For gadepræst Liane Zimsen Dambo er jul ikke blot en højtid man fejrer, men en gave man kan tage med sig gennem hele året.
For gadepræst Liane Zimsen Dambo er jul ikke blot en højtid man fejrer, men en gave man kan tage med sig gennem hele året. - Foto: René Mølskov

Gadepræsten: Jeg tager julen med mig hele året

Julen varer lige til påske. Nej, siger gadepræst på Vesterbro, Liane Zimsen Dambo. Tag hellere julen med jer hele året. For jul er, hver eneste gang, vi gør det gode. Når vi tror på fred og når vi tror på, at kærligheden er det stærkeste. Samtidig er adventstiden tid til anger og bod. Eller eftertænksomhed, som hun vælger at kalde det.

Da gadepræsten på Vesterbro, Liane Zimsen Dambo voksede op var julen postkort-værdig.

Hendes mormor og morfar boede i en kæmpestor herskabsvilla i Frederikshavn i Nordjylland.

»Det var med tårne på, en kæmpestor baghave, gildesal og værksted på størrelse med den her kirke. I forhaven var der et kæmpestort æbletræ med en gynge i. Der var en knirkende låge, hvor du kom ind gennem knæhøj sne og kunne se ind gennem de lyse vinduer. Derinde stod min mormor og pyntede juletræet, der i min verden var tre meter. Og hun pyntede det altid kun i sølv. Så der stod det her glitrende, knitrende smukke træ i stuen. Min morfar bagte klejner og der duftede af mad i hele huset,« fortæller hun.

– Foto: René Mølskov

Men andre år, både som barn og som voksen, har hun holdt juleaften alle mulige andre steder end hjemme. På plejehjem og i køkkener.

»Min ideelle jul er ikke en eller anden bestemt jul i familiens skød. Juleaften er for mig for dem, jeg er sammen med. Når først vi når til juleaften, så er det for de andre,« siger hun.

I år er det blandt andet for børnene, når hun klokken 11 den 24. december fortæller historier for dem i kirken.

Den virkelige rigdom

Hun husker også sin barndoms jul for nissegaver og julehygge. Men nissegaverne handlede for hende, selv som barn, meget lidt om de materielle gaver.

» Hjemme hos os i julen, da jeg var barn, var jeg et utrolig forkælet enebarn. Men alligevel handlede det bare aldrig om, hvad jeg fik i nissesokken. Jeg har aldrig overvejet, hvad jeg fik i den der nissesok, for gaven var altid ledsaget af et brev fra min mor. Som jeg også troede var nissen, indtil jeg kunne kende hendes håndskrift. Brevet var en lille tanke, et lille ønske for dagen og det var super-superfint. Derfor blev adventstid og nissesokker og gaver det mest vidunderlige for mig,« siger hun.

Hun ved godt, at det ikke er alle, der har samme muligheder for sølvglitrende træer og nissegaver.

»Hele verden har jo besluttet sig for at det handler om kærlighed og familie og glæde og gaver. Og så glemmer man nogle gange dem, der står i kulden. Det kan godt gøre ondt og bide.«

Som gadepræst på Vesterbro har hun en særlig gruppe mennesker, hun også er præst for. Nogle af dem, der ikke holder jul som i katalogerne

– Foto: René Mølskov

»Der er en stærk forbindelse mellem at være gadepræst og julen. Det er nemt at sige, det er synd i julen for dem, der ikke har mange penge. Men tag for eksempel værestedet Gang i Gaden i Istedgade. Jeg tror ikke, de har særligt mange penge alle dem dernede. Men tal om at have familie. Tal om at kunne finde ud af at mødes om julebordet, tal om at kunne lade folk være sig selv i den jul, de nu engang har, med dét de nu engang har,« siger hun og fortsætter:

»Så er der nogle andre, det måske er synd for. Dem, der skal nå at være på arbejde indtil sent, de skal nå at hente ungerne, og inden de henter ungerne, så skal de nå at købe alle nissegaverne på en halv time. Det er lidt synd for os allesammen og lige nøjagtigt i adventstiden må det faktisk godt være lidt synd for os allesammen,« siger hun.

Anger og eftertænksomhed

For Liane Zimsen Dambo begynder julen altid 1. søndag i advent. Selvom det er atypisk for en præst at insistere på at holde fri en søndag, så er det lige, hvad hun gør.

» Vi pynter op 1. søndag i advent hjemme hos os. Og det er virkelig en hellig dag, og jeg må ikke arbejde. Og det virker måske mærkeligt, at en præst ikke arbejder 1. søndag i advent, men det gør jeg ikke, for den er familiens. Vi har mange mange kasser med julepynt, og mange mange sække. Og en julegarderobe. Vi går amok hjemme hos os i jul den 1. søndag i advent.«

Advent er Kirkens nytår og derfor ænser gadepræsten heller ikke, at butikkerne pynter op inden. For hende er det nemlig advent, der er ganske særligt for julen.

Gadepræst Liane Zimsen Dambo

Gadepræst Liane Zimsen Dambo – Foto: René Mølskov

Adventstidens liturgiske farve, altså den farve der er knyttet til helligdagene, er violet, eller lilla.

»Den violette farve betyder egentlig bod. Og der er faste og anger og bøn. Men oversat til i dag, så handler det jo om eftertænksomhed. Og bod er ikke skidt. Det betyder at stoppe op et øjeblik og bede om at kunne gøre det bedre, end du gjorde det sidst,« siger hun, og fortæller, at også anger i hendes bog har en positiv betydning:

»Der er noget enormt fritsættende i at angre. Man kan selvfølgelig ikke leve sit liv i anger. Det ville jo ikke give nogen mening. Men der er noget meget fint i, at man på det her tidspunkt, mens det hele skal blive nyt, ser tilbage. Lige nøjagtigt på det her tidspunkt på året, der kan sorg og glæde gå hånd i hånd. Der er plads til både at angre og kaste sig ud i noget i forventningens glæde. Det rummer adventstiden.«

Tag julen med i resten af året

Liane Zimsen Dambo glæder sig til julen hele året. Men hun tager den også med sig hele vejen gennem året.

»Tænk hvis man mestrede at tage alt det gode fra hele året med sig. Men det er jeg simpelthen ikke begavet nok til rigtig at kunne. Men jeg kan tage julen med mig hele året, for den ved jeg, hvad handler om. Det er jo ikke sådan at bare fordi december bliver til januar, så stoppede julen. Julen er jo hver eneste gang, vi tør være i en forventning. Julen er hver eneste gang, vi tør tro på, at der kan blive fred. At vi tror på at kærligheden er stærkere. At vi husker at tænde et lys i mørket. Enten for os selv, eller for nogen vi elsker, eller nogen vi slet ikke kender. Det er det, der er det topfede. Vi får noget, vi kan gøre noget med. Vi kan tage julen med os hele året.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Her er boret skal skal gå på tværs fra Strandboulevarden ned mod vandet.

Kæmpe boremaskine er ankommet – skal bane vej for vand

En efterårstur i 2002 gik Annette Jønsson en tur og havnede tilfældigt Morsøvej, hvor hun forelskede sig i det arkitekttegnede dobbelthuse fra 1923.

Da Frederiksberg-pigen blev forelsket i et hus på den anden side