Kristina ‘Mulle’ Kristiansen - her i aktion for sin klub Nykøbing FH - bliver en af trænerne på det kommende Ajax Københavns Sportsgymnasium.
Kristina ‘Mulle’ Kristiansen - her i aktion for sin klub Nykøbing FH - bliver en af trænerne på det kommende Ajax Københavns Sportsgymnasium. - Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

‘Mulle’ skal være træner på Københavns første elitesportsgymnasium

De to traditionsrige, københavnske institutioner, Københavns åbne Gymnasium og håndboldklubben Ajax København, slår fra næste skoleår dørene op til Københavns første elitesportsgymnasium. Kristina ‘Mulle’ Kristiansen er blandt skolens trænere.

Ajax Københavns Sportsgymnasium (AKS) bliver navnet på den nye storsatsning, der samtidig bliver det første tilbud i København, der vil integrere elitesport med ungdomsuddannelsesforløb og bolig i én samlet løsning. Det nye sportsgymnasium bliver en del af Københavns åbne Gymnasium, som sammen med Ajax København har som mål at løfte både undervisningen og sporten for de københavnske idrætsudøvere.

Håndbold og basketball

»Vi er glade for og vildt stolte over, at vi på Københavns åbne Gymnasium er med til at lancere Ajax København Sportsgymnasium. Vi ser store muligheder i at tilbyde de unge sportstalenter en gymnasial ungdomsuddannelse, samtidig med at vi – i tæt samarbejde med Ajax København – skaber rum og tid for at de unge mennesker også kan udvikle sig sportsligt i henholdsvis håndbold og basketball,« udtaler rektor for Københavns åbne Gymnasium, Anne-Birgitte Rasmussen.

I Ajax København ser man på samarbejdet med stolthed og som det naturlige næste udviklingsskridt for at nå målet om at gøre København til et attraktivt talentcenter for unge håndbold- og basketballspillere, der gerne vil prioritere både sin skole og sport:

»I hele landet ser vi flere steder en øget professionalisering af talentarbejdet. Ønsker vi i København fortsat at være en del af den nationale elite, er vi afhængige af at udvikle vores unge talenter for på den måde at vedligeholde en naturlig fødekæde af spillere til vores bedste seniorhold i damernes håndboldliga og mændenes 1. division,« siger Flemming Thomsen, formand for Ajax København.

Landstrænere og ’Mulle’

De første håndboldtrænere til det nye sportsgymnasium er allerede håndplukket. På håndbold-linjen har man indtil videre tilknyttet fire kompetente trænere:

Nuværende assisterende landstræner for U20-herrerne, Mathias Albrektsen, nuværende områdeleder for talenttræningen i Østdanmark, Martin Holmgaard Pedersen, tidligere landsholdsspiller fra Nykøbing Falster Håndbold, Kristina ’Mulle’ Kristiansen, samt cheftræner for Ajax Købehavns håndboldligadamer, Dennis Bo Jensen.

På basketball-linjen tilknyttes en af årtiets bedste danske basketballspillere, Chanan Colman, samt den assisterende A-landstræner, Jesper Winther Sørensen.

»Målsætningen for hele samarbejdet mellem Ajax København og Københavns åbne Gymnasium er at skabe det næste skud på stammen af talenter, der kan hjælpe til, at København forbliver en del af dansk håndbolds fineste selskab. Det kræver både de bedste spillere, men det kræver også de helt rigtige trænere, der ved, hvad det kræver for at blive topatlet, pointerer Flemming Thomsen.

Åbent hus

Torsdag 9. januar og lørdag 11. januar arrangerer Københavns åbne Gymnasium åbent hus om Ajax København Sportsgymnasium.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Emma Gad var ikke nogen stor tilhænger af julen, og selvom hendes ’Takt og Tone’ udkom for 100 år siden, passer hendes skarpe synspunkter forbavsende godt på juleriet i vor tid, skriver Michael Engelbrecht

Klumme: Emma Gad ikke julen

Visualisering af TJM Byen.

200 nye ungdomsboliger står klar til studiestart i 2020