56-årige Michael er betjent i ‘Din betjent’-ordningen på Strøget og i Nyhavn. FOTO: Christian M. Olsen
56-årige Michael er betjent i ‘Din betjent’-ordningen på Strøget og i Nyhavn. FOTO: Christian M. Olsen - Foto: Christian M. Olsen

På patrulje med ‘Din Betjent’: »Jeg elsker at være ude blandt folk«

Cyklister bliver bedt om at stige af cyklen, og en gademusikant må pakke sin klarinet sammen. City Avisen har været på patrulje med ‘Din betjent’ på Strøget og i Nyhavn.

»Sikke en flot betjent,« udbryder en kvinde i gul dynejakke med begejstring i stemmen midt på Strøget.

»Han passer på os,« siger hun til sin veninde, mens de kaster blikket på det uniformerede stykke mandfolk.

Den ’flotte betjent’ er Michael. Han har taget opstilling midt på gågaden under granguirlanderne for at lade sig fotografere til City Avisen. Vi er nemlig med på eftermiddagspatrulje med ’Din betjent’ i området omkring Strøget og Nyhavn.

Med ’Din betjent’ vil Københavns Politi styrke dialogen og samarbejdet med de lokale borgere og forretningsdrivende. Ordningen betyder også, at man som borger altid har en nærbetjent med særlig godt kendskab til ens nabolag.

I City er Michael en af dem. Vi mødes med Michael ved julemarkedet på Nytorv. Han har kun haft tjansen i City i to måneder, men har stor erfaring fra en lignende funktion på Vesterbro.

»Jeg elsker at være ude blandt mennesker og være til nytte. Indre By har en god puls, og her er meget liv,« siger Michael, da vi begiver os ned ad Strøget denne regnfulde eftermiddag i december.

Fredeligt for det meste

»Mestendels er det meget stille og fredeligt, men det hører til sjældenhederne, at jeg kan gå en tur ned gennem Strøget fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv, uden at der er noget at tage fat i,« siger Michael.

Og netop som han siger det, kommer en mand kørende på cykel lige imod os. Michael trækker over mod ham og standser ham. Nogle formanende ord senere er manden på vej videre. Til fods. Trækkende med cyklen.

»Strøget har været vores allesammens gågade siden 1962. Der er altså nogle regler, der skal følges, så vi alle sammen kan nyde et fantastisk strøg. Og bussemandsrollen er en del af jobbet,« siger Michael, der alt efter situationen kan vurdere om en forseelse skal føre til enpåtale, eller om bødeblokken skal hives frem.

»Det er ikke det samme som, at vi bøjer loven,« understreger Michael.

Dialogen er vigtig

Dialogen med borgerne og de forretningsdrivende har en høj prioritet for ’Din betjent’, som også får mange henvendelser på turen til fods gennem byen.

»Det kan være alt fra spørgsmål om, hvad man må og hvad man ikke må til nogle unge, der spørger om om de må tage en selfie med mig på,« fortæller Michael, mens en gademusikant gør sig klar til at underholde strøggæsterne med sin klarinet.

»Han skal have at vide, at han ikke må sidde her før klokken 17 – eller at han skal gå ned på Kongens Nytorv,« fortæller Michael og giver gademusikanten samme besked.

Indsatsen har effekt

På det seneste har politiet sat ind med en særlig indsats mod cyklister på Strøget og fragtbiler, der kører på gågaden uden for den tilladte tid. Og her oplever Michael at indsatsen har haft en effekt.

»Det er positivt at se, at de indsats vi gør, rent faktisk virker,« siger han, mens vi går videre til Kongens Nytorvs julemarked, hvor Michael er på ’hej’ med nogle af folkene i boderne. Han er hurtigt blevet et kendt ansigt i bybilledet.

»Formålet er jo at få en tættere relation til de næringsdrivende og borgerne og på den måde være med til at styrke trygheden,« siger Michael.

»I virkeligheden er det få ting, der sker,« siger Michael og forklarer, at selv når der er god stemning, bliver det føjet ind i døgnrapporten:

»Intet politimæssigt at bemærke.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Præst Jan Nilsson glæder sig over den øgede tendens til at holde jul på alternative måder, hvilket lukker flere ind i fællesskabet.

Debat: Ensomheden lurer i juletiden

Giv dit brugte legetøj væk.

Nu kan du aflevere dit brugte legetøj så andre børn kan få en julegave