Direktør Lars Liebst forlader Tivoli næste år.
Direktør Lars Liebst forlader Tivoli næste år. - Foto: René Mølskov

Stopper efter 23 år: Tivoli skal have ny direktør

Tivoli skal have ny direktør. Lars Liebst forlader topposten i den gamle have næste år. Bestyrelsen er gået i gang med at finde en ny direktør.

Lars Liebst har siden 1996 stået i spidsen for Tivoli som administrerende direktør. Efter fælles aftale indleder Tivolis bestyrelse nu et generationsskifte, og der skal derfor i løbet af det kommende år findes en ny direktør for Tivoli.

»Efter i snart 24 år at have stået i spidsen for en af Danmarks mest spændende og alsidige virksomheder, er bestyrelsen og jeg nu enige om, at tiden er rigtig til et generationsskifte,« siger Lars Liebst i en pressemeddelelse.

»I min tid er Tivoli gået fra sæsonvirksomhed til helårsvirksomhed, og aldrig har mangfoldigheden i Haven været større. Bestyrelsen for Tivoli har netop vedtaget en ny strategi, som jeg sammen med Tivolis bestyrelse, chefer og medarbejdere har arbejdet på i et år, og det er en god anledning til at give stafetten videre,« siger Lars Liebst, der har aftalt med bestyrelsen, at han fortsætter, indtil hans afløser er på plads.

Virksomhed i topform

Formand for bestyrelsen i Tivoli A/S, Tom Knutzen, siger:

»Lars Liebst afleverer en virksomhed i topform, som er på vej mod sit bedste resultat nogensinde. Tivoli er Danmarks største turistattraktion, og under hans ledelse har Haven udviklet sig til et internationalt anerkendt brand. Dermed er der skabt de bedste forudsætninger for, at hans afløser kan tage over og udvikle Haven i den retning, som bestyrelsen netop har lagt en ny strategi for.«

Lars Liebst tiltrådte som direktør i 1996, og har sideløbende indtaget en lang række bestyrelses- og tillidsposter inden for dansk kultur- og erhvervsliv.

LÆS OGSÅ: Han genopdagede Tivolis DNA

»Tivoli har igennem de knap 24 år, hvor Lars Liebst har stået i spidsen for selskabet, til stadighed udviklet sig i takt med tiden og med respekt for historien. Det er resultatet af et helt særligt engagement og evne til at se fremad, som kendetegner Lars Liebst. Det er det fremsyn og øje for selskabets tarv, der i dag er omsat til en åben kommunikation og en proces, hvor vi kan gennemføre et generationsskifte uden at miste fokus på gæsteoplevelsen og Tivolis forsatte udvikling,« siger Tom Knutzen, der sammen med den øvrige bestyrelse er glad for, at Lars Liebst fortsætter, indtil en afløser er fundet.

Arbejdet går nu i gang med at finde en efterfølger til Lars Liebst som Tivolis nye administrerende direktør.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vangehusvej - tæt ved grænsen til Hellerup.

27-årig mand tiltalt for tre drab

»Kommunen ønsker borgerinddragelse, og det er netop lokaludvalgenes vigtigste opgave,« skriver lokaludvalgene i et debatsvar. Her er det Indre By Lokaludvalgs debatvogn, der er rullet ud.

Byens lokaludvalg i samlet svar på kras kritik: Ønsker partierne os nedlagt?