men det er den eneste måde, vi kan rette op. Før sommerferien vedtog vi en hurtig og konsekvent opfølgning, når der er problemer. Det sker i tæt samarbejde med pædagogernes faglige organisationer og forældrene, for når der er problemer med kvaliteten, er det kun i fællesskab, at vi kan rette hurtigt op.

Nu går vi ind i et nyt årti, og jeg er ikke i tvivl om, at kvalitet i dagtilbud vil være højt på dagsordenen de næste mange år. Det vil jeg selv arbejde for, og med et folketingsvalg hvor borgerne valgte politikere, der også vil prioritere børnene, har vi i kommunerne et godt rygstød til at løftet kvaliteten for vores mindste.

Når vi løfter de mindste, så løfter vi hele byen – og det gør vi bedst sammen. Vi politikere skal sørge for rammerne, men det er i lokalområdet, at det virkelige arbejde ligger, hvis vi skal have flere med. Det er forældrene, der engagerer sig i deres børns liv – i forældrebestyrelsen, ved at komme til sommerfesten eller blot ved at være åbne og positive overfor personalet og de andre forældre i hverdagen. Det er her vi knytter de bånd mellem institutioner, forældre og børn, som kan være med til at løfte vores børn og vores lokalområde. Det er i samværet og samarbejdet, at vi for alvor kan gøre en forskel.

Godt Nytår.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Det læste I allermest i 2019: Overskudsmad, strand i Valbyparken og… hvad mon?

Der vil være lagkage og boller til arrangementet.

Kaffe, koncert og fællessang