Cæcilie Brøns-Hansen har boet i Bispeparken i fem år. Hun håber at kunne blive boende i området, når hun på et tidspunkt skal flytte sammen med sin kæreste.
Cæcilie Brøns-Hansen har boet i Bispeparken i fem år. Hun håber at kunne blive boende i området, når hun på et tidspunkt skal flytte sammen med sin kæreste. - Foto: Byrd/Dennis Thaarup

Beboer i Bispeparken: »Jeg vil anbefale alle at flytte hertil«

Bispeparken i Nordvest er igen i år på regeringens ghettoliste og risikerer at få stemplet som ‘hård ghetto’ i 2020. Men hverdagen i ghettoen er slet ikke så skidt, som man måske kunne tro. 21-årige Cæcilie Brøns-Hansen har boet i Bispeparken i fem år og har ikke travlt med at flytte.

Cæcilie Brøns-Hansen på 21 har boet i Bispeparken i fem år sammen med sin mor. Snart flytter hendes søster også hertil, og når Cæcilie skal flytte sammen med sin kæreste, vil hun meget gerne finde en lejlighed i Bispeparken.

Den unge kvinde, som til dagligt læser dansk på KUA, mener, at der er brug for at tale Bispeparken op. For på trods af at boligområdet fremgår på regeringens ghettoliste og risikerer at få stemplet som ’hård ghetto’ i 2020, er det et rigtig dejligt sted at bo, påpeger hun.

»Jeg synes, de ghettolister er helt hul i hovedet. Hvis nogle viser mig tallene for Bispeparken, kan jeg godt se, at det er en ghetto. Men det betyder ikke noget for min hverdag eller mit liv, at området er en ghetto,« siger Cæcilie.

Bispeparken er på regeringens ghettoliste og risikerer at få betegnelsen ‘hård ghetto’ i 2020. Det vil betyde, at almene boliger skal rives ned, frasælges eller omdannes til en anden type bolig.

Bispeparken er på regeringens ghettoliste og risikerer at få betegnelsen ‘hård ghetto’ i 2020. Det vil betyde, at almene boliger skal rives ned, frasælges eller omdannes til en anden type bolig. – Foto: Byrd/Dennis Thaarup

I Netto i nattøj

Hun elsker området, som både tilbyder nem adgang til byen og dejlig natur lige uden for hoveddøren.

»Jeg går tur på Bispebjerg Kirkegård hver dag, og der ligger også en sø lige ved Emdrup og så selvfølgelig Utterslev Mose. Så der er masser af muligheder for at komme ud i naturen, og det har jeg brug for. Her er ikke så crowdet, det er et åndehul i forhold til for eksempel Nørrebro,« siger hun og tilføjer, at hun oplever en lettelse ved at bo med lidt afstand til, hvad hun beskriver som ’det smarte Nørrebro’.

Cæcilie elsker at have naturen tæt på, og hun går dagligt tur på Bispebjerg Kirkegård, som ligger lige overfor Bispeparken.

Cæcilie elsker at have naturen tæt på, og hun går dagligt tur på Bispebjerg Kirkegård, som ligger lige overfor Bispeparken. – Foto: Byrd/Dennis Thaarup

»Her kan jeg gå i Netto i mit nattøj uden at skulle tænke så meget over det. Her er der plads til alle. Der er mangfoldighed og ikke kun speltmødre med barnevogne. Jeg møder hver dag en mand i området, som jeg snakker lidt med. Jeg ved ikke hvad han hedder, men han har tidligere været hjemløs, og det er hyggeligt lige at snakke, når man ser hinanden.«

Hun har aldrig følt sig utryg ved at bo i området, heller ikke når hun kommer hjem sent om aftenen.

»Jeg går gerne hjem fra byen, når jeg har været i byen på Nørrebro, og jeg føler mig overhovedet ikke utryg. Der ikke nogen af dem, der bor her, som gør mig utrygge. Faktisk bliver der færre og færre dumme fyre, der råber efter mig, jo længere ud af byen, jeg kommer,« siger Cæcilie og griner.

»Her i området er der en gruppe udsatte mænd, der sidder på en bænk og drikker. Men det er der jo alle steder, og de kunne ikke gøre en flue fortræd, de er aldrig ubehagelige. Der er også nogle, der går og taler med sig selv, de har nok noget, de går og dealer med, men det blander jeg mig ikke i. De gør jo ikke mig noget.«

En tur i vaskeriet

Det er hendes oplevelse, at der bliver gjort meget i Bispeparken for at styrke fællesskabet blandt beboerne. Der bliver blandt andet indbudt til en årlig fastelavnsfest og andre sammenkomster i løbet af året. Og ellers kan man altid gå en tur i vaskeriet, hvis man ønsker en hyggelig snak med sine naboer, fortæller Cecilie.

»Vi har et kæmpe vaskeri, og her møder man altid folk, og alle er så smilende. Så kan man smalltalke lidt om maskinerne, der nogle gange driller lidt. Nogle sætter en hel dag af til at vaske, og så har de børnene med i vaskeriet, som sidder og laver lektier dernede. Det er ret hyggeligt, og der er ikke nogen, der kigger mærkeligt på mig, fordi jeg taler til dem.«

Hun har aldrig oplevet, at hendes naboer ikke talte dansk eller engelsk.

Bispeparken blev bygget i 1940-1941 og består af i alt 827 boliger inklusiv butikker. Da byggeriet stod færdigt, var det Skandinaviens største boligbyggeri.

Bispeparken blev bygget i 1940-1941 og består af i alt 827 boliger inklusiv butikker. Da byggeriet stod færdigt, var det Skandinaviens største boligbyggeri. – Foto: Byrd/Dennis Thaarup

Cæcilie glæder sig meget til, at hendes søster også får adresse i Bispeparken, og hun oplyser, at flere af hendes veninder også overvejer at flytte dertil.

»Det kan måske godt lyde som om, jeg prøver at tegne et glansbillede af at bo her, men det er virkelig sådan, jeg oplever det her. Jeg føler mig aldrig utryg eller lyst til at flytte herfra. Jeg vil anbefale alle at flytte hertil,« siger Cæcilie og smiler.

Bispeparken på ghettolisten

  • Bispeparken er på regeringens ghettoliste.

  • I 2020 risikerer området at få betegnelsen ’hård ghetto’. Et boligområde er en ’hård ghetto’, hvis det er på listen fem år i træk.

  • De områder, der er på listen over hårde ghettoer, skal rive almene boliger ned, frasælge dem eller omdanne dem til eksempelvis ældreboliger eller ungdomsboliger.

  • For at blive betegnet som en ghetto skal boligområdet leve op til mindst to af disse fire kriterier:

  • – Over 40 procent skal være uden for arbejdsmarkedet eller ikke være under uddannelse. Målt over to år.

  • – Andelen af beboere, som er dømt for forskellige former for kriminalitet, skal være mindst tre gange over landsgennemsnittet. Målt over to år.

  • – Andelen af beboere, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

  • – Gennemsnitlig bruttoindkomst for skattepligtige i området er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

  • Kilde: Transport- og boligministeriet, politiken.

Kampen for at komme af listen

  • – Da det gik op for fsb, som ejer Bispeparken, at boligområdet i 2020 vil blive en ’hård ghetto’, identificerede boligselskabet de kriterier, hvor området havde størst mulighed for at komme af listen.

  • – Her var grundskolekriteriet en oplagt kandidat. Området lå nemlig kun omkring to procentpoint over den tilladte grænse på 60 procent, som kun har grundskoleuddannelse. Ud af de 1567 beboere i området drejede det sig derfor kun om 17 personer, som skulle have en højere uddannelse.

  • – Fsb besluttede sig for at undersøge, om alle områdets beboere nu også var registeret korrekt med tanke på, at der er en høj andel af udenlandske beboere i området.

  • – Fsb fandt 22 beboere, som har en uddannelse, der ikke var blevet registreret i Danmark, og de er siden blevet godkendt.

  • – De senest registrerede uddannelser tæller dog først med i december 2020, fordi Danmarks Statistik trækker uddannelsestallene til Ghettolisten mere end et år før, listen udgives.

  • Kilde: Fagbladet boligen, bispeparken.dk.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Trængsel for at være en af de heldige, der når med 18‘eren.

Stadig meget brok over proppede busser

Et hold affaldsindsamlere, da mødestedet var Sankt Thomas Plads.

2019-status: 89 poser affald