Nikolai Troest med to af de malerier, han har foræret til Skydebanehaven som bliver sat op til foråret. Processen for kunstneren er altid en rejse for at finde sig selv. FOTO: René Mølskov
Nikolai Troest med to af de malerier, han har foræret til Skydebanehaven som bliver sat op til foråret. Processen for kunstneren er altid en rejse for at finde sig selv. FOTO: René Mølskov

Der er forskel på, hvordan jeg tror jeg ser ud, og det jeg ser i spejlet

Decembertid er gavetid og Vesterbrokunstner Nikolai Troest har brugt de sidste måneder på at færdiggøre en række malerier, som han forærer Skydebanen legeplads i julegave. De farverige billeder erstatter en række malerier, han forærede dem for syv år siden.

Da Nikolai Troest for 12 år siden hang en del ud på legepladsen Skydebanen sammen med sin datter, opdagede han træpladerne ud mod Otto Krabbes Plads.

»Det er sådan nogle plader, der oprineligt er lavet for at skærme for Otto Krabes Plads og de junkier, der rendte rundt derude. Jeg spurgte, om jeg måtte lave nogle billeder derpå. Og det måtte jeg gerne. Nu er der gået syv år og jeg tænkte, at det kunne være fedt at lave nogle nye,« fortæller han.

Det synes de også på Skydebanen, så over de sidste 2-3 måneder har han lavet otte nye og store malerier til dem. Selv om de først kommer op når vejret er bedre, er det at betragte som en julegave.

At det har taget ham tre måneder at skabe de otte store værker på 120 gange 120 centimeter ved han godt kan overraske nogen.

»Man skal jo helst være utrolig lang tid om at lave kunst. Men sådan arbejder jeg bare ikke. Jeg arbejder enormt hurtigt.«

De store plader fik han foræret fra vejarbejdet på Gasværksvej tidligere i år. De var skæve som bare pokker, men rettede sig op, da de kom ind og fik maling.

Det evige selvportræt

Han flyttede til Vesterbro fra Stevns i 1991, og det er her han er hjemme. Til trods for, at han elsker friluftslivet og at byens rammer nogle gange kan virke trykkende.

»Jeg bor i en by og dermed er min sfære altid begrænset af vægge, biler og andre mennesker. Jeg støder hele tiden på noget. Når jeg sidder i en kano eller går i den frie natur, kan jeg mærke, at jeg fylder rigtig meget. Jeg kan mærke, at jeg kan være der. Og jeg fylder mere.«

Det med at mærke sig selv, og se sig selv, har fyldt meget i hans bevidsthed og kunst i alle årene. Da han for knap 28 år siden begyndte at male var det selvportrættet, der blev omdrejningspunktet.

Nikolaj Troest har foræret en række malerier til Skydebanehavens Legeplads

Nikolaj Troest har foræret en række malerier til Skydebanehavens Legeplads – Foto: René Mølskov

Dengang var han 19 år.

»Jeg sad mellem en masse venner og havde det vildt sjovt. I lokalet hang der et spejl, og jeg kom til at se mig selv i det. Da opdagede jeg, at der var en kæmpe forskel på, hvordan jeg troede jeg var, og hvordan jeg så ud i spejlet. Det har jeg arbejdet med siden.«

Alle hans malerier er derfor selvportrætter af, hvordan han føler, han ser ud eller hvordan han oplever sit indre jeg.

»Jeg opdagede, at der er forskel på, hvordan jeg tror jeg ser ud, og det jeg ser i spejlet. Det satte jeg mig for at undersøge. Hvorfor er det, at det billede jeg har af mig selv, ikke stemmer overens med mit spejlbillede? Og hvordan føler jeg egentlig, at jeg ser ud?«

Skal ikke opnå noget

Han levede alene af sin kunst i perioden fra 2000 og frem til omkring finanskrisen. Før det arbejdede han desuden som pædagogmedhjælper. I dag arbejder han som scenetekniker i Øksnehallen. Han har også været graver på en kirkegård og snedker.

»Der, hvor jeg er i livet, skal jeg bare have mit job og male mine billeder. Jeg skal ikke opnå noget andet. Og det er utrolig befriende. Jeg har skippet 1500 billeder ud ad døren i de her år. Nu vil jeg bare gerne bevare mit brand og nyde at male og skrive.«

Han har derfor heller ikke et værksted ude i byen. Hele ideen om at tage hjemmefra og sætte sig ind i et lokale med det ene formål at male virker forkert for ham. I stedet er det midt i det lyse soveværelse han staffeli står med maling og pensler omkring. Så er det også altid klart, hvis han vågner med en klarhed om, hvordan billedet skal tage form.

Udvikling mod ét øje

»Alle malerierne er jo mig foran spejlet, der leder efter, hvordan jeg ser ud. Det kan jeg blive ved med. Jeg elsker at gøre det. Det er ligesom dagbøger. Hvert maleri har en fortælling. Det der foregår inde i hovedet er tanker, det der foregår udenfor er verden og det der foregår inde i trøjen, det er følelser. Jeg kan blive ved med at fortælle historier. Man skal selvfølgelig kunne læse mit alfabet.«

Med tiden har selvportrættet ændret sig fra fuld figur til format som pasfoto. Og til kun ét øje.

»Jeg ville gerne have, at folk der købte et maleri kunne opleve, det jeg oplever. Og hvis jeg kan have det sådan, så kan du også. Vi er allesammen inde i den her menneske-kasse, der er rammen om vores liv. Jeg kan gøre noget, føle noget, tænke noget. Og hvis jeg kan, så kan du også. Der er dybest set meget lidt, jeg kan som du ikke kan. Og omvendt. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu maler det, jeg tror jeg er – mit følelsesmæssige selvportræt – så vll andre også kunne se og mærke det. Fordi vi er mennesker allesammen. Og vi er så ens.«

Harmoni og hvid støj

Når Nikolai Troest er færdig med et maleri opstår der en helt særlig ro. Det gør der, fordi maleriet hver eneste gang er en jagt på at finde ud af, hvem han er i dette øjeblik.

»Det handler om at finde en harmoni og beskrive en umiddelbarhed. Når jeg er færdig efterlader det en form for hvid støj. Jeg er aldrig i tvivl om, hvornår jeg er færdig. Det kan jeg mærke. Det giver en særlig ro.«

Du kan se de otte billeder, som Nikolai Troest har foræret Skydebanen når de kommer op til foråret – eller på på facebook.com/ TROESTmalerier

Billedtekst. FOTO: NAVN

Billedtekst. FOTO: NAVN

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Indvielse af to Storm P. værker ved Nordens Plads.

Storm P flytter ind ved Nordens Plads

Knivstikkeri på Christianshavn: Mand stukket ned ved metroen