Passagen ved Mozarts Plads og Borgmester Christiansens Gade er nu fornemt oplyst.
Passagen ved Mozarts Plads og Borgmester Christiansens Gade er nu fornemt oplyst. - Foto: Jacob Schneider

Funklende lyskunst ved metroen for sociale midler

Forrige mandag var der fernisering på lyskunstværket ‘Partitur – Mozart på Hegnet’, som skal skabe tryghed i den smalle passage ved Mozarts Plads. Flere er forargede over, at det er finansieret med penge fra områdefornyelsen, som var øremærket en social indsats i området, men det har ikke været muligt at bruge pengene på det, forklarer styregruppemedlem.

Der var fest og farver, da kunstneren Hans E. Madsen inviterede til fernisering på lyskunstværket ’Partitur – Mozart på Hegnet’, der skal pryde 22 meter af metrohegnet helt indtil sydhavnsmetroen står færdig i 2024. Værket er inspireret af et partitur, hvor noderne er blevet til lysende klangflader, der fortolker et stykke af Mozart bedst kendt som ’Elvira Madigan’.

Der var gløgg og hygge til tonerne og lyset, som Områdefornyelse Sydhavnens arbejdsgruppe Mozarts Plads har eksperimenteret sig frem til. Lyskunsten skal skabe større tryghed i den smalle passage ved hjørnet af Borgmester Christiansens Gade og metrohegnet mod Mozarts Plads.

Forargede naboer

Det er ligeledes områdefornyelsen, der afsatte midler til værket i august sidste år, i alt 237.000 kroner. Heraf er de 187.000 taget fra en pulje på 200.000, som var tiltænkt en social indsats i forbindelse med den godt fem år lange lukning af Mozarts Plads, »midlertidige opholdsmuligheder og andre tiltag, der fremmer trygheden,« hedder det i mødereferatet. Der er yderligere 150.000 kroner til tryghedsfremme i området.

Dén prioritering har fået flere sydhavnere op af stolene, blandt andet en af naboerne til Anker Jørgensens Plads, hvor de fleste brugere fra Mozarts Plads er rykket hen. Det har skabt sociale udfordringer såsom støj, slagsmål, skænderier og stofsalg. Julia Pedersen synes ikke, at et lyskunstværk for sociale midler er i orden:

»Jeg er da forarget over, at man bruger så mange offentlige kroner på lyskunst. Særligt penge, der var afsat til en social indsats, når man godt vidste, hvor kaotiske problemerne var blevet efter lukningen af Mozarts Plads.

Jeg er ikke modstander af lyskunst, men i min optik kunne man have brugt pengene mere fornuftigt. Jeg synes jo godt, man kunne kaste nogle flere midler i gadeplansarbejdet på Anker Jørgensens Plads. Kommunen har kun ressourcer til at være der et par gange om ugen i et kort stykke tid, og det kunne man da have optimeret for de penge. Man har blandt andet snakket om en ’pladsmand’, som kunne holde lidt styr på det.

Man kunne også have brugt dem på de alternative opholdssteder, som vi har diskuteret så meget siden forrige sommer – hvis man overhovedet kan finde et, for det er så næste problematik.

Lyskunsten er da virkelig pæn og mange er begejstrede for den, men man kunne jo godt have belysning og skabe tryghed uden at bruge så mange penge, når vi har så meget andet i Sydhavnen, der er nedslidt. Det virker som en underlig prioritering,« siger Julia.

Også Morten ’Madøre’ fra Sydhavnens Pølsevogn, som har udsigt til løjerne omkring Anker Jørgensen-statuen, undrer sig:

»Det virker nepotistisk. Hvis man står med nogle penge, som ikke bare skulle stå der og mugne, så kunne man jo tage en debat med borgerne om, hvad de skulle bruges til. Man kan ikke tillade sig at bruge dem på kunst. Hvad der ikke har været af problemer herude med manglende toilet og så videre…

Man kunne for eksempel have lavet et opholdssted på græsplænen oppe ved Sydhavn Station, hvor Sydhavnsgade larmer mere end folk herude. Jeg har været til møder, hvor man får at vide, at ’det og det er der ikke penge til’. Og faktisk burde metroselskabet betale hele regningen, for det er dem, der ødelægger vores bydel,« mener pølsemanden.

»Ulykkelig situation«

Joan Røge er – ud over formand for Kgs. Enghave Lokaludvalg – medlem af styregruppen for Områdefornyelse Sydhavnen og var med, da man besluttede sig for at konvertere de sociale midler til lyskunst. Hun forstår godt, hvis folk studser over den beslutning, men forklarer, at det ikke har været så ligetil for områdefornylsen at lave en social indsats, der gav mening, for pengene. De problemer, man er stødt på i forbindelse med lukningen af Mozarts Plads, kræver nemlig nogle helt andre tiltag, som ikke just hører under en områdefornyelses beføjelser:

»Fra starten havde man jo håbet, at de borgere, som brugte Mozarts Plads som deres dagligstue, ville sprede sig i bydelen. Her lavede man et byrum på Sjælør Boulevard, men de følte sig overvåget, og nogle folk råbte oppe fra altanerne. Man havde ikke forestillet sig, at Anker Jørgensens Plads blev indtaget på den måde, som det skete. Der er virkelig blevet afsøgt mange muligheder.

Men det er ikke sådan, at den sociale indsats er blevet lukket ned. Den kører sideløbende med Københavns Kommune, hjemløseenhed, SSP, politi og så videre. Den er måske lidt usynlig, men den er der.

Vi kunne ikke bruge pengene på et midlertidigt opholdssted i Hørdumsgade, som egentlig var planen, men det afviste KAB (alment boligselskab, red.), og pengene skulle jo bruges, ellers var de gået tabt. Det er egentlig ikke områdefornyelsens område at lave sociale indsatser, men vi gik ind i den. Men det er svært at gå imod en gruppe borgere, som ikke vil have det. Der har været en rigtig dårlig stemning, men 80 procent af brugerne på Anker Jørgensens Plads bor jo i KAB, resten kommer udefra og bringer stofproblemerne med. Det er en ulykkelig situation. Vi kan jo ikke sige til borgere, der bor i bydelen og opholder sig på en offentlig plads, at de ikke må være der, men vi kan bede politiet om at slå ned på ulovlighederne. Det er en gruppe borgere, som er ugleset, ligegyldigt hvor, de går hen – og det er heller ikke rart.

Det har været rigtig svært at lave en social indsats, for lige meget hvad vi kom med, var der nogle, der syntes, at det var forkert. Det er helt fint at sige, at de penge skulle være brugt på noget andet, men der er ikke kommet nogen forslag til styregruppen om, hvad det så skulle være,« fortæller Joan Røge.

Lokaludvalget har senest appelleret til de københavnske politikere om at afsætte penge til at leje arealet mellem Hørdumsgade og Sydhavn Station og indrette et opholdssted dér. Hvorom alting er, kan det anbefales at slå et smut omkring det fine lyskunstværk ved Fakta på Mozarts Plads.

– Foto: Jacob Schneider

Kunstneren Hans E. Madsen i sit værk.

Kunstneren Hans E. Madsen i sit værk. – Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Høg Nørager er præst i Stefanskirken. Han har skrevet en nytårshilsen til Nørrebro/Nordvest Bladets læsere.

Nytårshilsen: en hilsen til tvivlerne

Organisten Lasse Ewerlöf har de seneste 30 år sat et markant præg på musiklivet i Kastelkirken.

Organist i Kastelkirken fejrer fødselsdag og 30-års jubilæum