Efterfølgeren til den populære ‘Frost’ fra 2013 har premiere 1. juledag.
Efterfølgeren til den populære ‘Frost’ fra 2013 har premiere 1. juledag. - Foto: Walt Disney Animation Studios

Ni gode biograffilm til juleferien

DEN LILLE AFSKYELIGE SNEMAND

Da en kinesisk pige ved navn Yi ved et tilfælde finder en magisk yeti, der også er kendt som den afskyelige snemand, beslutter hun at hjælpe ham med at finde hjem til sin familie. Sammen med sine to venner tager de på en rejse til Himalayas bjerge, og undervejs danner de et særligt venskab. Men rejsen skal vise sig ikke at være så nem, som de havde troet, da en rigmand og en zoolog begge er på jagt efter den hvidpelsede snemand.

‘Den lille afskyelige snemand’ er lavet af folkene bag ‘Sådan træner du din drage’, og den ene instruktør og manuskriptforfatter har tidligere skrevet manuskriptet til blandt andet ‘Monsters, Inc.’

Filmen er med dansk tale.

PARASITE

Den sydkoreanske film ‘Parasite’ handler om en fattig, småsvindlende familie, der bor i et Sydkoreas slumkvarterer. Men da en af familiens to ældste børn får muligheden for at undervise en rigmandsdatter i engelsk, ser familien straks muligheden for at infiltrere familien som parasitter, og inden længe har hele familien fået arbejde hos rigmændene efter at have løjet om deres kvalifikationer.

Filmen er en kulsort komedie/thriller og var den første sydkoreanske film til at vinde Guldpalmen, da den modtog den fornemme pris ved Cannes Festival 2019. Den er af flere anmeldere blevet beskrevet som en af årets bedste film.

Den kan ses med danske undertekster, og der er premiere 1. juledag.

LAST CHRISTMAS

Som det fremgår af navnet, er den romantiske komedie ‘Last Christmas’ stærkt inspireret af Wham!s julehit af samme navn. I filmen følger vi Kate, hvis liv ikke går, som hun havde regnet med. Efter en lang række af dumme beslutninger møder hun dog fantastiske Tom, der får hende til at glemme alt om sine problemer – hvad kunne gå galt?

Undervejs byder filmen på endnu mere musik af Wham! og George Michael, der også har været med til at udvikle idéen til filmen. Danske Peter Mygind er desuden også at finde på rollelisten.

JUMANJI: THE NEXT LEVEL

I efterfølgeren til ‘Jumanji: Welcome to the Jungle’ fra 2017 følger vi endnu engang de fire teenagere, der i den første film blev suget ned i et virtuelt brætspil og måtte kæmpe sig ud af verdenen ‘Jumanji’ som de karakterer, de havde valgt. I den aktuelle biograffilm, der foregår tre år senere, har de fire venner besluttet at mødes, men den ene fra gruppen dukker aldrig op. De resterende tre finder ud af, at han er taget tilbage til den farlige, virtuelle verden, og de resterende venner beslutter at tage på en faretruende rejse i ‘Jumanji’ for at redde deres ven. Men de opdager hurtigt, at intet er, som de havde regnet med.

I filmen spiller stjerner som Dwayne ‘The Rock’ Johnson, Kevin Hart og Jack Black, og filmen fra 2017 indtjente svimlende 962 millioner dollars.

STAR WARS: THE RISE OF THE SKYWALKER

Star Wars-filmene har betaget unge som gamle siden 1977, hvor Geroge Lucas for første introducerede os til krigen i en galakse langt, langt borte. Siden er det blevet til 12 film, og den netop biografaktuelle film er den sidste i rækken. I filmen følger vi Kylo Ren, som har fået besked på at finde og dræbe Rey, der stadig er i gang med sin Jedi-træning. Det fører til sagaens endelige frihedskamp, hvor de resterende modstandsfolk for sidste gang forsøger at nedkæmpe ‘First Order’, der gennem magt og krig forsøger at overtage kontrollen over galaksen.

FROST II

Frost-feberen er så småt ved at fortage sig blandt de kære små, men nu blusser Disney gang i bølgen igen: ’Frost 2’ er efterfølgeren til den populære ’Frost’ fra 2013, og søstrene Anna og Elsa vender begge tilbage. Hvorfor var Elsa født med magiske kræfter? Svaret kalder på hende og truer hendes kongerige. Sammen med Anna, Kristof, Olaf og Svend må hun rejse ud på en farlig, men bemærkelsesværdig rejse.

”I ’Frost’ frygtede Elsa, at hendes kræfter var for meget for denne verden. I ’Frost 2’ håber hun, at de er nok,” hedder det i foromtalen. ’Frost 2’ kan både ses med danske stemmer og på engelsk med undertekster. Der er premiere 1. juledag.

LE MANS ‘66

Med hovedroller som Matt Damon og Christian Bale kan det næsten ikke blive en dårlig film, og de to Oscar-vindere racer med denne film videre mod deres næste Oscar-nomineringer, hvis man skal tro anmeldere verden over. I filmen følger man bildesigneren Carroll Shelby og racerkøreren Ken Miles, der begge er blevet hyret af Ford med det formål, at de skal komme først over målstregen til Le Mans 1966. Alt er dog ikke lutter lagkage, for de to skal ikke kun slås med udfordringer udefra, men de skal også tackle de mange problemer, der opstår internt.

CATS

Med over 7.000 shows på Broadway er musicalen, der desuden er blevet opført på mere end 20 sprog, blandt de mest populære musicals i verden. Fra 1. juledag er det dog også muligt at se musicalen som film i Danmark. I filmen følger vi Jellicles-kattene, der netop har optaget den herreløse killing Victoria. Katteslænget har en årlig ceremoni, hvor kæmper om chancen for at få et nyt liv, men kampen går ikke helt, som Victoria havde håbet.

‘Cats‘ har blandt andet Taylor Swift, Idris Elba, Jennifer Hudson, Jason Derulo og Ian McKellen på den noget stjernespækkede rolleliste, og filmen er instrueret af Tom Hooper, der tidligere har instrueret ’Les Misérables’, der vandt tre Oscars, ‘The Danish Girl’, der vandt en enkelt Oscar, og ’The King‘s Speech, der vandt 12 Oscars i 2011.

JOKER

Selvom filmen, der for alvor fik skuespilleren og hovedrolleindehaveren, Joaquin Phoenix, på alles læber, efterhånden har tre biografmåneder på bagen, skal en liste over seværdige film ikke snydes for ‘Joker’. I en skuespillerpræstation ud over det sædvanlige skildrer Phoenix ‘Jokerens’ liv, før han blev til den Joker, vi kender fra Batman-filmene.

Gotham City, hvori filmen udspilles, er i oprør, men det er Arthur Fleck også. Gennem sit job som klovn og med en drøm om at blive stand-up-komiker forsøger han at finde meningen med livet. Han bliver dog mobbet og udstødt af alle, og langsomt synker han længere og længere ned i et hul, der til sidst er umuligt at komme op af.

Joaquin Phoenix‘ præstation har gjort både filmen og ham selv til en del af favoritfeltet til den kommende Oscaruddeling.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Fremover vil det også være muligt at tage en gymnasial uddannelse på European School Copenhagen.

Nyt internationalt gymnasium åbner i Carlsberg Byen

Frem Julekalender – Låge nummer 24 – Pauli Jørgensen