Maria Frej bor i Valby, og så er hun medlem af Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun sidder i Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget.
Maria Frej bor i Valby, og så er hun medlem af Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun sidder i Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget. - Foto: Michael Paldan (Arkiv)

Kommunalpolitikeren: »Jeg hilser 2020 velkommen«

Maria Frej (SF)

Valbygenser og medlem af Borgerrepræsentationen

Når man kigger tilbage på 2019, synes jeg især, der er god grund til at glædes over folketingsvalget og regeringsskiftet. Minimumsnormeringer har fyldt meget for SF, og vi er lykkelige over at være nået så langt.

Men for mig, der har kulturen som hjertebarn, var det en særlig glæde at få stoppet de meningsløse og ødelæggende besparelser på kulturområdet, som Mette Bock og co. havde stået for. En stærk støtteparti-flanke måtte hive Socialdemokratiet tilbage på rette kurs, efter at regeringspartiet spurtede i modsat retning af egne valgløfter, men nu kan vi så forhåbentlig snart tale om det, vi positivt vil med kulturen.

Vi fik også en klimalov, og det varmer langt ind i sjælen – på en noget rarere måde end den stygge temperaturstigning.

Tager man de lokale briller på, så glædes jeg over, at alle københavnske børn nu er sikret et møde med kulturens glæder. Ved budgetforliget skaffede SF nemlig penge til et supplerende musiktilbud i folkeskolen. I første omgang kun til udvalgte klassetrin og kun musik. Men ordningen kan let udvides til flere klassetrin og med flere kulturtilbud: teater, dans, film, litteratur…

Heldigvis er der også et nyt bibliotek forude til Toftegårds Plads – og en dugfrisk kultur- og fritidspolitik for kommunen, som har stærke SF-aftryk: Eksempelvis mål om at alle børn møder kultur- og fritidstilbud, og at kultur- og fritidsfaciliteter følger med befolkningsudviklingen – et behov vi kender alt til her i Valby.

Dét mål har vi også fået indført i udkastet til den kommende kommuneplan, selvom det holdt hårdt.

Der er altid hår i suppen, men jeg må sige, at det er med en vis optimisme, jeg hilser 2020 velkommen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Det er i disse lokaler på Landskronagade 70, at der fremover vil være et træningscenter.

Få pulsen op i Østerbros gamle klædefabrik

Isam B. ønsker Nørrebro/Nordvest Bladets læsere godt nytår og opfordrer til, at man gør noget for at skabe en god relation til sin nabo.

Nytårshilsen: et nytårsforsæt om det gode naboskab